Et menneskeligt ekko

Den amerikanske kunstner Tony Matelli arbejder med et hyperrealistisk formsprog og leger med et tvetydigt udtryk, der bevirker at hans værker ofte opererer i spændingsfeltet mellem horror og humor.
Mennesket, der kæmper med og mod livets eksistentielle vilkår, er temaet i Matellis soloudstilling “A Human Echo” på ARoS, hvor undertegnede havde fornøjelsen af at få et interview med kunstneren.

Fortæl om din nye soloudstilling “A Human Echo” på ARoS?
“ARoS spurgte, om jeg ville lave en soloudstilling, der skulle vise et bredt spektrum af mine værker fra de sidste 15 år af min karriere. I udstillingen har jeg arbejdet med at vise udviklingen i mit kunstneriske virke. Således møder beskueren både meget aktive, voldsomme og figurative værker, der afspejler mennesket på forskellig vis.

Men som kontrast er der også mere rolige og simple værker, der blot har spor efter en menneskelig eksistens”.

Dit værk “Fucked” (Couple), 2005 kombinerer vold og kærlighed. Hvad vil du udtrykke med værket?
“Min intention var at lave et værk, der handler om idéen omkring romantisk kærlighed. Jeg har altid arbejdet med et udtryk, der handler om at vise styrken af noget ved at vise dets modsætning eller at vise det i kontrast til noget andet.

Den ekstreme vold i værket “Fucked” er en måde at fremhæve styrken af romantikken i kærligheden. Således at den ene person ikke har nogen styrke uden den anden i forholdet. At kærligheden også har kontraster i sig, der kan udtrykkes som kontrol over andre på godt og ondt.

Det er kendetegnet for mange af mine værker, at de indeholder et stærkt modsætningsforhold i sig, som for eksempel The Meat Heads og The Vegetable Heads, hvor værkerne handler om tidslighed, forfald og genfødsel. Men samtidig også er en traditionel måde at fortælle om romantik og kærlighed på: personen vokser op, personen dør og endelig genfødes personen om morgenen. Disse aspekter og dualiteter er til stede i mange af mine værker”.

“Old enemy. New victim”, 2008 viser to udsultede chimpanser som forsøger at kvæle en stor gorilla. Hvorfor har du lavet dette voldelige værk?
“Med Old enemy. New victim var hensigten at skabe et værk, som kunne betragtes på to forskellige måder. Den ene type beskuer vil sympatisere med de udsultede chimpanser, som angriber den store gorilla. Mens andre beskuere vil sympatisere med den tykke gorilla, der bliver angrebet af to chimpanser.

Måden som du læser værket på, handler om din position i livet. Da jeg lavede værket, identificerede jeg mig med de tynde chimpanser. Men nu kan jeg godt somme tider identificere mig med den tykke gorilla, fordi der altid er to sider af samme sag.

Der vil altid være folk, som har mere magt end andre, samtidig med at der altid vil være folk, som gerne vil have mere magt. Nogle gange er du den ene og andre gange er du den anden. Men de fleste gange har du begge sider i dig”.

Er der en grund til at du bruger aber i dette værk i stedet for mennesker?
“Ja, jeg startede med at bruge menneskelige figurer i mine værker. Men problemet med den menneskelige figur er, at den automatisk bliver et portræt af et specifikt menneske. Denne problematik begyndte at frustrere mig, da min intention var at tale om mennesker generelt.

På den måde var chimpanser en god måde at løse problemet på, da alle ser sig selv i en chimpanse og i reklamer bliver de konstant brugt som den menneskelige dobbeltgænger samt menneskets stedfortræder.

Derudover taler chimpansen også til en form for iboende impuls i os. En slags gammelt bekendtskab, som ligger dybt i os. Jeg tænker det som et tidligere og velkendt ekko af os selv”.

I dit værk “Double Meat Head, Fresh”, 2009 er du stadig interesseret i den menneskelige krop, men nu virker det som om, du har vendt kroppen på vrangen. Hvad vil du fortælle med dette udtryk?
“Det er også et selvportræt. For mig var det en måde at repræsentere en form for livscirkel som en naturlig proces. Noget går til spilde og ud fra det begynder et nyt liv. Jeg tænker på værket, som dagens gentagelse: du står op, du går i seng, du står op, du går i seng. Der er altid en slutning og der er altid en begyndelse.

Jeg kan godt lide tanken om genopfindelsen. The Meat Head er et eksempel på dette, hvor det forfalder og bliver til noget andet. The Vegetable Head er på samme måde. The Vegetable Head er konstrueret som et billede på mig selv. Grøntsagerne begynder at rådne, hvorefter nye spirer vokser frem. Det er en visuel måde at genopfinde sig selv på.

Jeg kan godt lide at lave selvportrætter, da det er en måde at få beskueren til at relatere specifikt til mig – skaberen af værket. Jeg er interesseret i kunstværker, hvor jeg kan føle, at kunstneren på en eller anden måde er til stede som en slags signatur i værket. Da jeg ikke har en decideret kunstnerisk stil, er selvportrættet for mig en måde at være genkendelig og nærværende i værket”.

I dine skulpturer “Successful Weed”, inviterer du naturen indenfor?
“Det handler ikke så meget om at invitere naturen indenfor. Det handler mere om, at naturen vil finde sin vej til at være der. For mig er disse værker skulpturer og billeder på mange ting. En af de ting, som jeg tænkte på, da jeg lavede dem, var oprør. Som et værk, der permanent er en oprører, og som derfor altid er på det forkerte sted.

Så når du placerer sådan en skulptur på et museum, føles det automatisk forkert, når du ser den for første gang. Du oplever ikke skulpturen som kunst, men som noget, der ikke skal være der. Men efterhånden opdager du, at den er en skulptur, og så ser du anderledes på den. For mig var det en måde at repræsentere en form for outsider”.

Hvordan udfordrer eller fornyer du dig selv i dine kunstværker?
“Jeg bliver somme tider frustreret, når jeg arbejder. Så prøver jeg at gøre noget anderledes for at holde interessen. Enten ved at lave værker, som er mere vanskelige for mig at skabe og dermed udfordrer mig på en anden måde. Som for eksempel West Wall, som omhandler denne problemstilling. Jeg begyndte at blive en smule frustreret i mit atelier, så jeg overførte væggens strukturer som motiver i mine malerier. På samme måde med vinduet Large Window, hvor der står en potteplante og der ligger et par sokker. Tilsammen er det blevet til et monument og fortolkning af mit vindue i mit atelier.

Disse værker er meget anderledes end mine ældre værker, men de har stadig ligheder med hinanden på tværs af materialerne og har også referencer til en menneskelig tilstedeværelse”.