Formidabel relationel billedstorm

Louisiana har gjort et scoop i den nye udstilling med maleren Cecily Brown. Where, When, How Often and with Whom fungerer som et led i Louisianas serie af udstillinger med samtidsmalerkunst, som tidligere har talt Peter Doig, Daniel Richter og Tal R. Dette er den bedste hidtil.

Cecily Brown (f. 1969) er født i England, men har boet i New York i over tyve år, og i udstillingen får vi et overblik over hendes produktion siden da. Dog ikke som en retrospektiv udstilling – jeg opfatter den nærmere som en rejse — en rejse man gradvist forføres af.

Ruten bugter sig gennem rum af meget varierende størrelser og forskelligartet belysning, hvilket har en fantastisk effekt. Det er velproportioneret i den forstand, at værkerne kommer til deres ret og til live, uanset om vi har at gøre med et gigantisk maleri eller en lille tegning.

Pirrende varsling

Nysgerrigheden vækkes med det samme. Ved udstillingens start kan det 10 meter lange maleri, der har lagt navn til udstillingen, anes gennem glas-skillevæggen. Vi får ikke lov til at komme tæt på og inspicere det i første omgang, men vi får et glimt om, hvad der foregår, og hvad vi har i vente.

Alt godt kommer som sagt til den, som venter. Og det er meget sigende for rejsen foran os, da hvert rum formår at give blod på tanden på en ny måde.

Malerierne er ekspressive, og ved første øjekast kan de forekomme totalt abstrakte, men ved nærmere granskning træder figurer frem. Brown har fundet en balance, som afkræver tid af beskueren. Mens man kigger på billederne, fremtoner der langsomt former, antydninger, motiver, mening.

Vi finder både voldsomhed og ro i ét og samme værk, ligesom der i musik er spænding og forløsning. Brown er farverig, men ikke lalleglad. Harmonien indfinder sig aldrig fuldstændig i hendes billeder — dramaet har ingen konklusion: Der er stadig flux på trods af, at malingen er stivnet for længst.

Værkerne nægter at lade sig tæmme — og det er jo en styrke for kunsten. Den skal være lidt umedgørlig, for det tvetydige, det uafklarede, giver plads til betragterens subjektivitet, vore associationer.

Åbenhed om inspiration

Alle billedkunstnere er påvirkede af andre billeder, men det er sjældent, man som beskuer får et indblik i, hvad det præcist er for nogle billeder, som har rørt noget ved kunstneren. Cecily Brown har et eklektisk arkiv af visuel kultur, som siver ind i hendes malerier og tegninger; fra barokkens mestre over pornografi og pladecovers til samtidens pressefotos af rødglødende politiske kontroverser.

I udstillingens sidste rum, hvor også højdepunktet befinder sig — den store triptykon Where, When, How Often and with Whom (2017), som vi tidligere kunne ane gennem glasruden — får vi konkret indsigt i hendes inspirationskilder. Et enormt bord med et virvar af udklip, plakater, postkort, der er som samlet direkte fra atelierets gulv, virker ikke så kaotisk, som det ellers isoleret set er, på dette tidspunkt; efter man har været gennem udstillingen, kan man forestille sig nogle af Browns billedstudier.

Efter min mening er det væsentligt, at man har udskudt denne behind the scenes til at indgå som det sidste i udstillingen, for ellers kan man måske ende med kun at se de referencer, som er forklaret for én. Cecily Brown er meget åben om sine inspirationer, så det er vigtigt, at man afholder denne “scrapbog” fra at fungere som rettenøgle for oplevelsen. En ubestemmelighed, en tvivl, er vigtig at bevare, og det formår man på denne måde.

Mennesker imellem

Helt formløst er det jo dog ikke. Gennemgående er det tydeligt, at Brown er optaget af, hvordan vi som mennesker interagerer med hinanden, hvordan vi forholder vi os til hinanden, hvordan tilpasser vi os hinanden. I en meget kropslig forstand skildres intense scenarier, turbulente situationer, der opstår, når mennesker omgås. Som bekendt er det ikke altid fryd og gammen, når vore veje krydses.

Der er afgjort en politisk dimension i Browns værker, og som det er typisk for kunst, handler det ikke om at give det rigtige svar, men at stille det rigtige spørgsmål. I udstillingens titel Where, When, How Often and with Whom (der værd at bemærke ikke har spørgsmålstegn efter sig) handler disse punkter om at være i relation til noget. Men hvad relationen faktisk består i, er uvist, og således får dette hul i plottet egentlig mere opmærksomhed.

Vi tilskyndes til en refleksion over selve relationen, den fysiske relation, hvori sex og kamp må siges at være de ultimative manifestationer.

Maleriet Handsome Stranger (2010) inkorporerer med sit hvirvlende kaos en energisk kombination af de to ekstreme situationer i mine øjne. Selvom vi forbinder dem med komplet forskellige følelser, har de flere fællesnævnere og til tider overlap. ‘I krig og kærlighed gælder alle kneb’, som man siger (med stærk tyrannisk bismag). Medmenneskelighed og mangel på samme; magt, magtmisbrug, og hvor går egentlig grænsen?

Et af motiverne, som går igen i Browns oeuvre, er baseret på et fotografi fra 2016, hvor fire politibetjente på en strand i Nice beordrer en muslimsk kvinde til at smide sin burkini (en badedragt der respekterer islams regler for ydmyg påklædning). Denne episode har selvfølgelig været vidt debatteret, men som element i Browns værker får den en fornyet indgangsvinkel.

Klarest ser vi den i tegningen Untitled (Bather with Cops) (2017), men den finder også sin (omend lidt mere slørede) vej ind i førnævnte Where, When, How Often and with Whom (2017). Motivet åbner for samtalen om, hvornår man må begå ufrihed i frihedens navn. Som filosoffen Karl Popper paradoksalt konkluderede i midten af forrige århundrede, fører ubegrænset tolerance til tolerancens undergang. Hvem der er de intolerante, og hvor det rette toleranceniveau ligger, kan man diskutere i det uendelige. Ligesom titlen ikke er en række spørgsmål, får vi heller ingen svar.

Nyt liv i maleriet

Det uforløste er en hovedingrediens, og Browns malerier har en fornemmelse af at være i en tilstand af konstant tilblivelse. De er ustabile, i bevægelse ligefrem — man kan nærmest mærke gestikulationen.

Selvom man kan identificere flere stilistiske åndsfælder som Francis Bacon og Willem de Kooning, har man ikke følelsen af håbefuld/håbløs tilstræbelse; hun higer ikke efter at være dem. Hun er sin egen. Og det er dét, som er værd at bide mærke i: Udtrykket er friskt. Det er ikke popkunstens kollager, abstrakt ekspressionisme eller stilmæssigt i én tradition. Hun har faktisk fået noget nyt ud af maleriet, ud af dette omstridte medie.

Billederne føles levende, hvilket måske også har at gøre med, at vi står over for en nulevende kunstner, hvor hendes oeuvre ikke har bundfældet sig endnu. Og så skader det ikke, at kurateringen kompletterer værkerne forbilledligt ved at tilpasse rummenes stemninger og størrelser til malerier og tegninger, for derved at bevare en nærhed, en intimitet, som har potentiale til opsluge beskueren på hele rejsen.