Føl dig nu hjemme!

Stanken af uafhængighed
Det er en harsk stank der for tiden leder én op af trapperne til Charlottenborgs udstilling, og den er næsten så uudholdelig at folk flygter fra rummet. Lugten virker fremmed og intimiderende på én og ikke uden grund.

Den stammer fra Kader Attias by, der er bygget op af den Nordafrikanske spise couscous, som nu så småt er ved at krakelere i formerne og varsler et sammenfald.

Det samme gælder det danske gæstfrihedsbegreb, der efter 9/11 har skabt en epidemisk utryghed i befolkningen og fået os til at være mindre åbne over for udenlandske gæster. Men Make Yourself at Home viser, at kunsten er i en priviligeret position til at ændre nogle sociale strukturer – i hvert fald på et mikroplan.

En by i couscous
Fluerne er begyndt at svirre omkring Kader Attias værk og gør det levende. Værket er en komplet rekonstruktion af byen Ghardaia, som er en by i den Algeriske ørken, som franskmændene byggede før i Algeriet fik sin uafhængighed.

Et stort billede med Le Corbusier – arkitekten der grundlagde den moderne arkitekturs vugge – troner i baggrunden. Hans teorier om socialt boligbyggeri prægede en stor del af byggestilen i hele verden.

Men her er byens ensformede struktur krakeleret af materialets begrænsede holbarhed, og inde under facaden kan man se at værket er gået i total forrådnelse. Med Kader Attias fransk-algeriske baggrund kan man se værket som en generobning af sit hjemland.

Øldrikkere som politikere
Kenneth A. Balfelt behandler en inkluderende form for gæstfrihed i værket “genhusning af øldrikkere”. Balfelts værk vender den konservative sociale orden på hovedet, der kun giver taletid til politikere, når snakken falder på Københavns byrum. I forbindelse med det nye metrobyggeri på Vesterbro i København lytter Balfelt til øldrikkerne, som skal have et nyt ‘hjem’, når de bliver fordrevet fra Enghave Plads.

Balfelt tager øldrikkerne med i hele beslutningsprocessen omkring de 144 foreslag til deres nye tilholdssted. Det er et forbandet godt værk, der viser hvordan kunsten kan gribe ind på et socialt og politisk plan og samtidig fungere både underholdende og formidlende i udstillingssammenhæng. I Balfelts video er en spade en spade, og øldrikkerne er ikke lette at gøre tilfredse, og hvorfor skulle de også være det? Og når Balfelt foreslår at genhuse dem i en polstret Ufo, er det altså lidt for sært!

Hvad laver Wooloo på udstillingen?
Wooloos projekt “New Life Copenhagen” fandt sted under klimatopmødet hvor danskerne åbnede deres hjem for aktivister, der manglede et sted at bo.

Wooloos projekt er skabt omkring en god idé og som konceptuelt værk burde det være tilstrækkeligt. Men værket virker ikke som et kunstværk. Som beskuer mangler jeg en opfølgning på de kulturmøder, forventninger og stridigheder, der må have sat sine spor et sted.

På Charlottenborg hænger et stort billede af en moderkage, som formodentlig tilhører den danske kvinde, som fik et barn med sin brasilianske logerende. Billedet hænger nu som et trofæ på et kulturmøde, der har båret frugt. Men kulturmøder finder sted hver dag, og Wooloos projekt kunne lige så godt være et  NGO-projekt, som har løst et praktisk problem: Overnatningsmuligheder.

Værket er bygget op af fugleburer, makuleret papir, mikrofoner og klassiske kolonifigurer, der holdes oppe af en massiv træstruktur. Det er svært at lokalisere lydene. Pascale Tayous værk efterlader mange spørgsmål:

Er det en kulturkritik af ‘hjemmet’? Udfordrer værket kunstbegrebet ved bare at stå der og pippe skønsang uden at ville noget?  Det i sig selv virker ret provokerende. Pascale Tayou tvinger beskueren til at forholde sig sansende og fysisk til værket, og det bliver den tilknytning, der skabes til stedet.

Det rigtige ‘hjem’
Indtrykket fra Tayous værk bliver totalt vendt på hovedet af Olaf Breunings videoværk Home 2, hvor kunstneren rejser til Japan, Ny Guinea og Ghana som en vanvittig opdagelsesrejsende for at få lidt kultur ind under vesten.

Problemet er, at han er et omrejsende postkort og forestillingen om det autentiske kulturmøde styrter ned i hans desperate og banale forsøg på at indoptage ‘den anden’.

Det er et dybt fascinerende og komisk værk, hvor man kan spejle sig selv som turist, og jo mere Breuning forsøger at tilpasse sig de indfødte, jo mere patetisk og fremmedgjort bliver hans projekt. Breunings værk viser menneskets længsel efter det autentiske ‘hjem’, og alt det vi ikke forstår, fordi vi ikke er ‘hjemme’.