Funklende tekstilskulpturer og hvide videoverdener

Kunstens catwalk
I udstillingen The World is my skin er skulptursoklerne smeltet sammen til én lang kridhvid catwalk, hvorfra Nick Caves såkaldte Soundsuits, stiger op som en eksplosion af farver, materialer og formeksperimenter.
Det er her i mellemrummet mellem catwalkens præsentation af beklædningsgenstande og kunstens skulpturbegreb, Cave befinder sig.

Den amerikanske kunstners værker er svære at fastholde i snævre kategorier som enten kunst eller design: Tværtimod synes han at udnytte krydsfeltet mellem disse to til at skabe afsæt for mere sansebaserede æstetiske oplevelser.

Insisterende sanselighed
Knapper, der gnistrer og glimter som fiskeskæl i solen, modeleret over en nu forsvunden krop, der i sin skulpturelle gestalt rækker ud i det omgivende rum. Catsuits sirligt syet sammen af hæklede lapper i alle regnbuens farver, porcelænsfugle, tingel-tangel-stativer og en insisterende sanselighed:

Oplevelsen af udstillingen er spændt ud mellem dette underfulde kaos og den orden som det overlegne håndværk indskriver formelt i skulpturerne, som en særlig æstetisk dimension.

Tvetydigt formsprog
I flere af skulpturerne benytter Cave draperinger, der tager udgangspunkt i kroppens form. Draperingerne er et ud af flere formgreb fra modefeltet, men de bliver også tvetydige, da de understreger den vertikale linje, der findes i skulpturerne.

Som om der sker en opadgående gradvis transformation af formsproget fra noget funktionelt til noget mere abstrakt, der trækker linjer til kunstens felt. Et formsprog der i højere grad rækker ud i omgivelserne og udvider kroppens rum.

Skulptur eller accesorie?
Metalglobusser og snurretoppe hvirvler rundt om disse tekstilskulpturer og fremstår nærmest som modens accessories: påsatte og svævende som selvstændige stativkonstruktioner adskilt fra skulpturens hæklede krop.

Men når man så bevæger sig rundt om disse stativer af tingel-tangel-metal på jagt efter hver eneste æstetiske detalje, forvandler stativet sig til lys og skygge på catwalkens hvide gulv. Det er måske ikke en villet effekt fra Nick Caves side, men det peger alligevel på en gennemgående oplevelse af, at skulpturerne ikke lader sig indfange som statiske, betydningsladede objekter.

Et stille rum
Næsten som en hemmelighed bag catwalkens bagvæg gemmer to filmværker sig. Her afløses mylderet, vi oplevede på “catwalken”, af et mere stille, minimalistisk og hvidt univers.

Filmene projiceres i bredformat og er sammensat af flere filmsekvenser. Værkerne arbejder på tværs af film, dans/performance og lyd og opleves ikke som en dokumentation af Soundsuits i brug, men det æstetiske univers transformeret over i et selvstændigt filmværk.

Sitrende
Lydbilledet i filmene tegnes af de reallyde skulpturerne får i samspillet med kroppene – som eksempelvis undersøgelser af knappernes metalliske lyd.

I filmsekvenser springer farverige viltre væsener rundt: levende børster fra en bilvask eller store legende orangutanger  – lyden fra bevægelserne står tilbage og sitrer næsten som et efterbillede, der fastholder indtrykket efter filmen er slut.

Filmene er sanselige, lette og drømmende. Hver gang man forsøger at indfange endelige betydninger og kategorier glimtrer de sig fri og insisterer på en helt igennem kropslig funderet æstetisk refleksion.

Trapholt er dygtige til at rammesætte det sanselige og umiddelbare møde med udstillingen, hvor de fabulerende tekstilskulpturer og stille hvide videoverdener tilsammen danner en helhed, der møder en som et lille magisk stik i maven.