Gadekunsten overgiver sig (vistnok) aldrig

Jeg holder af gadekunsten. Den er generøs, den henvender sig til os alle sammen med små, uventede og mærkelige gaver. Den giver forskellige bud på, hvordan byen skal se ud hinsides de kommunale arkitekters enstonige helhedsvisioner. Man møder den på overraskende steder, og går ofte videre med et smil på læben og en eftertanke. Nogle gange en kritisk eftertanke, nogle gange en fornemmelse af en mere sanselig by, nogle gange med en flygtig æstetisk oplevelse.

Men gadekunsten er måske på vej ind i en krise, siger iagttagere. Der er generelt to ting, den beskyldes for: For det første at den sælger ud, når den fjerner sig for langt fra graffitiens identitet som samfundsundergravende hærværk. For det andet, at den sælger ud, når den kommer i berøring med gallerier eller museer, da den jo hører til på gaden. Jeg forstår for så vidt begge bekymringer, men jeg deler dem ikke helt. Jeg vil derfor skitsere en mindre bekymret tilgang til fænomenet med fare for at lyde lalleoptimistisk.

Nerven ligger i hærværk
Et eksempel på begrædelsen over gadekunstens popularitet er gadekunstneren Jan Danebod, som har skrevet essayet ‘Hærværk som kritisk potentiale’ i antologien Dansk gadekunst (2011).

LÆS ANMELDELSEN AF BOGEN HER

Det er en nærmest melankolsk resignerende tekst, der skriver, at gadekunsten er blevet udvandet lige så snart den har fået navn.

Teksten tegner et billede af, at gadekunsten er blevet populær og derfor har mistet sin karakter af undergravende modkultur. At gadekunsten er blevet ”et dekorativt indslag med profit for øje” og har fjernet sig fra sit graffiti-udspring.

Essayet er præget ef en vis modkultur-romantik: Gadekunstens ‘nerve’ ligger i at være hærværk og grænseoverskridelse; i at være et modbillede til staten og ‘majoriteten’. Som så mange andre modkultur-romantikere synes Danebod at opfatte alle dem, der ikke lever på kanten af samfundet som en homogen masse af borgerlig normalitet og kapitalistisk forbrug. Hvis noget af gadekunsten formår at tale til almindelige mennesker på gaden, betyder det således, at hele gadekunsten som sådan må kapitulere. Og hvis et par gadekunstnere af typen Banksy indgår i det kommercielle kredsløb, har gadekunsten som sådan spillet fallit.

Men hvad nu hvis man opfattede gadekunsten anderledes? Hvis man ikke mente, at kunst kun kan have nerve, hvis den er på kant med loven, systemet, almindelige mennesker og den private ejendomsret? Hvad nu, hvis kunst også kunne være kritisk på andre måder; bl.a. ved faktisk at overraske folk på gaden og vende nogle ting på hovedet?

Og hvad nu, hvis gadekunsten ikke blev opfattet som en entydig bevægelse, hvor hver enkelt kunstner er talsmand for alle de andre? Hvad nu hvis gadekunsten, som alle mulige andre kulturelle og politiske fænomener, var en pluralistisk størrelse, som kunne rumme forskellige strategier? Så ville Jan Danebods værker og aktioner ikke blive ødelagt af Banksys.

Man kunne endda citere fra de mere optimistiske ord, som selvsamme Jan Danebod selv var med til at formulere tilbage i 2001 som en programerklæring for den første danske gadekunst-udstilling ‘Byen brænder’: I modsætning til graffiti kommunikerer street art til alle forbipasserende…Street art forbinder mennesker med den by de bor i…Vi trækker den anonyme kunstform ind fra gaden og ind i radiatorvarmen. Det eksisterer allerede hyperrealistisk. Så vi udstiller det bare…I et forsøg på at have en bredde…En virkelighed så virkelig, at den kan udstilles” (Dansk Gadekunst s. 110-13).

Gadekunsten som befamlet mimose
Ja, gadekunsten kan udstilles. Det er et paradoks, for så er den jo ikke længere gadekunst. Og derfor er der mange, der ser enhver udstillingsvirksomhed med gadekunst som en falliterklæring. Alle idealer om, at man skal møde kunsten tilfældigt i byrummet, forsvinder. Det anarkistiske element, at den enkelte kunstner vælger hvor og hvordan og hvornår kunsten dukker op når man mindst venter det, dræbes af galleristers og kuratorers omklamrende hænder, synes en udbredt indstilling at være.

Ofte hviler dette argument på en forestilling om, at når man først har været i kontakt med kunstinstitutionen, så er man fanget ind i dens spind og kan aldrig vende tilbage på gaden med integritet. Det hviler også på den præmis, at gadekunsten er et oprør mod kunstinstitutionen. Og endelig hviler det på den puristiske præmis, at gadekunsten er så skrøbelig, at den ikke kan tåle kontakt med institutionen uden at ødelægges.

Men behøver det anskues på dén måde? Hvad nu, hvis udstillinger såsom Walk This Way på KØS sætter fokus på gadekunsten i en kort periode, med henblik på, at flere har sans for at opleve den i på gader og stræder i byen, hvor den hører til?

LÆS ANMELDELSEN AF WALK THIS WAY HER

Hvad nu hvis gadekunsten betragtes som noget, der ligger uden for institutionen, men ikke som et opgør med den? Så kan den jo godt komme på visit og gå igen uden at være blevet ødelagt. For måske er gadekunsten ikke så skrøbelig; måske er den robust i al sin flygtighed, måske kan den komme på visit alle mulige steder, ligesom den elektroniske musik, der ikke bliver ‘klassisk’ af at spille en koncert i Koncerthuset.

De reelle farer for gadekunsten
Hvis der er en krise i gadekunsten, ligger problemerne måske andre steder, som dog er i nærheden af de anførte. Det er et problem, hvis gadekunsten tømmes for indhold, fordi den kun vil dekorere.

Det er et problem, hvis kommunernes samarbejde med gadekunstnere hiver anarkismen og uforudsigeligheden ud af gadekunsten, fordi den skal passe ind i regulativerne for offentlig udsmykning. Og det er et problem, hvis gadekunstnerne lader sig friste og opsluge af gallerierne i stedet for blot at være på visit.

Så meget medgiver jeg. Lad os se, hvordan det ser ud om et par år; måske er en ny generation af gadekunstnere i færd med at finde nye, vitale veje. Måske dør gadekunsten som kritisk strategi. Jeg mener bare ikke, dens succes kan måles i graden af ulovligt hærværk eller i en berøringsangst over for institutionen.