Frieze Projects 2011: Besynderligt usynligt

Fra krebsensvennekreds
Det skœvesteperspektiv på dette års kunstmesse ville man uden tvivl få i et interview med enskuespiller i Pierre Huyghe’s vœrk Recollection– en eremit krebs fra Florida.

På opfordring fra kunstneren har dettilpasningsdygtige dyr taget bolig i en specialbygget kopi af Constantin Brancusi’s bronzeskulptur Sleeping Muse, hvor den dagligt, sammen meden flok vand- edderkopper, opfører en underfundig ”Aquatic performance” i etsurrealistisk landskab af røde sten.

Med sine graciøse ben aktiverer krebsen,hvad der ligner hjernens hemmelige søvngœnger-center, og Brancusi vœkkes heltbogstaveligt til live. Desvœrre skal man lede lidt for grundigt efter dennesubtile ballet der ligesom mange af de andre Frieze Projects i år er gemt altfor godt af vejen.

For døve ører
En del af de nyevœrker har ellers masser af gods, men deres nedtonede prœsentation stilleruvœrgerligt spørgsmålstegn ved den offentlige støtte som Frieze Projects modtager, indgangsprisen på hele £27 taget ibetragtning.

Bik Van der Pol’s gigantiske Mondrian-inspirerede sports-resultattavle Accumulate, med skiftendekunst-relaterede citater, burde således i sin natur kunne ses fra hele messen,men kan kun betragtes fra en enkelt akavet korridor, og taler derfor for døveører.

Det samme gœlder kunstner kollektivet Lucky PDF der har prioriteret detkakafoniske med et tœt program af online streamings med live-publikum, men somdesvœrre er placeret i et afsides lokale og på en netportal, som kun det mestdedikerede publikum finder vej til. 

Politik på en tagryg
Ligesom Huyghe ogVan der Pol, refererer også den Tysk-Iranske kunstner Anahita Razmi’s Roof Piece Tehran til et historiskkunstvœrk, Trisha Brown’s Roof Piecesom hun opførte på New York’s hustage i 1971, og her tilføjer en nutidiggenfortolkning et politisk og indsigtsfuldt lag.

Under stort besvœr har Razmigenopført Roof Piece med tolv anonymedansere i Tehran, hvor moderne dans er bandlyst. Det resulterende videovœrk,som vises på tolv fladskœrme, bliver en kommentar til det Iranske oprør i 2009og politiseringen af byens rum.

Der er tale om en modig kuratering – risikoerneforbundet med vœrkets produktion var store, men forsøget på skabe dialogimellem vœrkets og kunstmessens arkitektur betyder desvœrre, at videoerne erhavnet på en rœkke fladskœrme meget langt oppe under loftet, hvor deoverdøves af messens visuelle støj og uheldige lysrefleksioner.

På yderfløjen
Trods sin heltbogstavelige placering på yderfløjen, formår Cara Tolmie alligevel at gøre brugaf sin store stemme på gangbroen udenfor messen, hvor hun en gang om dagenopfører Myriad Mouth Line.

For de somer heldige nok til at opdage det, venter en overraskende undersøgelse af detfiktive rum.

Ved hjœlp af sin ekvilibristiske stemmebrug og elektriskebevœgelser, afmœrker Tolmie over fem ’akter’ et område af gangbroen, hvorefterhun i et akademisk sprog dekonstruerer det selvsamme rum ved tørt at forklareintentionen bag hver enkelt scene “talking from the position of the artist whomade the performance, and adopting a certain approach to logic”.

Kaptajn søges
Et vœrk som opnårstor synlighed ved bogstaveligt at gøre brug af messens infrastruktur, er Jankowski’sThe Finest Art On Water. Professionelleyacht-eksperter tilbyder fra en messestand hans specialbyggede luksusyacht og speedbåd enten som forbrugsgode(€500.000 for speedbåd og €65 millioner for yacht) eller som kunstvœrk til enforhøjet sum af henholdsvis €125,000 og €10 millioner.

Med sinspektakulœre strategi er vœrket umuligt at overse, men dets statement omkunstnerisk vœrdi er til gengœld mindre subtilt. Jankowski vil med vœrket fejrekunstsamleren som vor tids største performer, ”skør nok til at investere i et flydendekunstvœrk”, et kunstvœrk som stiger i vœrdi imens en brugt forbrugsgodesjœldent gør det samme. Vœrket understreger det ubekvemme forhold til privatkapitalisme, som en del kunstnere tidligere har tematiseret på Frieze.

Det er spørgsmålethvor langt en kunstnerisk afvisning af forbrugssamfundet i denne form kanstrœkke sig indenfor en kommerciel kunstmesses beskyttende mure?

Fra hønen tilbagetil œgget
Hvor Frieze Projects i år ikke strœkker siglangt ud over messen, er et par af Frieze’s nye Film kommissioner til gengœldvœrd at bruge tid på. Anthea Hamilton’s humoristiske film debut Venice brillierer ved at vœre tœtforankret i hendes skulpturelle sprog, og lader John Travolta fejre blikketspotens og disco som demokratisk platform.

I Judith Hopf’sprœcise Some ends of things vandrer etfortabt œg med ben omkring i et modernistisk boligkompleks og forsøger forgœvesat presse sig igennem de alt for snœvre døråbninger tœt krydsklippet med enfaretruende høne. Filmen er en fortsœttelse af Hopf’s undersøgelse afomgangsformer; œgget og bygningen må nødvendigvis eksistere side om side påtrods af det indbyrdes misforhold.

Katarina Zdjelar harmed Rise Again produceret en anspœndtfortœlling om venten i et asylcenter i det tidligere Yugoslavien. Hendesbetydningsladede billeder af en gruppe Afghanske mœnd i et skovbryn spœndes udi en forventnings-fortælling med en raffineret klipning, der lader mœndenetrœde ud af deres rolle som indvandrere og i stedet blive fortœllere i etstilfœrdigt drama.

Trods savnet af et kuratorisk samlingspunkt i dekommissionerede film, er det, en smule ironisk, i biografrummets mørke at demest udadvendte Frieze-oplevelser anno 2011 skal findes.