Extasy, extasy, extasy!

Græsk mytologi i 2009
Fire kroppe ligger på et sort scenegulv, mens publikum indfinder sig på deres pladser til lyden af bløde elektroniske toner.

Straks, da lyset tones ned, begynder to henslængte kvinder at genfortælle Euripides’ drama om Bacchanterne. Om kampen mellem ekstasens gud Dionysos og den fornuftsbårne Kong Pentheus, der bliver fortæret af ekstasen, fordi han forsøger at forbyde den i sit kongerige.

Fire performere tager os igennem forskellige kropslige fortolkninger af ekstasen og skildrer menneskets splittelse mellem følelse og fornuft – eller drift og kontrol. At fortællingen om Bacchanterne er 2400 år gammel understreger blot, hvor almenmenneskelig en problematik, der er fokus på, og hvor aktuel den stadig er i dag.

Ecstasy og techno
Det begynder som små spasmer i nærmest livløse kroppe, bliver til komiske rejehop henover scenen og technodans i høje hæle og stramtsiddende tøj. [Billede:5, left]Der er nonsenssnak af stemmer, som råber i munden på hinanden – og absurde, rituelle handlinger på scenen viser, hvordan forsøget på at tøjle det dionysiske blod kan resultere i en krop og adfærd, som vi ikke selv kan styre.

Beretningen om Bacchanterne fletter sig ind og ud af forestillingen, der rummer både dans, stemmer, toner, lys, video og live-sang.

Forestillingen er en fortælling om kampen med drifterne, og hvordan de udmønter sig i vores adfærd. EXTASY viser, hvordan trangen til beruselse er en del af det menneskelige væsen som en fysisk og spirituel kraft, der driver os fremad, og som kan være produktiv, hvis dens naturlighed accepteres.

Sanseorgie
EXTASY finder sted på en dansescene, men grænsen mellem dans, teater, kunst og elektronisk eksperimentarium er flydende.

Installeret på scenen er fire skærme, som tilføjer et ekstra lag til de kropslige vridninger. Anders Krøyers suggestive videobilleder skifter i samklang med Henrik Munchs elektroniske musikkompositioner og bevæger sig fra abstrakte tonemønstre til visualiseringer af drifternes kødelighed.

Et hjerte pumper hurtigere og hurtigere som ekstasen stiger, og en rutsjebanetur igennem nervebanerne illustrerer performernes kropslige tilstand på scenen. De er i ekstase, og de nærmer sig publikum, æggende, lokkende, og byder på vindruer og kokainbaner på fad.

Interaktionen med publikum kulminerer ved, at fokus pludselig vender: Skarpt lys blænder mod stolerækkerne, og en skinger lyd skærer igennem rummet, så flere må holde sig for ørerne.

”Min håndflade er fugtig”
Bedst som vanviddet synes at toppe, befrier danserne sig fra deres klæder og falder udmattede om på gulvet. De henslængte kvinder fra starten af stykket ligger igen på scenen og taler om at favne de kræfter, der er større end os selv, fordi de hjælper os, hvis vi følger dem, men straffer os, hvis vi forbyder dem.

Scenen er rolig, og danserne begynder at snakke om det, de kan mærke. Håndfladen, der er fugtig. Det søde, det syrlige. Blodet, der pumper igennem årene. Sanserne er uden på huden og kroppen kan mærkes.

Kvinderne fortæller, at Dionysos slipper ud af fængslet, og at Kong Pentheus sønderrives på grund af sin egen fornægtelse. Ekstasen er sat fri.