Fra gaden til Roskilde Festival

”DREAMING OF CHANGE AND GREAT ADVENTURE!” råber den 92 meterlange tribunevæg ud mod mig, da jeg skråer hen over plænen foran Orange Scene. Oppepå tribunen, i den bagende sol, er tre fyre i overplettede bukser og med maskerfor mundene i færd med at lægge sidste finish på britiske street artist BenEINEs værk til årets festival.

Ben selv, i skovmandsskjorte og sort filthat (?), er på vej ned til VIP-baren vedden gigantiske scene med en trækvogn fuld af spraycans, hvor han skal læggeskygger på et andet værk.

”We got mad skills!” griner Ben, da jeg spørger, om han kannå det hele inden torsdag morgen. Well, selvtilliden er skruet rigtigt på.

WRITING IN BIGLETTERS
Ben EINEs signatur er netop de store, farverige og grafiske bogstaver, som hanigennem mange år har dekoreret Londons gader og togvogne med. Og inspirationentil hovedværket på tribunen er udsprunget lige dele af Roskilde Festivals fokuspå fattigdom i år og lige dele kunstnerens kærlighed til musikken:

”I en Biggie Smalls sang (Kick in the Door, red.) rapper han’I got more rhymes than great adventure!’ og det har jeg længe gerne villetbruge,” forklarer EINE.

”Og da jeg så den her lange mur, tænkte jeg: Heltsikkert, her skal det bruges. Og i forhold til festivalens fattigdomstema,kom jeg til at tænke på fotografiet af den hjemløse med skiltet ’Keep your coins: Iwant change’. Værket er en fusion af de to.”

Ben EINEs arbejde er en leg med sproget og med de associationer, som vi forbinder med sproget. På en visuel måde, that is. En slags kulturel sampling.

 

Kunstsystemet finansierer gadekunsten
Men Ben EINE er ikke kun på Roskilde Festival i år. Kunstneren er også repræsenteretpå MOCAs store udstilling Art in theStreets, som kører frem til september (besøg museet her), og britiske premiereminister David Cameron fulgte med itimen, da han i sin tid så Barack Obamas valgplakat skabt af gadekunstnerShepard Fairy. Cameron hyrede nemlig Ben EINE til at lave et værk (Twenty First Century City), sompremiereministeren forærede Obama sidste år.

Men er man stadig gadekunstner, når man pludselig rammer udstillingsstederne,bliver hyret til festivaler og kan få store summer for sine værker på auktionerne?

”Jeg maler lærreder, som jeg sælger netop for at kunne lave dét her,”forklarer EINE og rækker ud med armene. “Jeg har brugt mange, mange år på at rejse rundt i Europa og male togvogne og gader, og brugt penge på spraycan’s, så det er rart nu at høste anerkendelsen  og kunne lave sådan noget som det her. Men jeg maler stadig på ulovlige steder, så derfor er jeg vel gadekunstner, og det stopper jeg aldrig med,” griner han afvæbnende.

Større bekymringerend politiet
Men hvor mange andre gadekunstnere, inklusiv Ben EINEs britiske kollega, Banksy, ogdansk gadekunsts kæledægge HuskMitNavn holder fast i anonymiteten netop på grund af det ulovlige i deres arbejde, er Ben EINE komplet ligeglad med anonymiteten.

”Jeg har større ting at bekymre mig om end politiet,” griner han kækt. ”Jeg får jogaderne til at se pænere ud! Og jeg er nået til et stadie med mit arbejde,hvor at hvis jeg maler noget på en husmur, så har jeg højst sandsynligt gjortdet hus mere værd.”

Men er det ikke også et underligt system for en kunstner, derarbejder på gadeplan? At det, som engang ville blive vasket af, pludselig i daghar så stor en værdi?

”Ja, det er jo ret underligt. Da vi alle sammen startede medat male for mange år siden, var vi vandalerne – vi var dem, der chokerede samfundet. Men så længe vi stadig fortsætter med at male budskaber, der hvor de rammer, så er det vel bare sådan.”

En lavkonjunktur forgraffitien?
Mens Ben EINE for et øjeblik lader sin assistent Steph udfylde felterne i deskygger, som han har optegnet på ordene ’BIGGER HIGHER LOUDER FASTER’ i festivalens VIP-bar,snakker vi om graffiti og gadekunstens vilkår i dag. For hvordan står detegentlig til med den?

”Det virker som om, at mange nye unge malere giver lidt for let op,” fortællerBen og uddyber: “Det handler om at være udholdende! Når man maler noget og det dagen efter er blevet spulet væk eller pillet ned, så må man ikke miste modet. Der mangler lidt mere gå-på-mod. Det er også derfor, at sådan et sted som Roskilde Festival kan være med til at vise, hvor inspirerende og flot graffitien og gadekunsten kan være, når den virkelig får lov at udfolde sig.”