Fascinerende urnemark i Fredericia

Camp d’urnes. Urnemarker. En mark fyldt med urner? Ja! Ydermere er det titlen på en lille udstilling med stor kunst i Fredericia af den katalanske kunstner Claudi Casanovas (f. 1956). Her vises seks større og 10 mindre urner. Alle milevidt fra den traditionelle urne.

Urnerne indgår i en serie, som variationer over en firkantet form i primært sorte, grå, hvide og brune toner. Nogle af de små urner har en overraskende lighed med uforarbejdet lerjord – som var de hevet op med et spadestik af den jord, som de senere skal tilbage til.

Men det er de store urner, der er mest fascinerende, i al deres uudgrundelige sammensathed – af minimalistisk simplicitet og fortættet dynamisk kraft. De syner ikke af meget – men de er forbløffende tunge.

På afstand fremstår de som blokke udhugget i et smukt vulkansk materiale. De er dog tydeligvis styret af menneskehånd – af Claudi Casanovas, der har bygget det hele op omkring en brændbar kerne, dernæst lagdelt ler i forskellige farver og endelig den boblende yderskal i stentøj.

De forskelligartede materialer er blevet brændt sammen ved 1300 grader i en gasovn, hvilket har udløst eksplosive reaktioner, og afslutningsvist er de blevet kløvet i to med hammer og mejsel og til sidst sandblæst.

Den voldsomme proces er fastfrosset i urnerne og rummer et flertydigt udsagn om den ubegribelige skabelse og tilintetgørelse. Dette skisma oplever man også, når man åbner urnerne. Det lagdelte ler fører tankerne hen mod geologiske aflejringer, og en af hulningerne ligner til forveksling et aftryk af en hjerneskal, og minder en om beholderens funktion.

Lerets sandhed
Urnemarker er egentligt betegnelsen for en gravskik, der var fremherskende særligt i Centraleuropa i den yngre bronzealder (ca. 1300-700 f.kr.) – også kaldet urnemarkskulturen. Arkæologer har fundet store begravelsespladser med gravurner placeret side om side nede i den bare jord.

Claudi Casanovas’ urner er direkte inspireret af de forhistoriske urner, men frem for alt er de et produkt af hans keramiske undersøgelser. Det er således Casanovas’ erklærede mål at afdække det keramiske materiales indre sandhed, og det sker gerne via ekstreme eksperimenter.

Han arbejder ofte direkte på gulvet eller på en gaffeltruck, og han har suppleret keramikerens vante varme og ild med is og kulde. Flere af de nyere skulpturer er således blevet nedkølet i en stor fryser så tilpas meget, at de kan holde sammen på formen, når Casanovas derefter løfter de tons tunge materialer med sin uundværlige gaffeltruck for at lade dem falde til jorden. En destruktiv skabelse og en dobbelthed, der også er inkorporeret i urnerne.

Kunstarkæologisk minimalisme
Når Claudi Casanovas spørges til kunstneriske inspirationskilder, er det ikke keramikere men billedhuggere som Henry Moore, Eduardo Chillida og kunstmaleren Mark Rothko, der først bringes på banen.

Og det er ikke svært at se slægtskabet mellem Rothkos vibrerende rektangler og Casanovas’ keramiske blokke. Det er kunst, der ved en hastig beskuelse er helt enkel i sit udtryk, men som bærer på en intens indre kraft og skønhed.

Claudi Casanovas’ urner deler minimalismens geometriske abstraktion, reduktionen og repetitionen. Og de er oprindeligt tænkt til at blive fremvist med understregning af det serielle, stående side om side nede på gulvet, som arkæologiske fund.

På Galleri Jytte Møller er de imidlertid placeret på sokler, hylder og en bred vindueskarm. Det er lidt synd. Casanovas’ minimalistiske, "kunstarkæologiske" objekter er tæt på at blive "hævet op" fra udgravningernes "jordbundne" præsentation til kunstinstitutionens forherligelse af unikaobjektet.

Men pyt. De bemærkelsesværdige kunstværker er til stede, og de taler stærkt til dem, der lytter godt efter.