Folkelig amatørisme i provinsen og snobbede hovedstadskapitalister

Kunstmessen Kunst for alle er kommet til København (dog efter denne tekst er skrevet) eller som Matthias Hvass Borello kaldte messen i et Facebook-opslag Kunst af Alle. Når man ser på messens hjemmeside er der dog også god grund til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem disse ’alle’ er, som denne kunst skulle være for.

Provinsialisme og professionalisme
Borello problematiserede tiltaget, med udgangspunkt i at messen blev åbnet af kulturminister Bertel Haarder, som tidligere takkede nej til at åbne Copenhagen Art Festival. Borello pegede på at hvis kulturministeren ikke kan kende forskel på denne type kunsttiltag og dem med en høj faglig kvalitet, så har vi et problem. Kommentaren afspejler også et generelt skel, som er i den tilbagevendende debat mellem hovedstadens eksklusive faglighed og en folkelig amatørisme for alle i provinsen. Et skel som Formand for Statens Kunstfond nuancerede i et nyligt debatindlæg. For som Gitte Ørskou pointerede er der både masser af provinsialisme i København, såvel som masser af professionalisme i provinsen.

Udkantspopulisme
Politikens chefredaktør Bo Lidegaard fandt et grundlæggende problem i det han kalder ”udkantspopulisme” da han, samstemmigt med en stor gruppe kunstfaglige, hasalerede mod flytningen af Statens Værksteder for Kunst til Helsingør (læs lederen her). Ifølge Lidegaard er flytningen udtryk for en udkantspopulisme uden et fagligt grundlag.

Meget tyder da også på at udkantspopulismen skal fremstå som en solidaritetshandling med de ’rigtige’ mennesker – dem udenfor København og dem, som ikke er fine på den og dem som er de førnævnte ”Alle”.

Fjernere fra brugerne
At regeringens plan ikke helt hænger sammen er også blevet tydeligt både i forhold til flytningen af Statens Værksteder, så vel som Rådet for Socialt Udsatte. Grundplanen for hele flyttecirkusset hedder ‘Bedre Balance – Statslige Arbejdspladser Tættere på Borgere og Brugere’ og kan findes på Finansministeriets hjemmeside.

Og så er spørgsmålet: Hvordan er det lige at Statens Værksteder kommer tættere på sine brugere ved at flytte til Helsingør og hvordan er det Rådet for Socialt Udsatte kommer nærmere dem, som de skal hjælpe, ved at sidde på Bornholm?

Det eneste svar jeg indtil videre har hørt fra ministrene er, at der er tale om meget få arbejdspladser, som indgår i en større plan. Hvis disse flytninger er så ubetydelige i forhold til de samlede 3900 flytninger, at man ikke gider sætte sig ind i de faglige grunde til at det er en dårlig ide, så burde det heller ikke være så svært bare at lade dem blive, hvor de er.

Det er vanskeligt at forestille sig at flytningen af Statens Værksteder kommer til at koste mindre end et tocifret millionbeløb og hvad kommer der til at ske, når man om nogle år konstaterer, at der er for få, der bruger stedet? Alt andet lige kan det hurtigt blive et argument for at lukke det.

Opgør med fagligheden
Disse flytninger ser ud til at blive groft underfinansieret og efterlader de flyttende institutioner ikke bare med et tab af viden, men også med et økonomisk efterslæb mange år ud i fremtiden.  Trækket er en videreførelse af kulturkampen fra 2001, hvor Fogh-regeringen skulle tage et opgør med ekspertvældet og smagsdommerne under dække af at handle på vegne af ”Alle”.

Strategien er flot da enhver uenighed og krav om faglige argumenter for flytningen kan modsvares med beskyldninger om københavneri og usolidaritet med nærområderne. Samtidig kunne man tænke, at der ikke er nogen der ønsker mere kultur ud i Danmark, end modstanderne af især regeringens største støtteparti. Alt peger jo i retning af, at jo flere kulturpenge der findes i et givent område, jo færre stemmer går til Dansk Folkeparti.

Kunstarbejderen er en amatør
Overordnet set er det en debat der er trukket op mellem et miljø uddannet på kunst og kulturuddannelserne, der kalder på faglighed og kvalitet og en politisk strømning, der kalder på folkelighed og kunstnerisk entreprise. Stemningen fra regeringen lader til at være, at enten skal kunsten være mere folkelig relevant, ellers skal den klare sig selv. Denne stemning kan imidlertid ses som en udhuling af kunstfagligheden, da der samtidig foregår en amatørisering af kunstarbejderen.

Den professionelle kunstner er en kapitalist
En måde at forstå dette forhold mellem folkelighed og faglighed er ved at se på spørgsmålet om kunstnerisk arbejde. På den netop overståede konference Former West i Warsawa gjorde teoretikeren Dr. Angela Dimitrikaki fra Edinburgh College of Art dette forhold klarere.

Ifølge Dimitraki ser man i det nuværende neoliberale politiske klima, at kunstneridentiteten først realiseres, når kunstneren bliver en vellykket kapitalist. Den eneste grund til at der uddannes langt flere kunstnere end markedet kan bære, er fordi der skal opdyrkes et tilpas stort felt af kunstnere, hvorfra der gennem konkurrence, kan udvindes de få, der vil skabe et overskud. (Læs oplægget her)

Kunst støttes altså ikke fordi kunst som sådan er vigtigt, men fordi det kræver en pulje af kunstnere for at skabe konkurrence, der udvinder dem, som giver overskud. Så forklaringen på at vi bliver ved at med at tale om at kunst skal støttes fordi det er vigtigt, uden at det føles som om det reelt bliver lyttet til det, er at kunststøtte i bund og grund ses som en form for venture capitalism.

Kunst-entreprenøren
Arbejderen er en person som sælger sin arbejdskraft – ikke andet. I en neoliberal sammenhæng betyder det også at arbejderen ikke har indflydelse på sin arbejdssituation, men må underlægge sig markedets vilkår. Hvis der er ikke er arbejde til arbejderen er det grundlæggende et markedsspørgsmål – ikke et politisk spørgsmål. Den professionelle kunstner er derimod ikke en arbejder, men en kapitalistisk entreprenør. Hun investerer i sin kunst og sit sociale netværk og udvinder et økonomisk overskud gennem sin investering – ikke sit arbejde (i øvrigt udgør ens sociale netværk heller ikke social kapital før at man kapitaliserer på det).

Dimitraktis peger på, at kunstnerens identitet i et neoliberalt samfund ikke bliver realiseret som kunstarbejder, men som entreprenant kapitalist. Med andre ord er man i denne sammenhæng ikke rigtig kunstner, som kunstarbejder, men kun som kapitalist.

Faglig folkelighed
Måden at modarbejde populisme er ved at bygge bro mellem faglighed og folkelighed. Det burde være en opgave for det nye Institut for Forskning og Tværgående Studier på Det Kongelige Kunsakademi. Ud over at være et samlingspunkt for tværfaglig undervisning er kunstnerisk udviklingsvirksomhed (artistic ressearch) en central del af instituttets formål. I kulturministeriets udredning fremgår det at kunstuddannelserne skal udføre ”eksperimentel udforskning af kunstneriske problemstillinger”.

Det er imidlertid vigtigt at de kunstneriske problemstillinger kommer udover fagfeltet. Ikke mindst nu hvor den kognitive kapitalisme har skubbet kamppladsen for politiske spørgsmål langt ind i vores kroppe og sind. Det er lige så vigtig, som det nogensinde har været, hvis ikke vigtigere, at grundige og kritiske refleksioner skabt for – og med hele vores sanseapparat er en central del af samfundsdebatten.