Fra forfald til monument

Udkantsdanmark og inspirationskilder
´Danmarks baghave´, ´den rådne banan´ eller med en lidt pænere betegnelse: ´udkants­danmark´ er et gennemgående tema i udstillingen Marginale Monumenter.

Thomas Wolsing flyttede nemlig med sin familie til Udkantsdanmark for 5 år siden, og er blandt andet inspireret af den amerikanske landskabskunstner Robert Smithson.

Smithson var meget optaget af begrebet “terrain vague”, der skal forstås som et ´wasteland´ – dér hvor civilisation og teknologi møder natur.

Men oversat i Wolsings kontekst bliver det noget andet: Motivernes forfaldne huse refererer snarere til et ´mentalt wasteland´.

Socialt armod er tit forbundet med de billigste boliger og dermed de ringeste levevilkår. Her er vi på sammenbruddets rand – ikke nødvendigvis i en voldsomt dramatisk form, men i et stille, snigende sammenbrud.

Fotografi og broderi
Thomas Wolsing bruger mange forskellige medier i sit kunstneriske virke: Maleri, skulptur, installation og nu også broderi.

“Jeg gør en dyd ud af at bruge så mange forskellige medier som muligt”, fortæller han. “Ideen om et kunstnerisk fingeraftryk i form af én bestemt ´penselskrift´ giver mig myrekryb. Hos mig er den bagvedliggende idé eller sammenstilling min ´penselskrift´.

“Derudover er en af samtidskunstens – og avantgardens – store og centrale strategier hele tiden at søge nye veje og finde andre medier at ´kravle ind i’, fortsætter Wolsing.

“Stramajbroderi er nok et af de medier, der kommer længst væk fra kunst – altså finkultur såsom maleri og skulptur – fordi det er kitschet, grimt, og fordi det traditionelt er idylliserende”.

Wolsing peger desuden på, at det menneskelige, tidslige element, der er bundet i broderistingene også er spændende – kontra det tidslige element i forfaldet.

Stramajbillederne rekontstruerer møjsommeligt et forfaldent element, og værkerne ligger og veksler mellem at “smuldre” og “opbygge”.

Genbo
“Skulpturen Genbo er opstået direkte ud fra den gamle købmandsgård, som lå lige over for det hus jeg nu bor i”, forklarer kunstneren.

“Under nedrivningen af denne tog jeg en række fotos af den forrevne facade og fik syet den i stramaj. Herefter lavede jeg en blød, stiliseret 3-dimensionel, skulpturel version af huset”.

På den måde hænger kunst og liv sammen og bliver en slags skulpturel dokumentation fra kunstneres egn.

Det er afgørende for Wolsings projekt, at han ikke selv broderer. Han har fundet frem til nogle kvinder, der arbejder med mediet, men som var blevet trætte af de samme gamle motiver. Det er sidenhen blevet til et samarbejde af gensidig afhængighed.

“Vi har brug for at lave de billeder”, siger Wolsing.

korridorinstallationen

Kunstneren har også skabt en stor installation til udstillingen. Den er formet som en lang gang, hvor væggene er tapetseret med to otte meter sorthvide fotografiske collager af forskellige interiører.

” Her har jeg valgt en række forskellige små udsnit eller detaljer i rummene, som så er blevet broderet, indrammet og hængt tilbage, hvor de passer: En gammel kødhakker, en toiletrulle, noget efeuslyngplante, som er kravlet ind gennem vindueskarmen og så videre”, beretter han.

“På væggene har jeg hængt gamle stueure med penduler op, som tikker. Herved bliver det tidslige element en slags guideline, sammenholdt med de enkelte sting, der broderes for at genoplive stuerne”.

“Det mest “friske” og nærværende i installationen bliver urenes tikken og den gamle stramajteknik”, forklarer Wolsing.

Fortid, nutid, fremtid
De broderede værker taler både til fortid og fremtid. Materialevalget trækker spor tilbage til vores bedsteforældres generation, mens motiverne taler til vores nutid og måske vores fremtid.

Thomas Wolsing vil gerne være med til at vække debatten om Udkantsdanmarks fremtid.

“Jeg bor selv i Udkantsdanmark i en lille landsby i Thy. Udviklingen er her som mange steder jo desværre gået i den forkerte retning. De små samfund opløses, fordi virksomhederne og folk generelt hellere vil flytte til byerne”.

Thomas Wolsing ophøjer de faldefærdige bygninger til monumenter over en tid og en mentalitet, og opfatter selv sine værker som en slags ´ironisk socialrealisme´.

Han håber, at publikum vil opleve udstillingen og værkerne med et smil på læben – såvel som i alvor!