Mie Mørkeberg
Den unge danske billedkunstner Mie Mørkeberg arbejder med et vildtvoksende visuelt univers, der på en gang afslører et dedikeret håndværk og en sans for det figurative, men også en trang til at flå virkeligheden og det trygge i stykker.
Med forskellige tegne- og malerteknikker maner Mie Mørkeberg rum frem i sine billeder – både i bogstavelig og overført forstand. De konkrete rum, hun maler, er oftest tomme på den faretruende måde. De emmer af noget ensomt afventende, og tankerne ledes hen på stemningsfortættede skrækfilm af den slags, der får gåsehuden frem ved hjælp af få, ofte underspillede effekter.
I ellers velkendte omgivelser – stuer, balsale, banegårde, køkkener, soveværelser og dukkehuse – lurer ulykkerne og det dæmoniske lige rundt om hjørnet. Og netop derfor er Mørkebergs motiver uhyggelige. Fordi de lurende og uhåndgribelige katastrofer rumler i det, der burde være ufarligt, velkendt og trygt.