Et spørgsmål om handlingskraft

Barrikader, brandmænd, politiskjolde, demonstranter, tåregasgranater, aktivister, mursten, flybaser og internettets frihedskæmpere. Det er alt sammen materialer og grundsten til værkerne i Ahmet Öguts udstilling på Kunsthal Charlottenborg, der undersøger præmisserne for, men også illustrerer vigtigheden af, at vi mobiliserer og opretholder en kritisk – ja, egentlig aktivistisk – offentlighed.

”Alt, hvad vi gør som privatpersoner, kunstner, institution, museum, politiker, inkluderer et spørgsmål om handlingskraft, og det er aldrig en afsluttet proces. For mig har ethvert værk, installation, objekt, alle de ting, der ligger i museernes hengemte arkiver, en potentiel handlingskraft og performativitet, der kan åbenbares ved at bringe det ud og dele det, performe det igen,” forklarer Ahmet Ögut, der er aktuel med udstillingen No Protest Lost på Kunsthal Charlottenborg. Den kurdiske kunstner mere end bekræfter kunstens relevans i samfundsdebatten og funktion som rum for kritisk tænkning, udveksling og handling.

”Det sætter selvfølgelig nogle krav til vores fantasi, for det er den, der kan vejlede os i, hvordan man kunne sætte historiens fragmenter sammen igen. Og det gælder også for den måde, jeg sætter mine udstillinger sammen på.”

Ansvar og mobilisering
Det bliver klart helt fra udstillingens start, hvor hengemte værker og materiale fra Charlottenborgs og Kunstakademiets arkiver er væltet sammen til noget, der ligner en barrikade midt i en gadekamp. Og det er det faktisk nu. For selvom barrikaden optræder her som værk, Bakunin’s Barricade (2015 og frem), så hænger der nu en kontrakt på væggen, hvor institutionerne pålægger sig selv at bringe selvsamme materiale og barrikade på gaden i tilfælde af politisk konflikt og gadekamp. Et værk, som Ögut har udfoldet gentagende gange, hvor end han har udstillet, der handler om mobilisering og det at gribe til handling.

”Udstillingen er et forsøg på at skabe en ny fortælling med handlingskraft. I samme proces skal man være åben, men også kritisk overfor både ens egen kulturarv og den store kollektive fortælling, fordi det handler om et fælles ansvar for historiens gang. Vi mener ofte, at ting ikke har noget med os at gøre, men det har det hele tiden.”

Det private og offentlige
Vi møder aktivister fra Occupy, animationer af omkomne drenge fra gadekampe, brandmænd, der genoptrykker tidligere forbudte bøger i Helsinki, danske politiskjolde og henlagte flybaser. Spørgsmålet samler sig omkring, hvad der er en del af det offentlige rum og bevidsthed. Hvad der er synligt, og hvad der er overlagt ført væk fra offentlighedens blik og rum.

”For mig som kunstner handler det ikke om, at man bare gør noget i et offentligt rum eller i et institutionelt rum. Som samfundsborger, der vil skabe handlingskraft, er den vigtige distinktion snarere, hvad der er dit private og offentlige rum, og hvilke kriterier, der er definerende for disse rum. Hvor høj en grad af gæstfrihed kan man udøve i sit private rum, og hvordan kan man rent performativt og kollaborativt tage del i det offentlige rum? Så den diskussion, jeg forsøger at etablere, adresserer ikke kun kunstverdenen, men ethvert individ i det daglige liv, den politiske debat og de sociale bevægelser. Det er et spørgsmål om handlingskraft, og hvor du bruger den.”

Værkerne og materialerne har en karakter, der ikke binder dem til et specifikt sted eller punkt i tiden, men snarere bevæger sig mellem livet og kunsten.

“Når jeg bruger et objekt eller materiale i et værk, har det også hele tiden potentiale til at vende tilbage til livet – måske med en ny betydning. Og den rejse er vigtig, for vi lever i en nutid, der har forbindelser til både fortiden og fremtiden på én gang. Vi er ikke afskåret fra fortiden eller fremtiden, det gode og det onde. Verden er hele tiden sammensat, og vi skal blive ved med at konfrontere den verden, for at gøre det til et bedre sted at leve – også selvom vi sjældent tror på, at det kan ændre noget.”

Tavse stemmer og skjulte materialer
Rigtig mange af udstillingens værker tager udgangspunkt i materiale eller viden, der holdes uden for offentlighedens syns- og rækkevidde. Og i udstillingen får de på mange måder en ny offentlig benævnelse og betydning.

”Der er meget forskel på at fremkalde en historie, som allerede er i offentligheden, eller som bevidst bliver holdt skjult for offentligheden eller forbigået af medierne. Hvordan sådanne hændelser foregår og orkestreres har optaget mange tænkere, og de forbindelser, som en fortælling kan have for en specifik, lokal, kontekst, er meget interessant og vigtig. Og det kan man også sige om de fleste af mine værker: De forholder sig specifikt, på et særligt tidspunkt, til et sted og dets politiske virkelighed, skjulte fortællinger og materialer. Her i udstillingen skal de gerne skabe ny betydning i en ny kontekst for nye mennesker, og det er med den baggrund og det håb, de er lavet og udvalgt.”

Et særligt godt eksempel her er kunstnerens nye værk til udstillingen og potentielt offentlige skulptur (Information Power to the People, 2017) af internetfrihedskæmperen Aron Schwartz (1986-2013), der kæmpede mod masseovervågningen og internettets mørke magter. Schwartz kæmpede for offentlighedens frihed og stemme.

Kunstneren er dog ikke en særligt fri, privilegeret og global aktør i Öguts øjne, der mener, at vi ofte glemmer hvilken proces, der reelt gik forud, og at idéen om den frie kunstner er en temmelig selvbekræftende konstruktion i kunstmiljøet.

”Vi kan allesammen, også mange ikke-priviligerede samfundsborgere, tilgå information og lokalt materiale via mange forskellige kanaler i dag, imens mange rejsende helt åbenlyst aldrig kommer i kontakt med den lokale kontekst. Det er en undersøgelse, som man ofte tiltænker kunstneren, og det er en interaktion med det lokale, som betyder rigtig meget for min kunstpraksis. Det at få adgang betyder derfor også alt for mit arbejde.”

Globaliseringens symptomer
Siden Ahmet Ögut sidst besøgte Danmark i 2009, er der i hans optik sket virkelig meget, der har gjort protesten og mobiliseringen mere aktuel, og som er en del af en kollektiv bevægelse i Europa, hvor nationalstaterne på den ene side er under afvikling i globaliseringens navn, og hvor vi snakker om lige rettigheder for alle, konfronteret af en stigende protektionisme, der giver sig udslag i en strukturel racisme og ideologier, der bygger på ulighed og frygt for det udefrakommende.

The Silent University (grundlagt i 2012), som var initieret af Ahmet Ögut og i dag har afdelinger rundt omkring i hele verden, er et modtræk og en mobilisering af det mangfoldige, men ofte tavse mindretal med tanker om lige rettigheder og et opgør med umenneskeliggørelsen i fx asylsystemet.

Her anerkender man, at alle er forskellige, har en særlig historie og sprog, men også har en unik viden og resurse, de kan bidrage med. Egentlig meget i tråd med udstillingens insisteren på en kritisk og engageret offentlighed, men med et ejerskab, der rækker langt ud over kunstneren selv.

”The Silent University betragter jeg ikke som en del af et mit værk eller kunstneriske praksis. Det er et særligt projekt med nogle helt særlige funktioner, behov og en særlig organisation, hvor ejerskabet skal udfolde sig og realiseres lokalt. Jeg bruger strategisk min kunstneriske platform til at introducere initiativer, som fx The Silent University, men med en idé om, at jeg planter noget, der kan vokse sig stort og blive en selvstændig bevægelse.”