Forensic Architecture – et studie i æstetisk efterforskning

Forensic Architecture er en virkelig interessant og næsten uvirkelig forsknings-enhed, der siden 2010 hårdnakket og ekstremt møjsommeligt har insisteret på, at sandheden findes og kan tilnærmes, hvis kunstarterne arbejder sammen og på tværs af praksisser, medier, modeller og data. Den aktuelle udstilling på Louisiana, Forensic Architecture – Vidner er en markant understregning af dette, og et studie i formidling, som de fleste kan lære af.

Sandheden er værnet mod uretfærdigheden. Og sandheden kan findes, hvis man ved, hvem man skal spørge, hvad man skal kigge efter, hvor man skal kigge, og hvordan man skal behandle de data, man finder. Open Source Intelligence handler om at gøre noget offentligt, som i princippet allerede er det, men mangler bearbejdning, kritisk granskning, proces og en mulig form?

Vidner, Forensic Architecture’s største udstilling til dato herhjemme, er et effektivt dyk ned i forskningsenhedens arbejde og metoder, hvor tværdisciplinaritet er helt centralt. ‘Forensic’ kan oversættes til ‘retsteknisk’, og ‘vidner’ skal i udstillingen forstås på en radikal ny måde, da hele grundlaget for Forensic Architecture kommer ud af et moment i tiden (2010), hvor adgangen til og ophobningerne af data fra internet, overvågningsteknologi og mobile enheder ændrede virkeligheden og genkaldelsen af den.

Et kunstnerisk og taktisk felt

Ursula Biemann, Rimini Protokoll, The Yes Men, The Otolith Group, Critical Art Ensemble, Richard Mosse, Laura Poitras, kunne være kunstneriske markører inden for en kunstnerisk genre, der har haft flere benævnelser siden 1990’erne, men som kunne samles under en tematisk hat med tre kendetegn:

1) Tværdisciplinær forskning og efterforskning ligger til grund for den kunstneriske praksis.
2) Nye og anderledes (såkaldte taktiske) anvendelser af data, teknologi og medier er et centralt redskab.
3) Der udvikles indsigter og modeller for problematikker, som præger samfundets strukturelle ulighed.

Open source teknologier og data er vigtige bestanddele, men der udvikles også egne (DIY) metoder til at anvende disse elementer i nye – og forhåbentlig mere nuancerede – skildringer og modeller. Der er typisk tale om en form for indigneret forskning, der tager emner og problematikker op, som rammer udsatte områder eller grupper – og særligt dem, der bliver ofre i verdens og samfundets magtkampe, økonomi, kriser og konflikter.

Dette er emnerne og forbrydelser vi møder i udstillingen på Louisiana. Den taktiske metode og den anvendte teknologi retter fokusset mod ordet ‘vidne’. For hvad er eller kan være et vidne, hvilke materialer kan lagre og formidle erindring?

Efterforsknings-æstetik

Eyal Weizman, grundlæggeren af Forensic Architecture forklarer deres ‘efterforsknings-æstetik’ således: “Investigative Aesthetics is, in part, a process of collectively assembling accounts from images and media. It involves tuning into and interpreting weak signals and noticing unintentional evidence registered in visual, audio or data files or in the material composition of our environment. It also refers to the use of aesthetic sensibilities in assembling cases, in editing material into effective film, videos or installations. In these constructions, each found element is not a piece of evidence in itself, but rather an entry point to finding connections with others, a part of heterogeneous assemblage that allows for navigation across and the weaving together of disparate elements.”

Med Forensic Architecture er det i dette tilfælde flygtningen, der drukner i Middelhavet. Palæstinenseren, der dør i mødet med Israelsk politi i de israelske bosættelser. Den columbianske bonde over for kapitalens kolonialisering og konkret Chiquitas banan-imperium. Krigsfangen, der bliver udsat for tortur. Demonstranter udsat for giftig tåregas. Hadkriminalitet rettet mod minoriteter. Vigtig natur eller kultur, der udnyttes eller udslettes i komplekse magtspil om territorier….

Dette er emnerne og forbrydelserne, vi møder i udstillingen på Louisiana. Den taktiske metode og den anvendte teknologi retter fokusset mod ordet ‘vidne’. For hvad er eller kan være et vidne?

Vidner og rekonstruktioner

Det er her, udstillingen har sin transformerende kraft af vores måde at betragte verden og det givne på. ‘Vidner’ findes mange steder, og vi skal med denne udstilling inkludere krusninger på vandet, tiden, ammunition, vindretningen, blades farve og form, hukommelsens traumatiske bivirkninger og meget andet i det begreb. Og for at kunne anvende så flygtige elementer som egentlige retstekniske vidner, må der foregå en helt særlig form for data-indsamling og -behandling.

Det er HER, det sker, og Forensic Architecture udfolder sig som et nærmest utopisk foretagende, hvor fagligheder, redskaber og kunstneriske tilgange mødes i multi-screen analyser, hvor observationer (både mundtlige og digitale) optagelser og data fra overvågning, satellitter, mobiltelefoner, medier, you name it, tidsforløb, meteorologi, sammensættes i møjsommelige og ekstremt gennemarbejdede rekonstruktioner, der ofte bygges op i flerskærms-formidlingsformater, digitale 3D eller VR modeller, eller simpelthen 1:1 rekonstruktioner af de specifikke rum for forbrydelsen.

I udstillingen oplever man Forensic Architectures arbejde i to afdelinger: Indgangen til udstillingen, der fungerer som en stor fælles landingsplads, hvor vi introduceres til deres termer; ‘vidner, hukommelsen og rekonstruktioner’, som er helt centrale for Forensic Architectures arbejde, samtidig med at vi introduceres til en række af de udstillede projekters centrale fortællinger om forbrydelser, som organisationen forsøger at stykke bevismateriale sammen om.

Det er dette bevismateriale og dets tilblivelse, der udgør værkerne i resten af udstillingen i kælderen på Louisiana, og det er dette bevismateriale, som organisationen konstant udarbejder til at støtte op om politiske organisationer og NGO’ers arbejde for retfærdighed rundt omkring i verden.

Djævlen i detaljen

I den anden afdeling, går vi fra projekt til projekt, flere af dem samlet i sektioner med titlerne: knogler, pixels, sprækker, skyer, algoritmer, blade, kølvand og rejsendes vidnesbyrd.

Projekterne vender tilbage til gerningssteder, der spænder fra masseindustriens indtog i Sydamerika i 1980’erne, over de langvarige konflikter i Israel-Palæstina, flygtningestrømmene over Middelhavet til højaktuelle bombninger i ukraine. De super effektivt formidlede projekter får på kort tid og plads ført os helt ind i kernen af sagerne, deres konflikt, bevismateriale, data, udsagn og ikke mindst mangler – hullerne som Forensic Architecture sætter sig for at udfylde.

Vi kan stå, sætte os, bladre, nærstudere, lytte og studere gruppens tilgang, redskaber og proces, og det er ganske enkelt virkelig interessant og til tider decideret mindblowing, hvad de formår at genkalde, og ja bevise.

Også fordi sandheden ofte ender med at ligge i en detalje, som kun den møjsommelige rekonstruktion og sensible kritiske analyse vil kunne genkalde: Kølvandets krusninger, der afslører strømmens retning og fart i Middelhavet og dermed korrigerer sandheden om EU’s ansvarsforflygtigelse under en fatal redningsaktion.

En rystende mobiloptagelse, 3D-analyse og ballistisk model, der skaber et detonations-centrum for et drone-angreb i Waziristan (på grænsen til Afghanistan), hvor de tomme områder i boligens vægge aftegner konturerne af kroppe, som CIA ikke vil bekræfte eksistensen af.

Rumlig praksis og vidnesbyrd

Særlig stærkt står de to 1:1 rekonstruktioner i udstillingen, der ikke bare samler ‘vidneudsagn’, men gør det med en sanselig kraft, der både illustrerer kompleksiteten og volden i et effektfuldt installatorisk greb.

Den første er rekonstruktionen fra det omtalte droneangreb i Waziristan i 2012, som også blev vist på Venedig Biennalen for arkitektur i 2016. Den anden 1:1 rekonstruktion er fra Forensic Architecture’s arbejde med at kreere bevismateriale i forbindelse med et nynazistisk serie-drab på Halit Yosgat i Kassel i 2006, hvor en tysk efterretnings-officer Andreas Temme var til stede, men benægter at have været vidne til hændelsen.

Installationen, der tidligere har været udstillet i Haus der Kulturen der Welt i Berlin, betragtes ovenfra via en stillads-bro, der fører os ind over rekonstruktionen af internetcafeen, gerningsstedet, hvorfra vi kan følge sammensætningen af de mange vidneudsagn, overvågningsfiler, og hele rekonstruktionen af den tidslinje, der ender med at kunne afgøre om Temme var vidne til mordet, hvilket dette bevismateriale understreger, at han næppe kan have undgået at være.

Et exceptionelt studie i Forensic Architecture’s rumlige praksis og arbejde med stedsspecifikke vidnesbyrd.

At gøre efterforskning offentlig

Formidling er et andet centralt begreb her, fordi bevisførelsen, som det i sidste ende er, har en meget vigtig modtager, nemlig offentligheden (inklusiv offentlige myndigheder), for at kunne få reel betydning. Formidlingen rummer praktisk talt organisationens etik.

Hvis Forensic Architecture ikke formåede at formidle deres efterforskning og resultater, så ville det ingen magt have eller udfordre de etablerede fortællinger. Jo bedre og bredere der formidles, jo mere effekt, og dermed retfærdighed til de mennesker, der står som ofre for forbrydelserne. På den måde er etikken vævet helt ind i den kunstneriske praksis som målestok, fra intention, gennem proces, til form og dens formidling.

Forsimplende kassetænkning

Man kan skrive en bog om, hvor ærgerligt det er, at Louisiana præsenterer Forensic Architecture som en del af deres udstillingsserie Arkitekturens Værksteder, og hvor forfriskende det ville have været, at lige netop sådan en udstilling hørte under det generelle udstillingsprogram på museet. Problemet sniger videre ind i kurateringens formuleringer omkring udstillingen, der gentagende gange insisterer på, at Forensic Architecture anvender arkitekturens praksisser uden at ligestille alle de andre praksisser, der mødes i organisationen og dens selvforståelse.

Her er en formulering fra Forensic Architecture’s tidligere udstilling i Ramallah i 2020, Assembled Practices: “Assembled Practices outlines various counter-forensic methodologies mobilised by the agency in their efforts to socialise evidence collection. The investigations presented here speak to our methodologies, revealing the assembled techniques and diffused networks of relations that shape our political, intellectual, and artistic practice.”

Den forståelse af Forensic Architecture som et diffust kontor mellem kunstarterne, ville være virkelig velgørende og i tråd med bevægelser og tendenser i samtidskunsten, hvor hybriditeten er normen. Den forståelse er Louisiana måske ikke helt klar til at omfavne helhjertet, og det er desværre forsimplende for oplevelsen.

Når DET er sagt, så er Forensic Architecture – Vidner et sjældent og mesterligt stykke udstillings- og formidlingsarbejde, der understreger den iver og motivation, der driver organisationens usammenlignelige kamp for retfærdighed rundt omkring i verden.