Gallerirevy København maj 2018: Fra de fjerneste galakser til vandet, vi drikker

Der er højt til loftet i de kunstnerdrevne udstillingssteder i København og omegn – selv om flere af dem ligger under terræn. Maj måneds gallerirevy er viet til tre udstillingssteder, der udmærker sig ved spændende nytænkning og store ambitioner.

Antallet af kunstnerdrevne udstillingssteder vokser støt i disse år. Antallet alene i København og omegn er oppe på over 40 ifølge en opgørelse fra 2017, foretaget af idoart.dk. De kunstnerdrevne udstillingssteder er under konstant forandring og flytter nomadisk rundt til nye kældre, nedlagte butikker, nedrivningstruede fabrikker m.v. Med få undtagelser er der tale om interimistiske udstillingssteder, der slår sig ned, hvor lejligheden byder sig. I disse fora arbejder kunstnerne idealistisk sammen om at skabe rammer om kunstneriske eksperimenter med en uangribelig faglig integritet – uden skelen til markedet. BKF – Billedkunstnernes Forbund – har i de seneste to år hædret de kunstnerdrevne udstillingssteder. I 2016 blev Huset i Asnæs, Sydhavn Station og Years prisbelønnet. I 2017 blev Ringsted Galleriet, Vermilion Sands, der ligger henholdsvis i Vestsjælland og i København, og Rum 46 i Aarhus hædret af BKF.

Frygtens transformative potentialer
Vi begynder med Marie Kølbæk Iversens (f. 1981), der er en fremtrædende, international billedkunstner. Hun udstiller pt. i Annual Reportt på Åboulevarden. Bemærk de to t’er, så man undgår at falde ind i erhvervslivets mange ofte omfattende årsrapporter, når man søger det på nettet. Udstillingen Birth of Muspelina består af tre dele, der alle afsøger grænseområderne i den menneskelige bevidsthed.

Det første værk er en snaps, som publikum får udleveret. Den har fået navnet New Spirits og er brygget på skovmærker, der skal åbne sindet hos publikum og bringe det i kontakt med den anden side af bevidstheden, inden man sætter sig og ser en 12 minutter lang video, Star Messenger. Tredje del er en bog, som kun er trykt i ét eksemplar: Birth of Muspelina.

Kølbæk Iversens 12 minutter lange video Star Messenger indledes med en optagelse af havet, hvis rytmiske bølgeslag langsomt forplanter sig til beskueren og får én til at falde ned – som en meditationsøvelse, hvor man koncentrerer sig om åndedrættet – der ækvivalerer med bølgeslag. Efterhånden falder mørket over havet på, og Kølbæk Iversen skifter nu kameraets retning mod stjernehimlen, hvor de tindrende stjerner får mere og mere kraft og danser på lærredet, efterhånden som der zoomes ind på dem – som sad man i et rumskib på en stjerneodysse. Til sidst skiftes der til nogle optiske stjerner, der danner kalejdoskopagtig mønstre. Det er en inciterende video – et epicentum midt i den pulserende gade udenfor – som at ligge ned og se en af Pipilotti Rists videoer.

Det tredje element, bogen, har en handling, der oscillerer mellem den hedenske og den kristne omverdensforståelse. Titlen Birth of Muspelina refererer til en feminin udgave af den oldnordiske gud Muspel, som i den nordiske mytologi leder ildriget Muspelheim. Det er en medrivende tekst – Kølbæk Iversen er også en begavet forfatter – og handlingen er stærkt billeddannende med en transformation af vølven til heks. Man kunne tænke sig at se Kølbæk Iversen udvikle et visuelt modsvar til de billeder, der ligger i teksten.

Det er en poetisk parallelverden, som Kølbæk Iversen fremstiller i sin kunst, der bygger bro mellem mange tider og omverdensforståelser. Det er stort, om end de tekniske visningsforhold i Annual Reportt efterlader en del at ønske.

Marie Kølbæk Iversen: Birth of Muspelina. Annual Reportt. Til 2. juni. www.annualreportt.com

Fra vand til kunst
Firmaet Aquaporin i Lundtofte er en verdenssucces. I 2014 vandt det en international pris – European Inventor Award – der også bliver kaldt erhvervslivets Oscar. Hemmeligheden bag succesen er opfindelsen af en såkaldt biomimetisk membran, som på en både økonomisk og bæredygtige måde kan omdanne forurenet vand til ultra rent vand. En af stifterne, Peter Holme Jensen, er gift med billedhuggeren Peter Bonnéns datter (og multikunstneren Kasper Bonnéns søster), Signe Bonnén, så kunsten er kommet naturligt ind i virksomheden. Værkerne kan opleves i den store produktionshal i Lundtofte, og på lageret er flere af Peter Bonnéns skulpturer opmagasineret. Der er tale om en heldig joint venture mellem erhvervsliv og kunst, som man ser alt for sjældent i dag. Renæssancens tætte forbindelser mellem kunst, videnskab og produktion bliver her revitaliseret på et ultra moderne grundlag takket være kunstnergruppen Diakrons arbejde med at forene virksomhedskulturen med diverse kunstneriske praksisformer.

Kunstner-/kurator-/forskningsgruppen bag er det syv medlemmer store kollektiv: Amitai Romm, Asger Behncke Jacobsen,  Aslak Aamot Kjærulff, Bjarke Hvass Kure, David Hilmer Rex, Morgan Sutherland og Thomas Ulrik Madsen. Deres projekt Primer, som også betyder grunder – kendt fra bl.a. make up-industrien, men også alskens underbehandlinger af overflader – handler om at kuratere udstillinger/projekter til Aquaporins produktionshal. Firmaet ligger i øvrigt i naturskønne omgivelser i Lundtofte nord for København.

For tiden vises udstillingen Life Without af Michala Paludan (f. 1983), men man har også integreret nogle fremsynede værker af Susanne Ussing (1940-98), der sammen med sin mand, arkitekten Carsten Hoff, opfandt begrebet cyperspace allerede i 1960’erne – omhandlende nye futuristiske og mere flydende arkitekturformer med afsæt i de tidligste erfaringer med computeren. I en række inciterende papirarbejder, der hænger på en hvid væg mellem diverse udstillingsobjekter fra fabrikken, opererer Ussing med en hypermoderne, ny rumbevidsthed. Værkerne er både smukke og suggererende, og man hensættes til en nærmest psykedelisk tilstand.

Michala Paludan, der er optaget af mange niveauer af dialogiske praksisformer, er uddannet i både Leipzig, New York og København. Hun har en master fra California Institute of the Arts i 2011.

Paludans værker intervenerer nænsomt/dekorativt og dialogisk i det 11-16 meter høje, lyse fabriksrum. To tekstilværker – i henholdsvis lyserød/laksefarvet og dueblåt – hænger og byder sig til som en ny æstetik inden for kitler. Tre billboard-store scenetæpper, malet af en professionel teatermaler på opdrag af Paludan, går i dialog med de visuelle, stramme omgivelser i fabrikshallen, så det er svært at afgøre, hvad der er virkelighed og fiktion. Det er en spændende cocktail af æstetik og funktionalitet, der mødes i disse højteknologiske omgivelser, hvor kittelklædt personale går til og fra, og hvor de store maskiner i det tilstødende store produktionsrum udsender en svag støj.

En række protestskilte, der læner sig op ad væggen, bringer nogle sært tvetydige meddelelser såsom ’Alle Flesh is Gras’ og ’Every Technology is Reproductive Technology’, der ifølge omviseren, billedkunstner og ph.d.stud. David Hilmer Rex, indimellem slår gnister hos personalet, der diskuterer dem i pauserne. Et spændende, innovativt projekt, Primer skifter udstillinger ca. hver tredje måned.

Michala Paludan: Life Without. Primer:diakron. Aquaporin, Nymøllevej 78, Kgs. Lyngby. Til 3. juni.

Gentrificering på Ydre Nørrebro
I det kunstner- og kuratordrevne udstillingssted Vermilion Sands (navnet er hentet fra J.G. Ballards Sci-Fi-noveller fra 1971 med denne titel) skal vi ned i kælderen under en ejendom på Tagensvej, der huser en Netto og Dansk Skuespillerforbund. Det er en lettere spooky nedgang – et mennesketomt og cool site. Her finder man det lille udstillingsrum ved siden af et større kunstneratelier. Billedkunstneren Kevin Malcolm fra Skotland tager venligt imod og viser rundt denne søndag uden for åbningstid. I første omgang må man gnide sig i øjnene for at spotte værkerne i den kridhvide, underjordiske kube. Gruppeudstillingen Uptown High Rise No 2 er den anden af tre, der sætter fokus på de både positive og negative følger af gentrificeringen. Kunstnerne tager afsæt i en lokal problematik, som den oplever på deres egen krop på Ydre Nørrebro, men lignende tendenser iagttages i andre kvarterer i den voldsomt ekspanderende København, såsom Carlsbergbyen, Nordhavn og Sydhavn.

Den britiske billedhugger Tessa Lynch (f. 1984) udstiller fire paraply-stativer, der ligger på gulvet og er mere eller mindre destruerede. Hun interesserer sig for de påvirkninger, som de urbane strukturer har på menneskelivet, og hvordan de manifesterer sig fysisk. Der er også en videotekst om at bevæge sig gennem byrummet som flâneuse, mens hendes lodrette metalpæl, som kan holde kæder eller reb oppe i indkørsler, hvor man ønsker at holder indtrængende ude, diskret fortæller, at urbaniseringen også handler om at sortere folk. Et stort værk på masonit af Heine Thorhauge Mathiasen (f. 1982) viser, at af to dele, der skærer hinanden opstår en delmængde – en ny form for territorialisering?

Den svenske billedkunstner Henning Lundkvists værker ligger tilsyneladende lidt uden for gentrificeringsproblematikken. Dels har han udgivet en yderst læseværdig bog med titlen Planned Obsolescence – A Retrospective – en fiktion, der kritisk reflekterer over kunstnerne og forfatternes store kulturelle kapital, som de imidlertid sjældent eller aldrig kan kapitalisere på økonomisk. Det drejer sig om prækariatet, der må ernære sig via andre hverv på en måde, der kan sammenlignes med U-landsbistanden til tredjeverdenslandene, skriver han. Det er en ”roman” i den sorgmuntre ende af skalaen. Fortalt med samme tragikomiske, men kritiske brod, som man kender fra bl.a. den herboende, hollandsk-svenske performanckunstner Olof Olsson. Også Lundkvist har vid og bid – og hans analyse af tingenes tilstand er korrekt, men viser også absurditeten i, at kulturproducenter og deres produkter ofte behandles overmåde ilde.

Desuden viser han udstillingsplaner fra tidligere shows. Hans lille nevø, oplyser Malcolm, har overtegnet dem med en barnlig, rød streg som en ”appropriation”, et indgreb fra en udeforstående i en specifik kunstnerisk kontekst. Udstillingerne har angiveligt været vist i kunstnerdrevne udstillingssteder, hvoraf flere i dag er lukket ned. Hermed dokumenteres det med al ønskelig tydelighed, hvor nomadisk disse prisværdigt seriøse, idealistiske udstillingsplatforme er, hvor hårdt de må kæmpe for at overleve, og hvor kort deres levetid ofte bliver, selv om de er væsentlige demonstrationslokaler for de allernyeste tendenser i samtidskunsten.

Mere info på www.vermilionsands.net

Uptown High Rise No. 2. Vermilion Sands. Til 16. juni.