Fysisk tilstrækkelighed

Med totalinstallationen Servitudes skaber Jesper Just en iskold ramme, der undersøger vores evne til at begå os i en verden, hvor fysisk fremtoning og formåen er afgørende for, om der er adgang eller afvisning.

Det kan være besværligt at træde ind i en udstilling. Man vil så nødigt overse en tilrettelagt kronologi eller dvæle for længe ved det forkerte. Andre gange må man til sin fortrydelse erkende, at man ikke har fået tilrettelagt en rute gennem udstillingen på en sådan måde, at man undgår at krydse sit eget spor og dermed ender med haste gennem enkelte rum, som en anden uinteresseret besøgende i jagten på et helle i bygningens cafeteria eller toilet.

En bærende konstruktion?

Flere af de seneste udstillinger i Charlottenborgs sydfløj har sikret den besøgende en mere entydig vej gennem rummene, og med Jesper Justs Servitudes er dette gjort til en selvstændig pointe. Sydfløjens rum er således bundet sammen af en midlertidig stilladskonstruktion, der tilgodeser kørestolsbrugere og samtidig berøver besøgende uden gangbesvær muligheden for at bevæge sig valgfrit. Endvidere kommer man i enkelte tilfælde så højt op under loftet, at den kun for de færreste er muligt at komme videre uden at dukke sig.

Dette greb, som blandt andet må tilskrives udstillingens kurator Irene Campolmi, skal i sammenspil med udstillingens øvrige komponenter anspore de besøgende til at forholde sig til egen og andres bevægelsesfrihed. Heldigvis trækker det ikke alvorligt ned, at denne pointe er mere, end hvad konstruktionen kan bære. Stilladset formår nemlig til gengæld på et sanseligt plan at indgå som en aktiv komponent i udstillingens narrativ såvel som lydside.

Servitudes er en totalinstallation bestående af otte videoer af hver ni minutter, som afspilles i loop. Videoerne bryder ind i hinanden både med billede og lyd – til tider harmonisk og andre gange kakofonisk. Det er i netop denne sammenhæng, at stilladset afgørende spiller  ind: Dels larmer det, når de besøgende bevæger sig på stilladserne, og støjen blander sig med installationens lydside og bidrager til en stemning af byggeplads. Dels kommer andre besøgende på elegant vis til at udvide den visuelle oplevelse ved at indgå som levende komponenter i de ellers mennesketomme rum, der bliver projekteret i enkelte af videoerne.

Isolation

I det hele taget er det fraværet af liv, der mere end noget andet kendetegner videoerne i Servitudes. Fraværet forstået enten som, at der ingen er, eller at der ingen andre er. I fem af udstillingens otte videoer spiller en enkelt karakter hovedrollen, og et fællestræk er netop isolation. Dette er ikke blot understreget ved solooptræden, men i særdeleshed ved, at karakterne optræder i en iskold, desatureret og nærmest post-apokalyptisk scenografi, hvor selv en orange farve kan være svær at skelne fra gråtoner.

Selvom udstillingen bør anskues som et samlet værk, er der alligevel givet plads til, at man kan opleve flere af videoerne i relativ uforstyrrethed, og navnlig i de rum, hvor de levende billeder dækker en hel vægflade, fungerer det overbevisende.

En kvinde er i færd med at spise en majskolbe, men denne bedrift er alvorligt besværet af, at hun er påført et apparat til muskelgenoptræning på fingrene, der i høj grad modvirker hendes bevægelser. Hun kæmper tydeligvis med at bevare både værdighed og forfængelighed, og det er svært ikke at blive mindet om det gamle udtryk om nonnen og sømandspikken.

I de medfølgende værkbeskrivelser, som kan tilgås via Charlottenborgs app, bliver der lagt vægt på, at kvinden, der bliver spillet af model og skuespiller Dree Hemmingway, forgæves forsøger at flirte med kameraet og dermed beskueren. Personligt har jeg svært ved at identificere denne flirten, og når det samtidig påstås, at filmen bidrager til en dekonstruktion af kvindelige skønhedsidealer, bliver det for alvor problematisk; At bringe en billedskøn kvinde i en hjælpeløs position til voyeuristisk beskuelse spiller snarere ind i en kunsthistorisk kanon for det modsatte.

At agere på trods

Heldigvis kan man jo lade tekst være tekst og nyde et visuelt utroligt stærkt værk, der er den film, der blev vist, da Servitudes i 2015 overtog flere af de store billboards på Times Square i New York City i en flot eksekveret situationsbestemt videoperformance.

Helt godt bliver det, når man befinder sig på tærsklen til udstillingens næste rum, hvor modstykket til førnævnte video udfolder sig. I denne film er det en lille pige, der overvinder sin knoglesygdom i fingrene og på klaver formår at spille udstillingens temamelodi, Chopins Opus 17. På flere niveauer formår de to videoer således at gå i dialog og åbne for en eftertænksomhed i forhold til handicap og handlekraft, eller med andre ord: hvordan man agerer på trods.

Udstillingen foregår, mens vi er i den

Herfra er det, som om Servitudes for alvor åbenbarer sig som totalinstallation, hvor der opstår spændinger mellem de enkelte videoer. Nedrivning over for genopbygning og overvindelse over for resignation er blot de mest umiddelbare eksempler. Udstillingen er ikke så meget noget, vi beskuer, som noget der foregår, mens vi er i den. At alle videoerne samtidig foregår inde i eller uden for One World Trade center understreger blot denne iboende uro. Bygningen repræsenterer på en og samme tid tragedie og genrejsning.

Det, der på overfladen kan synes at være en skildring af en række ensomme skæbner, som blotlægger deres funktionsnedsættelser, handler i ligeså høj grad om stædighed, overvindelse og om at udvise handlekraft, selv når forudsætningerne er ugunstige. Set i den optik ansporer Jesper Just med Servitudes til anerkendelse af menneskers evne til at handle på trods, og måske til ikke at have for lave forventninger til hinanden.