Formidlet flygtighed

Af
3. juni 2008

Kunstnergruppen artillery yder deres flygtige værker retfærdighed i ny publikation.

Udsnit af hæftets forside.

Kunstnergruppen artillery yder deres flygtige værker retfærdighed i ny publikation.

Af
3. juni 2008

Iøjnefaldende collage
Kunstnergruppen artillery, bestående af Trine Rytter Andersen, Tina Lynge og Grete Aagaard, har afsluttet otte års samarbejde med at udgive et resumé af udvalgte værker i hæfteform. Det vældig interessante og opsigtsvækkende idégrundlag kombineret med grafisk og fotografisk tæft har skabt en farverig og iøjnefaldende collage. Udgivelsen fremstår i sidste ende gedigen og vellykket, men også problematisk i kraft af de problemer, der ligger i at indfange og bevare flygtige former for kunst for eftertiden.

Fra værket
Fra værket Foto: artillery

Sympatiske projekter
Gruppens projekter er enormt sympatiske og må kunne røre selv den mest hårdkogte pessimist. Når gruppen planter 800 krokusløg på et fællesareal i efteråret i en århusiansk ghetto, så de spæde forårsspirer måneder senere vokser op og udsender socialt samlende budskaber. Når de opfordrer parcelhusejere til at klippe kighuller ind til naboen i det liguster-lineære koordinatsystem. Og når de tilskynder til opmærksomhed og omtanke i det offentlige rum ved hjælp af busbilletter med budskaber og blomsterbuket-stafetter mellem fremmede. Gruppen opererer helt og aldeles i en social kontekst og er afhængig af folks respons og medvirken.De griber ind i det daglige liv, og værkerne får deres eget liv hinsides kunstnernes kontrol i det øjeblik, de sendes afsted.

Blomsterbuketter som tilskyndelse til at komme hinanden ved. Foto: artillery
Blomsterbuketter som tilskyndelse til at komme hinanden ved. Foto: artillery
Blomster i omløb på perronen. Foto: artillery
Blomster i omløb på perronen. Foto: artillery

Et ben i begge verdener
Gruppens nye udgivelse, hæftet Come in, let’s talk – together, blander to sprog: På den ene side er det en visuel dokumentation af udvalgte værker fra perioden 1999 til 2007. På den anden side formidler akademiske tekster oplevelsen af værkerne samt af artillerys kunstneriske projekt. Udgivelsen kommer dermed, bevidst eller ubevidst til at pege på det paradoks, der dukker op, når happenings og flygtige kunstformer skal dokumenteres. Værkernes kendetegn og styrke er netop flygtigheden, og dokumentationen kan efterfølgende virke som en bleg afglans af denne styrke.

Vellykket
I dette tilfælde lykkes det dog at lave en velfungerende publikation, hvor teksterne supplerer værkerne godt. Formålet er netop at sætte ord på oplevelsen af værkerne samtidig med, at der bidrages med en indsigt i gruppens idégrundlag, former og processer. Formidlingen er kendetegnet ved ligefrem og letforståelig sprogbrug, der er tro mod tonen i de pågældende værker. Helheden bevares og de to spor bliver gensidigt styrket.


Fakta

Udgivelse

Come in, let's talk - together

Trine Rytter Andersen, Tina Lynge, Grete Aagaard