Frie associationer

Den første skarphed fortoner sig allerede før ankomst:

Hvorfor er det egentlig disse kunstnere, der har fået mulighed for at præsentere et projekt? Det er primært meget etablerede kunstnere, der har fået denne chance, imens Mette Gitz-Johansen, Bjorn Godwin og til dels Jette Gejl er knap så udfoldede bekendtskaber. Godwin er slet ikke dansk, så det kan heller ikke være en præmis.

Egentlig klar dagsorden er svær at finde frem til for 5 X SOLO. Den umiddelbare baggrund er, at de mediemæssigt er ret forskellige og alle tager hul på nogle nye undersøgelser i disse projekter. Nuvel.

Uklare observationer
Mette Gitz-Johansens udstilling Observing Pink handler om farven pink, en farve, “der relaterer sig til begreberne eksistens og forgængelighed, men også kød og kitsch,” står der i det uddelte formidlingsmateriale.

I en kombineret installation med tegning, video og maleri præsenteres vi (dog ikke i dagslys, da videoprojektionerne ikke træder frem) for nogle uklare scenarier, hvor der i to af dem indgår forskellige nuancer af rød og alt fra japanske kirsebærtræer, blodige(?) interiører og en mandsperson, der kravler ned fra en altan. Det giver vist sig selv. For nogle.

Den af udstillingerne, som jeg havde set mest frem til, var Nicolai Howalts Light Break. Men hvor Howalt normalt er så knivskarp og 1:1 at hjernen larmer, så er fotokunstneren her sprunget ud i en undersøgelse af UV-lys med flere forskellige indgange, som lidt selvmodsigende ikke fremstår særlig klar.

Udgangspunktet synes at være en fortælling om krop og lys med afsæt i Niels Finsens lysterapi i slutningen af 1890’erne, men grebet fortoner sig et sted imellem historiske objekter, et displaymed muslingskaller, afstøbninger fra tuberkulose-patienter og fotografier af solen. Og imens man mærker Howalts skarpe værktøjer og UV-fascination i de enkelte fotoværker, fremstår helheden ærgerligt ufokuseret.

Du får hvad du ser
I to af de fem udstillinger er grundlaget for den kunstneriske agenda meget konkret, og den virkelige verden budt indenfor med to meget forskellige resultater:

Jette Gejl og australske Bjorn Godwin har importeret 23 ton australsk sand, svarende til 5 ton CO2. Denne yderst miljø-uvenlige gestus forsøger at indskrive sig i en Land Art tradition, imens selve oplevelsen i rummet hverken er særlig produktiv på et kunstnerisk eller erkendelsesmæssigt plan.

Selve handlingen ligger rød og udpenslet for vore fødder og udtrykker en meget konkret afstand, men argumentationen er helt igennem uskarp. Land Art er det vel ikke engang? Og for dem, der tænker på Land Art som en stedsspecifik, kritisk praksis (fx. lig Marco Evaristtis aktuelle aktioner i Hovden, Norge), der markerer vores ureflekterede og destruktive relation til naturen, står dette værk ligefrem provokerende uargumenteret.

Hos Michael Mørk får det konkrete afsæt – køkkenmoduler fra IKEA – en tur i kunstnerens trænede og forvridende hænder. Buddy, Billy, Rationell og de andre gamle svingere fra det blå-gule magtcentrum indgår i skulpturelle undersøgelser, eller “eksempler” som Mørk kalder det, af vore kulturelle vaner og forestillinger. Funktionerne har i Mørks greb mistet magt, og foran os står et formfuldendt miskmask, der peger på en æstetisk, nytteløs omgang med den absolutte nyttekapitalisme.

Imens vi venter
Eva Koch har trods sin just forgangne soloudstilling i Nikolaj også fået plads i Den Frie, og det er der måske en eller anden uklar grund til..? Når det er sagt, så sker der faktisk noget i Kochs udstilling IFITRY waiting.

Væbnet med 3D-briller overværer vi en mangfoldig flok mennesker, der med 3D-effekten træder ud blandt os på gulvet i det mørklagte lokale. Ingen synes at ville os noget specifikt. De står midt i deres egne afventende handlinger, en enkelt danser, en anden jonglerer med en bold, men idet man begynder at bevæge sig, vender perspektivet:

En mand med et kamera følger dig, imens du skifter position. Du er fanget i linsen, og opmærksomheden er nu rettet mod, hvad du gør. Han giver tegn. Det er ikke længere dig, der venter på handling, men dem der venter på dig. Ikke en uvæsentlig betragtning i brugerinddragelsens X-faktor-tidsalder, og hvor selv oplevelsen af kunsten er performativ.

Og så er vi tilbage ved start, hvor vi en smule frustreret venter på, at kunsten også vil noget, imens vi overvejer, om der var en god grund til disse fem solo udstillinger?