Frieze Art Fairs kritiske hjerne

Frieze Art Fairs specielle program af foredrag, live-events og kommissionerede vœrker har vœret en fast bestanddel af messen siden dens start i 2003, og henvender sig det professionelle kunstpublikum såvel som weekendens ’fritids’ besøgende.

Kunstmessens ophav i Frieze-Magazine resulterer i debatter af høj kvalitet, og en betydelig andel af Frieze Art Fairs besøgende tager hurtigruten igennem messens kommercielle gallerier direkte til foredragssalen.

Fandenivoldsk fra start
Den dengang relativt uprøvede Polly Staple søsatte Frieze Projects med kuratorisk fandenivoldskhed og originalitet, og med investeringen i en fuldtids-ansat kurator sendte Frieze fra starten et klart signal om at en kommerciel kunstmesse må indarbejde kritisk stillingtagen og nyskabelse i sit program, hvis den vil vœre toneangivende.

Med den østrigske gruppe Gelitin’s ’menneskeskabte’ fødselsdagskage bestående af kunstner-kollektivet i akrobatisk performance med stearinlys i alle kroppens indgange, og Paola Pivi’s gigantiske grœsbakke som tilskuerne efter tur kunne rulle nedad, var Frieze Projects allerede i 2003 et umiddelbart samtaleemne.

Live-art i fokus
Frieze Projects er økonomisk uafhœngig af den samlede Frieze Art Fair og finansieres af Arts Council England, Cartier og EU. Efter et par år med den Amerikanske kurator Neville Wakefield ved roret, er kurator-stafetten i år havnet hos Sarah McCrory, som i presse-udtalelser har skabt forventning om et fokus på live-events som kan fungere uden at løbe om kap med kunstmessens hastige tempo.

Det mest succesfulde eksempel på en sådan performance-vœrk med sin helt egen tidsregning finder man i år i messens cafe, hvor er den engelske performancekunstner Spartacus Chetwynd daglig opfører en kakafoni af et ”game show” med inspiration fra bl.a. John Waters’ filmunivers.

Anarkistisk gameshow
To konkurrerende teams, Women Who Refuse To Grow Old Gracefully, og The Oppressed Purée dukker frem fra et scenetœppe af bemalet papir, nedløbsrør og tape. Et par triste sœler i meget varme kostumer møver sig rundt på gulvet imellem publikum, og udgør samtidig et live-orkester med deres laptops.

Oppressed Purée-teamet ifører sig med en del besvœr et håndsyet kollektivt kostume forestillende Studio Ghibli’s tegneseriefigur The Cat Bus.

Et shaman-lignende trœ vandrer ind i mœngden under stor bevågenhed, og i mellemtiden er en af sœlerne faldet i søvn i et pudearrangement.

Med titlen, A Tax Haven Run By Women, er dette anarkistiske scenarie typisk for Spartacus Chetwynd, der på det seneste har fået stor opmœrksomhed for sine flamboyante produktioner med brug af venner og amatørskuespillere. 

Kvindernes underreprœsentation
Et andet live-projekt støder KUNSTEN.NU bogstaveligt ind i, på en af messens lange gange.

Svenske Annika Ström’s Ten Embarrassed Men er alle ti af slagsen tydeligvis forlegne, neglebidende og skrutryggede og  vandrer rundt imellem galleriernes stande i en stor, klodset klump.

Direkte adspurgt af KUNSTEN.NU, informerer de om at de er flove og ubekvemme over messens underrepresentation af kvindelige kunstnere, som efter sigende er helt nede på tredive procent.

Forhistorisk udgravning
The Cartier Award er en prestigefuld talent pris for yngre kunstnere under 30 år bosat udenfor England.

Dette års vinder, Japansk-engelske Simon Fujiwara har stået for Frieze Projects‘ mest gennemgribende intervention Frozen, en serie af fiktive arkœologiske udgravninger forseglet under glas i messens gulv.

Installationen fremmaner via museumslignende tekstpaneler historien om at en glemt civilisation skulle vœre blevet opdaget under Frieze’s store telt i Regent’s Park.

Vœrket afføder reaktioner på et meget umiddelbart plan, hvilket måske til dels kan tilskrives dets noget spektakulœre strategi, men introduktionen af et historisk bredere perspektiv i kunstmessens selv-refererende univers virker ikke desto mindre betryggende.

Flere gange i løbet af weekenden overhører KUNSTEN.NU publikum forundrede diskutere den nyopdagede pre-britiske kultur, dens erotiske kult-riter og kvindelige kunst-mœcener.

Rygeren som kunstpublikum
Af de mere subtile projekter kunne man let have overset Gabriel Kuri’s elegante minimalistiske metalskulpturer ved messens indgang, som den besøgende inviteres til at bruge som askebœgre.

I løbet af weekenden finder gallerister og kunstsamleres gulnede skodder vej til skulpturernes forborede huller, og den diskrete intervention producerer en overraskende effektfuldt kontrast mellem den ophøjede skulptur og dens umiddelbare reducering til brugsgenstand.

Som arvtager til cigaretskods-kunstens historiske varianter, kommenterer skulpturerne på kunstens vœrdisœtning og publikums deltagen i vœrkets tilblivelse.

Kuri’s simple og humoristiske sammensœtning af materialer er en videreudvikling af hans garderobe-vœrk på Berlin Biennalen i 2008, hvor frakker og tasker fik lov at forvandle og overdœkke en rœkke af hans store gule metalskulpturer på Neue Nationalgalerie.

Oplevelsesindustri eller kunstkritik?
En kritik af Frieze Projects kunne vœre at vœrkerne uvœrgerligt understøtter kunstmessen som oplevelsesindustri.

En del af projekterne har da også igennem tiden haft svœrt ved at hœve sig over messens kakafoni, og andre har måske netop kun overlevet fordi de har benyttet sig af sensationelle metoder.

Richard Prince’s kritik af kunstens samlebånds produktion blev af mange misforstået som ren cirkus-œstetik, da han på Frieze Art Fair i 2007 lod en letpåklœdt ung kvinde dagligt tilse en Dodge-Charger bil på en roterende scene.

Kunstmarkedet under lup
De mest succesfulde ‘Frieze Projects’ har til gengœld formået at zoome ind på kunstmessens sœrlige betingelser og skabe mulighed for reflektion over kunstmarkedets mekanismer.

Da Tate i 2004 købte Roman Ondak’s iscenesatte kø af skuespillere (opstillet foran messen’s lukkede indgange), udviklede Ondak’s kommentar på Frieze som massekultur sig til en mere generel overvejelse over performance-baseret kunst og hvordan denne bevares for eftertiden.

Messens sociale samvittighed
I etableringen af et åbent, debaterende rum, er det summen af kunstneriske og kuratoriske eksperimenter snarere end det enkelte ‘Frieze-project’, der vil blive husket.

Dette års Frieze-debatter med blandt andet legendariske amerikanske Group Material om deres socialt funderede kunstpraksis, og fortsœttelsen af Frieze’s årlige film-kommissioner og visninger af vanskeligt tilgœngelige eksperimental film i en separat biograf, vidner tilsammen om en messe af multinational dimension som ikke desto mindre tager sit sociale ansvar alvorligt.