Forblændet af en falsk penis?

Følelsesfuld formidling
Kataloget indledes med en række tekster, der i en højstemt form formidler Kozyras kunst, tankerne bag den og tolkninger af den. Artiklerne er præget af en tone, der i al sin begejstring er svær at acceptere som reel, først og fremmest i kraft af tillægsordenes overdrev. I sammenhæng med den efterfølgende visuelle formidling af værkserien må man studse over de indledende ordvalg. Værkerne står simpelthen ikke mål med de dybdegående analyser, men er blot kendetegnet ved et outreret persongalleri i farvestrålende kostumer.

Smalt visuelt resumé
Den omfattende værkserie, In art dreams come true, resumeres i form af fotografier, videostills og korte introducerende tekster på katalogets sidste 150 sider. Denne formidling er der for så vidt ikke noget galt med. Der tilbydes en viden om de forskellige settings og om de forskellige performances’ handlingsforløb. Illustrationerne udgør et fyldestgørende resumé af værkerne og et visuelt bombardement af kropslige udskejelser og seksuelle rariteter. Eneste anke ved denne del af kataloget må være det smalle højformat, der absolut ikke yder den visuelle – og for værket væsentlige – del retfærdighed.

Genitalietet
Den ellers ganske udmærkede og neutrale visuelle formidling af værkerne – hvad man end måtte mene om dem – ødelægges desværre af de indledende teksters højtidelige betragtninger af Kozyras genialitet (genitalietet). Forordet af Marek Puchala, leder af BWA Wroclaw galleri for samtidskunst, slår den lovprisende tone for kataloget an. Men mest udtalt bliver det i Dorothea Orlowskis alt for lange essay, "The fate of the animals and the voice of the prima donna". Orlowski beskriver sammenhængen mellem Kozyras liv og hendes produktion alt for wannabe-akademisk, politisk korrekt, patosfyldt og spækket med retoriske spørgsmål. Læsertæerne krummes mere og mere krampagtigt, og efter 20 sider af samme storladne skuffe, har man for alvor problemer med at rette dem ud igen.

Uvæsentligt appendix til en tradition
Katalogets første tekstlige del afsluttes med en kortere artikel af den tyske litteraturprofessor Harald Fricke. Fricke skriver rigtigt nok Kozyra ind i en tradition af queer-theory og gendertrouble-studier. Denne tænkning toppede i midthalvfemserne med den amerikanske filosof og litteraturprofessor Judith Butler som en af de væsentlige teoretiske stemmer. Trods Frickes kringlede behandling af Kozyras spil med kønsroller lyder det i sidste ende ikke, som om Kozyra bidrager med ret meget nyt andet end en falsk penis.