Gaden er min læser

Skriften på væggen
I Århus har en unavngiven poet skiftet pen og papir ud med tusch og mur. Man kan læse de korte poetisk klingende tekststykker rundt omkring i byen på steder, der ellers ikke er præget af graffiti. De er placeret uden umiddelbart system; man kan derfor blot gå på jagt efter dem og forsøge at spore en rød tråd indtil de bliver spoleret af traditionelle taggere eller overmalet af utilfredse murejere.

Jeg har indtil videre opsporet syv tekster i denne serie, men der er sandsynligvis flere rundt omkring i byen. Og jeg vil utvivlsomt standse op næste gang, jeg møder et stykke gadepoesi. Jeg vil prøve at forstå velvidende, at det sandsynligvis aldrig lykkes.

Parforhold og metafysik
Jeg har stort set dagligt passeret teksten i Knudrisgade, og jeg har personligt set det som et lille glimt ind i et forlist parforhold, en lykkelig skilsmisse eller noget lignende.
Efter at være stødt på strofen på Aldersrovej blev min oplevelse af den lykkeligt forliste kærlighed styrket, men dét blev også sidste stop for det tolkningsspor. De øvrige bidrag til denne værkserie har fuldstændig drejet oplevelsen til en noget mere svævende og grundlæggende behandling af den (måske) menneskelige (under)bevidsthed.

Tekstvinduer
Teksterne holder sig formmæssigt til samme struktur; de tilstræber et firkantet udtryk, som opnås ved med jævne mellemrum at lave utraditionelle orddelinger for at bibeholde den rektangulære eller kvadratiske form. Effekten af denne formstædighed bliver, at teksterne kommer til at fremstå som en art alternativer til de vinduer, der i forvejen bryder murens monotoni. Dog kigger man i dette tilfælde på vinduerne i stedet for at kigge ind ad dem, og spejler måske netop derved den urbane kontekst, man er placeret i, mens man beskuer vinduet.

Gemte muligheder
Dette forhold pointeres i værket i Marstrandsgade: ”Inde bag disse/mure kunne g-/emme sig i en fi-/ktiv skat, som kunne rumme/hele menneske-/heden og føre d-/em til utopia.”. ’Vinduet’ her stiller spørgsmål ved, hvilke muligheder, der kunne ligge bag facaden. Herved åbnes ’et vindue’, der måske formår at sætte en kedelig og grå mandag morgen i et bedre lys ved at antyde de muligheder, der kunne ligge om det næste hjørne.

Åbne budskaber til ingen og alle
Dybden i indholdet og den overfladiske streetart kombineres ved hjælp af den diffusitet, som etableres via en upersonlig eller almen form for henvendelse. Hvilket vil sige, at der virkelig er åbnet for en bred identifikation; en identifikation, der bevirker, at man kan læse værket i forbifarten, uden at den med det samme ‘forstås’ og opleves som en anden persons statement (som eksempelvis ”vigtig per er fiktiv?”).

Hvis man giver ordene lov, kan de flyde rundt i bevidstheden og måske aldrig falde helt til ro, fordi de ikke giver utvetydigt mening. Meningen og den entydige tolkning udebliver i kraft af manglen på geografisk og personlig forankring.

Dobbelthed
På det indholdsmæssige plan oprettes altså en forbindelse mellem helt nære hverdagslige spørgsmål (parforholdet) og uhåndgribelige metafysiske emner (utopia). Samme forbindelse etableres i kombinationen af de hårde nu-og-her kriterier for streetarten og den eftertænksomme filosoferen over livet.

Denne dobbelthed, der optræder på flere niveauer i disse værker, udgør også en del af vores liv, verden og hverdag. Serien af århusiansk gadepoesi kan derfor ses som et forsøg på at få os til at stoppe op og reflektere – ikke nødvendigvis kun over teksternes indhold, men også over hvordan vi forholder os til hele udtrykkets tvetydighed.

Ingen censur
Streetart er kendetegnet af især to markante pointer: For det første det faktum, at værkernes betydninger nødvendigvis er 100 procent overladt til beskueren i kraft af kunstnerens anonymitet. For det andet alles mulighed for at komme til orde. Umiddelbart henholdsvis et positivt og et negativt karakteristika – i nævnte rækkefølge.

Men når nu gadens ulovlige udstillingsrum ikke censurerer skidt fra kanel, er det udelukkende op til værket selv at bevise sit værd. Derfor kan man anskue det at være blevet grebet af mystikken (eller hvad det nu er) i en enkelt serie af værker som et kvalitetsstempel.

Fokus på indholdet
I andre værkserier er der ofte tale om et enkelt ord, et symbol eller en figur – som for eksempel de mange Vigtigper–stencils eller taggeren Rebus. I disse tilfælde arbejdes der ofte med det grafiske udtryk som et statement i sig selv. Heroverfor står denne poesi-serie, som måske antager en nogenlunde genkendelig form, men hvor hovedvægten må siges at ligge på det diffuse og højtflyvende indhold i hvert enkelt bidrag. Et sådant fokus på indholdet medfører nødvendigvis en længere gyldighed, men er også atypisk for streetarten, som jo ellers har et hurtig-fordøjelse-i-forbifarten-kriterie som et væsentligt parameter for succes.

Jeg vil slutte med at citere Amaliegade: ”Med en tusch jeg/lånte forleden dag/skrev jeg mit navn/100 gange ingen k-/unne se det, men jeg/vidste, jeg havde s-/krevet mit navn/100 gange den dag.”

God jagt og god læselyst!

_______________________________