Forført af almindelighed

At se det store i det små
Det er hverdagens velkendte objekter og tilværelsens prototypiske banalitet, der danner udgangspunkt for Tomiceks fotografiske univers.
Med ønsket om at fremstille normaliteten på en ny og underfundig måde indlejrer hans billeder dagliglivets genstande og begivenheder i et fremmed lys:

“Intentionen er at afsløre det unikke i det banale motiv”, forklarer Timotheus Tomicek. “Jeg er ikke interesseret i at vise hverken exceptionelle eller sjældne attraktioner, men derimod i at finde de små, undselige ‘knæk’ i det almindelige”.

“I mine værker gør jeg plads til de ting, som ikke er i virkeligheden, men som man må lade fantasien finde. Fotografiet skal muliggøre en personlig association”.

Og at se på nye måder
Med en næsten perfektionistisk tilgang og en elegant minimalisme ønsker Tomicek at forstyrre blikkets rutiner:

“Jeg tror på, at alt, som findes, peger frem mod noget, som allerede er oplevet. Selvom vi måske ikke har set det før, så minder det alligevel om noget kendt. Dette frembringer associationen”.

“Nogle gange oplever man, at gængse objekter og situationer forandrer sig. Pludselig ser man noget andet, end man plejer.
Et ord kan lyde helt forkert, når det bliver gentaget, og på samme måde kan en lampe ændre identitet efter lang tids observation. Det er denne form for forstyrrelse, jeg gerne vil give plads til”.

Man bør navngive med omhu
Denne ambition bygger på et grundlæggende ønske om, at kunsten skal sige mere om den der ser på værket end om noget andet.

“Mine billeder skal gerne sige mere om dig end om mig. Grundlæggende er der ingen rigtig måde at betragte mine fotografier på.
Det er også det, der ligger til grund for min brug af værkernes titler, som udpeger en retning. Måske er de det eneste redskab til at fremlægge mine tanker”.

“Men man skal passe på med at navngive. Der er altid risiko for, at jeg vælger den forkerte titel. Især for andre.
Nogle gange tvinger en titel beskueren til at se noget andet, end det, de ville eller burde. Titler kan både udvide, men rummer også altid en fare til at indskrænke værket”.

Det man ser er ikke altid sandheden
Derfor frasorterer Tomicek også altid de fotografier, som kun går i én retning. Der skal altid figurere mere end bare et enkelt budskab i et billede. Det skal være kontroversielt for at virke, og det skal give plads for det personlige tankespind.

“Ved at afbilde virkelighedens små situationer vækker man muligheden for at forskubbe balancen mellem det sande og virkelige. Når fotografier forsøger at vise realiteten på en objektiv måde, så lyver de for os. For vi ved, at der altid er tale om subjektive perspektiver”.

“Jeg vil gerne forsøge at vende op og ned på vores forventninger om, hvad der er sandt i et billede. For eksempel kan jeg godt lide de situationer, som ser falske og opstillede ud, men som reelt er helt naturlige uden at være iscenesat.”

Den uhyggelige almindelighed
Det er på denne grænse mellem kunstigt og naturligt, Tomicek placerer sine billeder. Og netop ved at lade det simple og umiddelbare danne baggrund for motiverne, kan han lege med forskydninger af det almindelige i en grad, hvor hverdagens velkendte rutiner synes fremmede og ikke længere ligner sig selv.

Spørgsmålet om, hvornår det almindelige bliver almindeligt i en grad, så det vækker gru, optager kunstneren og får ham til at afslutte sine refleksioner med følgende ord:

“Dét, som ligger lige for, er truende nok i sig selv. Derfor vil jeg heller ikke fotografere det, som er svært at finde”.

“En mand, som går rundt på gaden med en mango på sit hoved kan godt være interessant, men han er for oplagt. For mig at se har den tilsyneladende banalitet nok attraktion i sig selv. Den behøves ingen pynt.”