Fjerne horisonter og håbefulde skæbner

Som purung valgte den danske fotograf Joakim Eskildsen (f. 1971) at uddanne sig som portrætfotograf hos Rigmor Mydtskov. Senere tog han en mastergrad i fotografi ved Helsinkis Universitet for Kunst og Design. Han er vidt berejst og har rettet sit analoge kamera mod marginaliserede mennesker overalt i verden.

Som regel handler det om mennesker, som lever i pagt med naturen meget langt fra storbyerne. Det er blevet til serier og bøger med motiver fra Sydafrika, Østeuropa og Indien, Portugal, Grækenland, Rusland, Norden – og senest også Cuba og USA. Sidstnævnte serie American Realities, som er blevet til på opdrag af Time Magazine, udkommer om kort tid i bogform på det tyske forlag Steidl.

I de senere år er en ny motivgruppe imidlertid kommet til: Hans egen familie og hans nære omgivelser i den endnu uafsluttede serie Home Works.

Til forskel fra mange andre dokumentarister mærker man tydeligt Eskildsens empati for de mennesker, som han portrætterer. De bliver aldrig objektgjorte, snarere er fotograf og motiv fuldt på omgangshøjde med hinanden. Desuden er hans ikonografi – billedsprog – oplagt medieret via malerkunsten. Hvert fotografi ætser sig således ind i betragterens bevidsthed som et evigt sekund, fanget med stor, billedkunstnerisk træfsikkerhed,  bl.a. fordi mange motiver henter inspiration i andre billeder.

Det maleriske kommer til, når Eskildsen i sin efterbearbejdning af fotografierne intensiverer farverne og lys-mørkekontrasterne. Der synes ofte at udgå en stråleglans fra miljøerne og fra de portrætterede personer, der – uanset hvor lurvede og elendige deres livsomstændigheder er – tilegnes en værdighed og menneskelighed og en overraskende skønhed. Personerne er gennemgående beslægtet med de specifikke steder i verden, hvor de afbildes. Her er de vokset op og her hører de hjemme. Joakim Eskildsen fotografier indfanger håbet for de mest udsatte og hårdest prøvede mennesker i verden.

Stort tilløbsstykke
Kunsten.nu mødte ham til en samtale dagen efter ferniseringen, som var et stort tilløbsstykke.

Her kom også mange fra kunstverdenen, som længe har betragtet ham som deres darling.

Han er en beskeden og meget nærværende mand med nogle følsomme, blå øjne, som synes at se det hele og mere til. Mens vi nyder en chai latte og en croissant i Det kgl. Biblioteks myldrende atrium, fortæller Eskildsen om baggrunden for sin fotokunst.

Du synes på den ene side at være engageret i mennesker, som lever på randen – fattige, katastroferamte mennesker, som lever med forsyningssvigt m.v. På den vis er du en ægte dokumentarist, men på den anden side har du tydeligvis en større indføling eller empati med dem, du skildrer, end man er vant til i moderne fotokunst. Hvad driver dig ud til disse randområder, set med et etnocentrisk blik?

”Jeg har fra begyndelsen været optaget af at portrættere mennesker, som lever i pagt med naturen. Da jeg som ganske ung lige var begyndt at fotografere, tog jeg billeder af min svenskfødte mormor, som boede i en lille by. Hun og hendes naboer var hverken fattige eller rige, men de levede i, hvad jeg vil kalde et ægte miljø, som er så godt som forsvundet i dag, hvor alt er gennemrenoveret og tip top istandsat.”

“Dernæst rejste jeg rundt i Norden og opsøgte den samme slags oprindelige miljøer. Det var så smukt at opleve en fisker, som har boet hele sit liv på Svinø på Færøerne. Selvom han har levet i et område, som mange betragter som den yderste udkant, så føler han selv, at han er i verdens centrum. Hans ansigt er vejrbidt og furet og bliver et pejlningspunkt, der samler hele landskabet. Hvilket rigt liv, har denne mand ikke haft? Han er sprællevende og har livgejsten i øjnene. Sådan vil jeg gerne se ud, den dag jeg når hans alder.”

“I Portugal fandt vi en lille fiskerby, som vi dokumenterede i en række fotografier.” (Når Joakim Eskildsen taler i pluralis, er det fordi han rejser og arbejder sammen med digteren Cia Rinne, LB). ”Her levede folk også meget enkelt. De tog ud med båden og fiskede og levede et direkte og meget forståeligt liv. Det taler direkte til min sjæl at opleve disse miljøer, som jeg får lyst til at lære bedre at kende for at forstå dem. Nordisk Ministerråd sendte os så til Sydafrika, hvor vi oplevede en ganske anden verden med Apartheid og mennesker, som lever for meget få midler. Også her søgte jeg ud til landsbyerne, hvor der ikke er nogen elektricitet. Her boede Cia og jeg i tre måneder og fik gode venner. Om de nu var fattige eller ej. Det var slet ikke noget tema. I mange tilfælde opfatter de såkaldt marginaliserede eller mindrebemidlede mennesker slet ikke sig selv som fattige. Fattigdom er noget, som betragteren projicerer over i billederne.”

Længslen efter et simplere liv
Er du en nostalgiker?

”Det er jeg sikkert. Jeg længes efter et simplere liv, for jeg synes, det er synd, at vi skal vokse op i sådan en teknologiseret verden. Ikke at jeg lider af teknologiangst, men det har taget overhånd.”

Hvad er det, du mener, vi har mistet?

”Først og fremmest vores menneskelighed. Og vores ro. Vi bliver så forjagede og fragmenterede som mennesker, og vores koncentration kommer ud af fokus. Vi er ikke i tilstrækkelig grad i kontakt med os selv, og tempoet er løbet fra os. Det er det, jeg forsøger at fortælle. Jeg ville meget gerne selv leve et simplere liv. Jeg tror imidlertid ikke, at livet var bedre i gamle dage. Tværtimod. Men meget er gået tabt, og vi har jo også mistet den naturlige balance og har lagt store dele af kloden øde.”

”Efter Afrika-projektet rejste vi i en periode på næsten syv år rundt til romaerne i Ungarn, Rumænien, Finland, Indien, Frankrig, Grækenland og Rusland og boede sammen med roma-familier. Vi boede minimum fem måneder hvert sted. Det startede med, at jeg i Ungarn mødte en ældre kvindelig roma, en romni, som mindede om min mormor. Livet omkring hende var så skønt og livgivende. Jeg ville gerne være del af det og fik lov til at bo hos hende i fire måneder. Det var hårdt, fordi vi ikke havde noget privatliv. Men også meget lærerigt. Vi stod op ved solopgang og gik i seng ved solnedgang. Midt på dagen var der en lang middagspause. Så trak vi os tilbage sammen med en lille pige, som lærte Cia ungarsk.”

“Fotografierne blev samlet i min fotobog, The Roma Journeys, som udkom i 2007. Det arbejde så Time Magazine langt senere og bestilte et lignende projekt, men realiseret på meget kortere tid i USA. Her oplevede jeg til gengæld mennesker, som savner en ordentlig madkultur. De lever i elendige bygninger eller beboelsesvogne i områder med en meget mangelfuld infrastruktur. Selv om de ikke led under nogen egentlig materiel fattigdom, så var de dybt forarmede som mennesker. ”

Gik du her i fx Jacob Riis’ og Jacob Holdts fodspor?

”Jeg respekterer begge fotografer meget, men mit projekt adskiller sig temmelig meget fra deres. Måske er min tilgang mere eksistentiel end deres.”

Malerkunsten er vigtig
Hvor meget tænker du over kompositionen og motivets æstetiske kvaliteter, når du fotograferer? I mine øjne arbejder du som en fotograferende maler?

”Ja, det er der noget om. Jeg interesserer mig indgående for malerkunst. Jeg er især optaget af Vilhelm Hammershøis interiørmalerier, som i høj grad handler om lys. Men også af Caspar David Friedrichs landskabsskildringer og Pieter Brueghels fremstillinger af figurer i landskaber.  Fynboerne, især Brendekilde, er også interessante ikke at forglemme de russiske realister fra slutningen af det 19. århundrede. Den fotografiske linse er udtænkte af ingeniører, men det menneskelige øje opfatter verden helt anderledes.”

“I et maleri, hvor lyset falder ind gennem et vindue og ned på et papir, er himlen skildret som værende mørkere end papiret, hvilket jo er en umulighed, for i virkelighedens verden vil himlen altid være meget lysere end papiret. Men en maler tænker på, hvordan motivet skal opleves. Den synsmåde har jeg overtaget fra maleriet. Når jeg efterbearbejder mine fotografier, som er halvt analoge, halvt digitale, og scanner filmene, er jeg meget optaget af farverne og lyset/skyggen. Jeg sætter selv yderpunkterne, der i et digitalt kamera allerede er sat. Jeg forsøger at lave fotografier, som mere følger det, jeg tænker og føler, end det, jeg ser. Jeg tager mig den fulde frihed til at arbejde med udtrykket og tonerne, men jeg ændrer aldrig noget ved selve motivet.”    

På den måde følger du de samme regler som en dogmatisk dokumentarist?

”Ja, og jeg kan netop godt lide, at fotografiet repræsenterer noget, der var virkeligt og ægte.”

Gør du heller intet for at arrangere motivet? Fx beder personer om at flytte sig lidt?

Ingen manipulationer
”Jeg kan sagtens finde på at sige, at de skal flytte sig derover, hvor lyset er bedre, eller gruppere sig anderledes. Nogen gange lykkes motivet direkte, andre gange må man lige skubbe lidt til det.”

Kan du altid få folk til at gøre det, du beder dem om?

”Ja. Måske fordi de mærker, at jeg ikke har nogen skumle hensigter og ikke vil udlevere dem. Kun én enkelt gang brød en ældre romni sig ikke af fotografierne af hende. Hun syntes, at hun var blevet for mørk”

Men det handlede måske mere om hendes forfængelighed?

”Ja, men måske også om frygten for at være mørk, hvilket jo desværre anses for at have negative konnotationer og gør livet svært for mange romaer i Europa. Jeg brugte naturligvis ikke billedet.”

Du gik tidligt ud af skolen. Hvad var der i vejen med den?

”Ja, jeg kunne ikke forlige mig med, at skolen i så høj grad var indrettet på at honorere industriens behov. Naturligvis skal vi alle lære at skrive, læse og regne, men livet er meget større, og det måtte jeg så selv finde ud af.”

Hvad er det bedste billede for dig?

”Det er et fotografi, som formidler noget metafysisk. Et billede, som fanger tilværelsen i ét nu. I den forbindelse er jeg meget optaget af at skildre mennesker i deres omgivelser. Ganske vist mente Rigmor Mydtskov, at det var alt for nemt at fotografere landskaber, for ”det er ingen kunst at fotografere et træ. Det bevæger sig jo ikke”, siger Eskildsen med Mydtskovs diktion. ”I begyndelsen dyrkede jeg især landskaber for at vriste mig fri af mit ”ophav”, men i dag holder jeg af at fotografere vidt forskellige mennesker. Jeg føler mig som en skuespiller, som lever mig ind i andre og tager bolig i dem for en stund. Efterhånden som jeg er blevet ældre og har mødt så mange forskellige typer, har jeg udvidet mit repertoire,” smiler Joakim Eskildsen.