Fotografiet til debat

Udstillingener sammensat af det schweiziske Musée de l´Elysée i Lausanne, og erresultatet af et mangeårigt samarbejde mellem den schweiziskemuseumsinspektør Daniel Girardin og advokaten Christian Pirker.

De tohar gravet i fotoarkiverne fra hele verden og har udvalgt en lang rækkebilleder, der på hver deres måde sætter fokus på de etiske og retsligedilemmaer, som fotografiet afstedkommer.

Kronologi uden overblik
Udstillingenpå Trapholt er, ligesom det omfattende katalog fra Musée de l’Elysée,uden begrundelse sorteret, så de 80 billeder hænger i kronologiskrækkefølge i udstillingens 5 rum.

Og det viser sig med det samme, atden mangelfulde formidling af udstillingens opbygning får 9 ud af 10 afde besøgende til at gå den ‘forkerte’ vej rundt og – altså uden at væreklar over det – starte med de nyeste billeder først.

Enkronologisk ophængning kan selvfølgelig tjene det formål, at den kanvise en form for udvikling.

På Trapholt er det bare uklart, omudstillingen skal vise, hvordan grænserne for hvilke fotos, derukritisk accepteres, har rykket sig – eller om udviklingen i højeregrad viser sig i måden, hvorpå fotografiet bruges i den bredereoffentlighed. Ingen af delene er åbenlyse…

Gentagelser
Istedet står man med en følelse af, at det ville have lettetoverblikket, hvis de 80 fotografier var blevet grupperet i overordnedetemaer (som bl.a. historieforfalskning, kunst, pornografi ogrettighedstyveri) så de ellers glimrende formidlingstekster, der følgerhvert foto ikke var tvunget til at gentage sig selv, hver eneste gangen tilbagevendende tematik dukker op.

For når man kommer til det femtefoto af en afklædt lille pige, så kan man godt undvære at læse hele ‘er-nøgne-børn-blevet-et-tabu-fordi-vi-er-bange-for-pædofili?’-debattenfor femte gang.

Skræmmende, spændende og flotte værker!
Denuoverskuelige ophængning  gør dog ikke de enkelte fotografier mindreinteressante. Mange af værkerne viser velkendte milepæle, bådehistoriske og kunstneriske, og hvert billede er ledsaget af envelformidlet beskrivelse af de debatter – og som oftest også retssager– som fotografiet har medført.

Etaf de fotografier, der for alvor brænder sig fast i hukommelsen, erbilledet af den 11-årige columbianske pige Omayra Sánchez.

Efter etvulkanudbrud i 1985 blev hun fanget i mudderet, og imensredningsfolkene i tre dage kæmpede for at få de fornødne materialerfrem til at grave hende fri, døde hun til sidst af et hjertestop.

Fotografen Frank Fournier var selv i tvivl om, hvorvidt det var etiskforsvarligt at tage et billede af en døende pige, men ønsket om atformidle naturkatastrofen til resten af verden vandt. Og Fournier vandtWorld Press Photo prisen.

To sider af samme sag
BådeFourniers eget dilemma, og den debat billedet afstedkom i resten afverden er fint beskrevet – og som man tager sig selv i at forstå beggesider af kontroversen, så stirrer man på den afkræftede, men værdigelille pige, og tænker på, hvad hun mon måtte mene om det hele…

Ogdet er netop her udstillingen på Trapholt er rigtig god! For både nårman levende kan sætte sig ind i Fourniers dilemma, og når man syntes,at Mattel (producenterne af Barbie-dukken) skulle se at grave en smuleselvironi frem, så er man hele tiden bevidst om fotografiets enormebetydning for, hvordan vi forholder os til ’virkeligheden’.

Forsom med malerier og andre medier er det ikke ‘billedet’, der fæstnersig, når vi ser på et fotografi – der er i stedet en tendens til, at viser fotografiet som et aftryk af virkeligheden, da det er dét, der varforan kamaraet på det tidspunkt, der blev trykket på knappen, derfæstnede sig.

Ogdet er netop derfor fotografiet (både de manipulerede og de ægte)afstedkommer så mange kontroverser, og det er netop derfor, atfotografierne fra udstillingen på Trapholt brænder sig fast ihukommelsen.