Forgængelighedens terræn

Det er helt konkret i terrænet omkring Århus, at Camilla Rasborg de sidste halvandet år har fundet og indsamlet objekter. Objekter, der engang havde en funktion, men nu er blevet så tilpas invaliderede, at de nærmere kan betegnes som skrot eller skrald.

En potteplante, der ikke overlevede udelivet en vinter, et cykelhjul, der er blevet adskilt fra stellet og fragmenter af en rød bobslæde er blot nogle af de kuriositeter, der illustrerer den forgængelighed og skrøbelighed og de overgange, som både eksisterer blandt ting og mennesker.

Men udover at repræsentere et geografiske område, dækker udstillingstitlen også over et mere abstrakt aspekt:

”Terræn er også et mentalt rum. Jeg har intuitivt fundet objekter, der har sagt mig noget. De har fået mig til at standse op og vende tilbage, når jeg er gået forbi dem. Eksempelvis håndtaget fra en paraply, der er blevet smidt på gaden, fordi den ikke har sin funktion mere,” forklarer Rasborg og fortsætter:

”Det er ting, der burde være kasseret, og jeg kan godt lide at bruge dem. For selvom det er meget banalt, kan det sige noget om det, der ikke er så effektivt, men som alligevel tiltaler os som mennesker – vi kan spejle os i det. Det interesserer mig, at de har haft en funktion inden, og de har en historie med. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg optager tingene igen og laver nyt ud af dem.

Jeg bruger disse ting, fordi de er meget konkrete, men samtidigt kan skabe nogle associationer og stemninger. Derudover synes jeg også, at det som billedkunstner er interessant, hvordan jeg kan slippe taget i, hvad jeg har med at gøre. Jeg har ikke planlagt eller organiseret indsamlingerne – alt er blevet fundet helt ad hoc,” forklarer Camilla Rasborg, som også selv har været tingfinderen bag de rammer, værkerne hænger i. De fleste er fundet på gaden efter at være sat ud til storskrald.

Den skræmmende usikkerhed
Rasborg understreger dog at på trods af genanvendelsen af de ellers kasserede objekter, er der ikke tale om et genbrugsprojekt.

”Det, der interesserer mig, er de menneskelige aspekter. At disse objekter kan sige noget om den skrøbelighed og forgængelighed, der også gælder for mennesker.

De her ting er i bevægelse og de er ikke faste i form af deres funktion. Det synes jeg selv er både skræmmende og fascinerende, og jeg bruger selv den usikkerhed. Den tilfældighed, der er i, hvornår jeg finder objekterne. Det er den usikkerhed, der sætter agendaen for, hvordan jeg arbejder og det, der ansporer mig til at lave værker” siger Rasborg.

Mørklægning i 3D
Tre af værkerne på udstillingen er mørklægningsgardinerne, der engang var sorte, men nu har hvide skjolder efter solens stråler. Nu hænger de udstrakt i en ramme, men inden de kom bag glas, hang de hjemme hos Camilla Rasborg.  Det var i forbindelse med en nylig flytning fra Århus til København, at de blev taget ned, så for Camilla Rasborg repræsenterer de en helt konkret overgang.

”Det ligger i titlen, at det er mørklægningsgardiner, som man bruger til at skærme mod sol eller folk, der kigger ind eller noget tredje. De har skabt et rum, hvor der er foregået noget, man ikke ved, hvad er. Men udover helt konkret at være mørklægningsgardiner, så er de nu blevet til billeder, der er helt flade.

Man skal lige kigge efter en ekstra gang for at se, at det overhovedet er stof, og de har de der aftegninger, som flyder over hinanden og danner nogle rum, så det ser meget tredimensionelt ud. Der er skabt et udefinerbart, sort rum,” siger Camilla Rasborg.

Fra skrot til kuriositet
Også i udstillingens kollager optræder udefinerbare, sorte rum. Forskellen er dog, at de her er skabt af Rasborg selv.

Rent teknisk er værkerne ikke blevet til via fotografering, som man ellers kunne fristes til at tro, og som Rasborg tidligere har praktiseret. Derimod er alle objekter blevet scannet ind på en scanner uden låg, hvilket har medført den sorte baggrund på alle værker.

”I og med at scanneren affotograferer den side, der ligger på glaspladen, som man ikke ser, kan man ikke stille det op og kontrollere det på samme måde som, hvis objektet blev fotograferet”, siger Camilla Rasborg.

Dog er kunstneren efterfølgende selv gået ind og har behandlet eksempelvis billedet af det rustne udstødningsrør – netop for at skabe en modsætning til tilfældigheden i, hvordan objektet er fundet og affotograferet:

”Jeg har klippet billedet op, og sat det sammen igen, så det er blevet abstrakt. Det er stadig rustent og har en metallisk karakter, men det er mere en kuriositet end et stykke udstødningsrør. Når jeg skærer i billedet og lysner det bestemte steder, er det mig, der ’ordner’ noget og gør det mere fast.

Jeg kan ikke styre, hvilke associationer andre mennesker får, men for mig viser mine værker, at tingene er forgængelige. Det er den forgængelighed, jeg bremser og sætter fokus på”, siger Camilla Rasborg.