Fremtidens museum som totalteater

I Teater Sort/Hvids tværæstetiske værk Museum for fremtiden smelter udstilling og forestilling sammen i en sanselig oplevelse, næret af den frygt for fremtiden, der præger vores tid.

Jeg indrømmer det gerne: Da kustoden står på en smadret bil og peger på mit hoved med en maskinpistol, bliver jeg en lille smule nervøs. Altså, jeg ved jo godt, at hun er en del af udstillingen eller forestillingen, og at maskinpistolen er en attrap. Og jeg får oven i købet at vide i mine hovedtelefoner, at jeg om lidt skal falde død om, “ligesom på en film”. Men jeg er ikke vant til at blive peget på med en maskinpistol, og selv om de fornuftige stemmer i mit hoved dominerer, er der en lille, irrationel stemme der siger: “hvad nu hvis den alligevel er rigtig, hvad hvis jeg skal dø nu.” Hvor den stammer fra, ved jeg ikke, og jeg tror egentlig heller ikke, det er meningen, at jeg skal blive bange, men på trods af alle de kunstige metalag, bliver jeg altså påvirket.

“Tak fordi I vil dø for en sag”, siger det i hovedtelefonerne, mens jeg ligger teatralsk dødsslængt på det bløde gulvtæppe. Men hov, ville jeg det? Jeg gjorde jo bare, som jeg fik besked på. Kustoden, som i denne scene var klimaterrorist, skød mig, og stemmen i mine ører bad mig om at spille død. Jeg nåede slet ikke at forholde mig til, om jeg ville dø for en sag. Jeg får lyst til at protestere. Men bliver liggende, indtil jeg får at vide, at jeg ikke længere er død. Jeg er ikke en person med en gyldig stemme, jeg er på én gang performer og publikum.

Der er på den måde en ret speciel magtrelation i Museum for fremtiden. Vi er otte mennesker, der føres igennem en række scener og rum og bliver instrueret af en ung kvindestemme i vores hovedtelefoner. Hun taler subjektivt, siger ‘jeg’ hele tiden, og har personlige erindringer og holdninger, men hun præsenterer ikke sig selv. Hun findes egentlig heller ikke, hun er også bare et instrument, for bag hende står manusforfatter og instruktør Christian Lollike og dramaturg Anders Thrue Djurslev. De har skrevet de ord, hun siger, så der er slet ikke noget ‘jeg’. Og egentlig behøver vi heller ikke gøre, som hun siger. Men vi vil jo gerne lege med, for ellers får vi jo ikke den oplevelse, der er lagt til rette for os. Så vi adlyder og bliver dukker i et dukketeater, men med den markante forskel, at vi også er tilskuerne. Og museumsgængere.

Fuglemennesker

Teater Sort/Hvid har i flere omgange udforsket feltet mellem teater og billedkunst. Ikke performancekunst, men et felt, hvor der udstilles kunstneriske genstande som del af en forestilling. Det har man for eksempel set i det kontroversielle Martyrmuseum i samarbejde med kunstnergruppen The Other Eye Of The Tiger, hvor en række martyrers historier blev fortalt gennem objekter, billeder og sceniske optrin, hvoraf nogle involverede publikum. Eller i kunstneren Lina Hashims personlige værk The Touch, der var et scenisk foredrag, kombineret med en udstilling og en danseperformance.

Denne gang er udgangspunktet selve museet og et forsøg på at skabe et mere levende fremtidsmuseum ved netop at inddrage teaterets virkemidler. Men det handler endnu mere om frygten for fremtiden, for krig, kapitalisme og klimakatastrofe. Og i den forstand handler det mest om nutiden, om de ting, som mange frygter her i 2022. Men det kommer i samme ombæring også til at handle om fortiden, især den naturhistoriske fortid, der peger på os som biologiske væsener, der i sidste ende er beslægtet med alt liv, men også om erindring og glemsel.

I et af de seks rum, man ledes ind i, er væggene beklædt med tegninger af Ferdinand Ahm Krag; en masse ansigter, hvor nogle er stærkt ekspressive og andre ligner videnskabelige illustrationer fra 1800-tallet, så meget, at jeg er i tvivl om, om det faktisk er fundne billeder eller hans egne kreationer. Deres absurditet peger dog på det sidste, idet der aftegnes en slags alternative evolutionslinjer, hvor mennesket for eksempel stammer fra fugle, illustreret med mænd der har fuglelignende ansigter. De ekspressive ansigter er som regel uden øjne, og de rummer en mytisk kraft, der peger over i det kultiske ritual, vi skal udføre i samme rum, iført masker.

Bakterielt demokrati

I et andet rum, hejses nogle slimede klædestykker (eller hvad det er) op og ned i smukt belyste kar, og vi får at vide, at de er svampe, og vi bliver bedt om at drikke deres væsker, så svampen kan gro i os. Men det er snarere eddikemødre, lavet af Studio ThinkingHand, omend lugten af eddike heldigvis var fraværende, da jeg var der. Fortællingen i dette rum dyrker forbindelsen til alt andet levende i en grad, så det ender i det absurde med spørgsmål som: “Hvorfor har bakterier ikke stemmeret?” Bag dem synes dog at ligge en oprigtig ide om at give alle livsformer rettigheder og påskønnelse, inklusive bakterier og svampe.

Erindring og glemsel tematiseres i et rum af Helene Nymann, hvor nogle amorfe, hvide skulpturer fylder rummet sammen med en video og fortællingen i vores hovedtelefoner om fortællerens mormor og dennes demens. Det knyttes igen sammen med biologien i form af det epigenetiske fænomen, at påførte traumer tilsyneladende kan nedarves. Samtidig sættes den oprindelige australske befolkning op som en modsætning til den vesterlandske udnyttelse af jordens ressourcer.

Hvis der er et problem med Museum for fremtiden, ligger det her i den ind imellem lettere naive og klichéfyldte civilisationskritik, der dog kun melder sig i glimt, for der lægges så mange spor og tråde ud, at man dårligt kan tale om et samlet udsagn, men i stedet en flerstemmighed af iagttagelser og strøtanker, lagt i munden på én stemme, som er en slags hvem som helst, måske en repræsentant for ungdommen, der skal arve den klode, de tidligere generationer har været for dårlige til at værne om.

Og Museet for fremtiden er en oplevelse, man bør unde sig selv. Hvor indholdet ind imellem bliver lidt diffust, er æstetikken og oplevelsesfaktoren i top. Hvert rum er forførende på sin måde, og ud over at gøre os til performere, kan teateret bidrage med sin sans for scenografi og lys, der topper ethvert museums. Scenograferne Franciska Zahle, Helle Damgård og lysdesigner Morten Kolbak skal fremhæves for at fortrylle fremtidens museum. Og det skal så sandelig også Asger Kudahl, hvis blændende, binaurale lydproduktion ledsager os hele vejen. Det er noget helt andet end hverdagens podcastlytning. Og måske er det her netop en mulig fremtid (blandt mange) for museerne?