Firsernes pornosurrealist

I dansk kunsts historie indtager Hans Henrik Lerfeldt (1946-89) en position som både outsideragtig kultfigur og storsælgende signaturkunstner for en epoke.

Med sin sirligt detaljerede skildring af en surreel skyggeverden med masser af nøgent kvindekød på bordet var Lerfeldt i selvvalgt isolation fra sin samtids kunstscene og dens bevægelser. Dette understøttedes af en excentrisk isolation af den ret kraftige herre, der døde som følge af misbrug i 1989. Her havde den utilpassede ener dog fået en iøjnefaldende popularitet og vil være én af de kunstnere, flest vil kunne genkende fra firserne.

Med den første udstilling af Lerfeldt i mange år er det derfor lidt af et tidsfænomen, Gl. Holtegaard har fundet frem og nu præsenterer under titlen HEAVY. I øvrigt i samarbejde med kunstsamlingen i Hobro, den hjemby, som Lerfeldt for længst havde lagt bag sig til fordel for storbyernes dekadence.

Freddies sidste discipel
Det virker oplagt og dog med en underlig forskydning i forhold til samtidens interesser, at Lerfeldt havde dansk surrealismes store mand, Wilhelm Freddie (1909-1995) som primær læremester.

De absurde sammenstillinger og den tabubrydende erotik er åbenlyst surrealistisk arvegods og en del af Lerfeldts værker kunne ligeså godt være fra 1930 som fra 1980, eksempelvis Freud-landskab (1978) med det karakteristiske nøgne landskab og den psykoanalytiske godfather.

Man måtte dog afbilde mere i firserne end i trediverne og Lerfeldt udnytter friheden til at dyrke en rent pornografisk frekvens med kaffe og kage og frem og tilbage en masse. Ud over den tekniske finesse, som altid kendetegner Lerfeldts værk, fremstår billederne lige så banale som de porno-forlæg, de er taget fra. Tilmed er de sovset ind i stemningssættende lys og titler som ”It’s a Blue World Around Us”, hvilket giver et præg af vovet, men kitschet dekoration – lige noget til yuppievæggen.

Kildne insekter
Udstillingen indledes med Brazilian Delight (1978), et af kunstnerens oftest gengivne værker. Det har også en uomtvistelig magi og man vil gerne se mere.

Dette bliver til dels indfriet igennem en serie med insekter som kildne, erotiske motorer i forskellig grad i samkvem med kvindekroppe. Et klassisk møde mellem kødets lyst og forfald og mellem det direkte og indirekte. Her er Lerfeldt god og endnu værd at se.

De følgende rum viser Lerfeldt udfolde sig i både maleri, akvarel og tegning med samme præg i den perfekte overflade. Ved siden af den pornosurrealistiske hovedstrøm i motiverne dominerer portrætter et rum. Lerfeldt har både gengivet sine helte som jazzmusikerne Chet Baker og Carl Perkins (sidstnævnte ikke at forveksle med rockabilly-sangeren – Lerfeldt var notorisk jazz-connoisseur) og forfatteren Céline.

Endnu bedre er de personlige portrætter og selvportrætter, kunstneren står bag. Når han er bedst, formår Lerfeldt at forene realisme og fantasi i sin sikre streg.

Zeitgeist-kunstner?
Udstillingens sidste rum viser Lerfeldt som illustrator af bogomslag, plakater og pladecovers. Som skaber af populære plakater for Politiken, Copenhagen Jazzfestival og adskillige bogforsider var Lerfeldt en karakteristisk del af firsernes visuelle udtryk.

Hans dobbeltposition som outsider og populær kunstner og mytisk figur stråler også ud af filmen It’s a Blue World af Torben Skjødt Jensen, der vises på udstillingen. Den lange portrætfilm, optaget frem til kunstnerens død, viser samtidens interesse i den isolerede og martrede loner, der tragisk døde i sin lejligheds parallelverden af underlige samlinger i 1989. De levendegjorte optrin fra malerierne gennem filmen er et underholdende indslag, der dog også illustrerer de lovligt tykt påsmurte klicheer, der for det nutidige øje går gennem Lerfeldts værk.

HEAVY giver en mulighed for at blive fascineret og forført af Lerfeldts særegne værker. Det holder dog ikke alt sammen i dag og en mere generel relevans er svær at se i de glatte og til tider klichébærende overflader.