Familien Villesen i Ikast

På udstillingen præsenterer Gitte Villesen videoværket A Silent Movie (varighed 15 min.) og fotoserien Script for a Silent Movie (22 fotos). Værkerne skildrer hendes besøg i Det Nationale Filmarkiv – den tidligere Feszek Artists Club – i Budapest i 2007. Anna Sørensen viser sine karakteristiske koloristisk-ornamentale abstrakte malerier, og Ingrid Kathrine Villesen viser figurative-impressionistiske malerier med motiviske rødder til hendes vestjyske opvækst.

De tre udstillere fortæller om deres forskellige kunst-positioner, herunder om det ulogiske i at skulle forklare en udstilling på baggrund af familieslægtskab. Undertegnede fik venligst lov til at stille relevante og mindre relevante spørgsmål.

Har familieslægtskabet givet anledning til specielle tanker omkring invitationen til en fælles udstilling?
Ingrid: Jeg blev lidt overrasket over at Anna og Gitte så uforbeholdent var med på ideen om at udstille sammen. Jeg troede ikke, de havde lyst. Vi har tidligere udstillet i mindre sammenhænge – men det var før Anna og Gitte var færdige på akademiet.

Anna: Da vi fik invitationen til at udstille hér, var det ikke vanskeligt at sige ja. Ikke mindst fordi vi har så stor empati og respekt for hinandens udtryk og værker. Udstillingsrummene her giver god plads til hver vores værkers individuelle og karakteristiske udtryk. Det vigtigste er at udstillingen fungerer som en helhed. Så er det ligegyldigt, hvem ens medudstillerne er.

Gitte: Mit forbehold – hvis der overhovedet var noget – har mest været frygten for at alle spørgsmål til udstillingen ville dreje sig om det pudsige i en udstilling baseret på et familieforhold. Det er klart at spørgsmålet vil blive stillet, men der skulle også gerne være plads til at tale om værkerne.

Men det blev ja til invitationen?
Gitte: Vi har forskellige kunstpositioner og individuelle udtryk, og dermed er det ikke så sandsynligt, at vi vil komme til at udstille sammen alle tre. Af personlige årsager havde jeg meget stor lyst til at være med. Vi véd selv, at der er et fællesskab ikke bare i kraft af vores fælles baggrund, men gennem de diskussioner vi altid har haft og stadig har. Men er den også synlig for andre? Jeg var meget nysgerrig efter at se værkerne sammen.

Er der så en sammenhæng. Et kunstnerisk fællesskab?

Gitte: Anna og mor har et umiddelbart fællesskab bare gennem mediet. Til gengæld har mor og jeg et fællesskab i en ret nøgtern og konkret måde at forholde sig til det, vi ser. Hvor Anna undgår enhver form for narrativitet, ser jeg et narrativt element i min mors malerier, et element som er endnu mere udtalt i mine værker. Vi forholder os alle tre meget undersøgende til det, vi laver. Men måske er sammenhængen ikke så synlig, som jeg håbede den ville være.

Anna: Selv om mors og mine malerier er meget forskellige er vores tilgang til at male meget ens. Jeg kan godt lide at maleri er sådan et direkte medie. Jeg bygger mine billeder op uden skitser; kaster noget af mit kunstneriske alfabet på lærredet og begynder maleprocessen herfra. Her ligner jeg min mor – hun arbejder på samme måde. Men hun holder til gengæld fast i det sete.

Ingrid: Jeg maler det jeg ser og erindrer. Jeg husker eksempel vis tydeligt fra min barndom sceneriet med to-tre kvinder omkring et bord. Kvinderne ”knevrer” (læs: snakker – her kigger Ingrid på intervieweren for at se, om hun har forstået ordet i dets rette jyske betydning!). Jeg kan sagtens se et slægtskab til den måde Gitte skildrer menneskelige eksistenser i sin videokunst: En særlig følsomhed for menneskers eksistens. Men jeg kan også se et vist slægtskab til Annas fordybelse og fokus på detaljer i hendes maleri.

Anna, dine malerier er koloristisk-abstrakte. Er du mere orienteret mod det visuelle?
Anna: Jeg kan godt lide det usproglige! Der er for meget sprog i verden. Jeg er meget visuel i min opfattelse og forståelse af verden. Sådan er mine malerier også.

Mine abstrakte malerier er lidt ligesom et kalejdoskop, der er gået kludder i. Eller de er som brudflader efter et jordskælv. Mit flademaleris kantede felter har en vis drivtømmer-effekt. Fladen synes hele tiden i bevægelse. Det er vigtigt, at motivet ikke låser sig fast.

Gitte, har din interesse og bevidsthed om kommunikation rod i det vestjyske?
Det er rigtigt, at da jeg flyttede fra Vestjylland til København skærpede det min bevidsthed om og interesse for kommunikation.

Sproget bruges og kan bruges utroligt forskelligt, både hvad angår det sagte og det usagte. I det vestjyske er det usagte og det indirekte en usædvanlig stor del af kommunikationen. Hvis du ikke er indviet, vil du kun opfatte en meget lille del af det, der kommunikeres.

Når jeg laver mine ‘portrætter’ af mennesker eller lokaliteter, sker det aldrig med illusionen om at kunne nå sandheden om denne person eller lokalitet. De forskellige portrætter handler både om mødet, situationen, lokaliteten, den deltagende, mig selv og om de emner, vi taler om. Udgangspunktet er altid et reelt møde, og værket forholder sig ofte meget direkte til selve mødet. Jeg har behov for selv at flyde med, at være til stede og engagere mig i det forløb, der sættes i gang i optagelses situationen. Og samtidigt nyder jeg den refleksion og analyse, som der er tid til under redigeringen af optagelserne.

Din video ‘A Silent Movie’ har denne flyden med?
Gitte: Da jeg besøgte Feszek Artists Club var der helt helt stille i huset, men man fik et stærkt indtryk af, at sådan har det ikke altid været. Det var som fyldt med spøgelser, og stedets historie virkede meget nærværende. Som gæst i et land med en usædvanlig kompliceret historie var det vigtig for mig at finde en position, hvorfra jeg kunne tale om stedet, på trods af den mangel på indsigt og forståelse af detaljer og referencer, som man næsten altid vil have som gæst.

De første dage under mit residency-ophold i Budapest besøgte jeg det Nationale Film arkiv og så ungarnske stumfilm og nyhedsudsendelser. Næsten alle mine værker er baseret på samtaler med folk, og at jeg nu skulle forholde mig til et land, hvor jeg ikke forstod sproget. Så stumfilmen var det sted, jeg umiddelbart havde lyst til at starte. Hvor logisk eller ulogisk det end måtte være.

I A Silent Movie guider kunsthistoriker og kurator Eva Molnar os rundt i husets mange rum. Hun har arbejdet der siden 1953 og har en meget stærk tilknytning til huset og dets historie, hvilket fremgår af hendes måde at bevæge sig rundt i huset på.

Videoen er lavet som en stumfilm med minimal brug af tekst og underlægningsmusik. På samme måde som når man skal vente på en oversættelse – hvilket var tilfældet i de interview, jeg havde lavet i Budapest – er værket både i sync og ude af sync. Man ser et menneske tale, som man ikke kan høre, men får alligevel nogle informationer gennem teksterne. Musikken passer og passer alligevel ikke. Man er med og måske slet ikke med på samme tid.