Gallerirevy København Oktober 2023. Feminin urkraft

Den københavnske kunstscene – som denne Gallerirevy præsenterer i sin spændvidde fra kunsthal over galleri til projektrum – strutter pt. af feminin urkraft. Uafviselige billeder, skulpturer og installationer fremfører de kvindelige kunstneres agendaer, men værkerne lever samtidig i deres egen ret uden at forfalde til agitprop.

Lad os indlede denne revy med dialogudstillingen Ingen skaber alene. Recycling_Cyborgs i Galerie Mikael Andersen. Her forholder billedhuggeren Elisabeth Toubro (f. 1956) sig i 16 nye værker til sin ældre kollega Sonja Ferlov Mancobas oeuvre (1911-84).

Udstillingstitlen er et citat af Sonja Ferlov Mancoba med et appendiks om cybertiden. Toubro, der har researchet længe i Ferlov Mancobas liv og kunstneriske virke, bringer citater fra breve og fra kunstnerens dagbøger, skrevet direkte med blyant og skråskrift på værkserien Sonjas Skygge – flade skabelonskulpturer i træ, beklædt med mønstrede og blomstrede tapeter fra 1940’rne og 50’erne. Disse skabelonværker mimer alle reelt eksisterende skulpturer fra Sonjas produktion og læner sig op ad væggen.

Den anden værkserie er i udført i fiberbeton m.m. og er placeret på nogle lidt trashy podier. Enkelte er forsynet med ledninger, andre har fået førstehjælp i form af pace-maker eller andre teknologiske anordninger såsom mobiltelefoner og transistorradioer fra den moderne tid og cybertiden. Det er disse cyborgs, undertitlen refererer til.

Nogle af disse værker har yderligere træk, hentet fra dyre- og planteverdenen såsom gevirer og grene, der er applikeret på dem. Alt i alt peger disse særegne og dybt originale, hybride personaer på vores forbundethed ikke kun med hinanden via trådløse eller fysiske kabler, men også med naturen. Hermed påminder Toubro os om, at mennesket ikke længere kan betragte sig selv som universets centrum. Tværtimod er vi indlejret noget meget større, der gør os omverdensafhængige og sårbare.

Begynder forfra

På Sonja Ferlov Mancobas tid herskede der på den ene side en defaitisme som følge af 2. verdenskrigs rædsler (og dem fik hun personligt at mærke i form af angst og afsavn i almindelighed og adskillelse fra hendes mand, Ernest Mancoba i særdeleshed), men i efterkrigstiden voksede der en ny humanisme frem, der gav plads til det legende menneske og nye, spændende fremtidsutopier, der hvilede på humanisme og pacifisme. Det var i høj grad disse nye tanker, som hendes værker var inspireret af, samtidig med at hun hentede inspiration i den afrikanske maske og skulpturkunst.

Vores tid er ganske anderledes og præget af en materiel ekspansion og succes, især her i Vesten, hvor vi er blevet vores egen værste fjende og årsag til den selvskabte apokalypse, vi står i nu. Elisabeth Toubros nye værker udspiller sig i spændet mellem disse to tider.

Elisabeth Toubro er en af de mest originale og radikalt eksperimenterende billedhuggere i Danmark, både når det gælder emnevalg, materialer og medier. Hun synes at starte forfra hver eneste gang og udfordrer sig selv fra grunden. Det beviser hun endnu en gang på sin nye udstilling.

Elisabeth Toubro: Ingen Skaber Alene. Recycling_Cyborgs. Galerie Mikael Andersen. Til 18. november.

Artist Library i grøn, pink og gul

Bag akronymet RHB med Nana som fornavn gemmer sig multimediekunstneren Nana Rosenørn Holland Bastrup (f. 1987), der er uddannet fra Hochschule für bildende Künste i Hamborg i 2015, og som gennemgående er optaget af spillet mellem forskellige materialiteter og repræsentationsformer, for eksempel fotografisk medierede gengivelser og glatte overflader, der møder analoge, fysiske spor. Hun er netop nu aktuel med udstillingen Artist´s Library i Kunstbiblioteket, som er en kombination af genbrug og videreudvikling af hendes installation Papp no. 1 fra 2010.

Den nye, stedsspecifikke installation består dels af en godt 9 minutter lang videofilm, som afspilles i et lille, råt siderum. Her dokumenteres installationens fremstillingshistorik fra første fase, hvor hun samler ”bogreoler” af papkasser. Udstillingens øvrige værker er tre fotostater af disse ”bogreoler”, som senere er fotograferet med tre forskellige farvefiltre – henholdsvis skriggul, punk og skriggrøn. Dernæst har hun malet en række selvopfundne bogtitler på bogrygge med adresse til kunstverdenen, såsom ”Identitet”, ”Kunstens fortid”, ”Love me or Leave me”, ”Kunst eller svindel” og tyske sætninger som ”Jedes Kunstwerk Fragt” (ethvert kunstværk stiller spørgsmål), malet direkte på fotostaterne.

Som sådan refererer Nanas værk – om end i et blødere og mere kulørt udstyr – til 1960’ernes britiske Art & Language-bevægelse, der stillede kritiske spørgsmål til den moderne mainstream-kunst og også lagde grundstenen til konceptkunsten.

Stedsspecifikt ”kunstbibliotek”

Artist´s Library forholder sig direkte til stedets kultur og brug. Kunstbiblioteket blev grundlagt i 1957 af Fluxus-kunstneren og projektmageren Knud Pedersen (1925-2014), der begyndte med ”Byens billede” – typisk et maleri på et staffeli, der blev placeret rundt om i København. Det blev så stor en succes, at Knud Pedersen flyttede sin nye virksomhed ind i hovedskibet på Nikolaj Kirke, der på det tidspunkt lå ubenyttet hen. Virksomheden eksisterer endnu, så man kan stadig låne værker med hjem af de mange kunstnere, der skal have udstillet på minimum en af de statsanerkendte, censurerede udstillinger for at kunne bidrage.

Det var også Poul Pedersen, som arrangerede de første Fluxus-udstillinger i Nikolaj Kirke. Med Kunstbiblioteket var det hans ønske at få kunsten ned fra soklerne og ud til folket, hvor den kunne give anledning til diskussioner på arbejdspladserne. I 1970 flyttede Kunstbiblioteket til dens nuværende adresse i Nikolajgade 22. De første mange år blev Knud Pedersen opfattet som en anarkist og rebel, men til sidst blev han hædret med Akademiets Høyen-Medalje. Det skete i 2006.

Tak til Nana RHB for en forfriskende kunstoplevelse med fake bøger og for med sin udstilling at reaktualisere Kunstbiblioteket.

Nana RHB: Artist´s Library. Kunstbiblioteket, Nikolajgade 22, 1068 København K. Til 9 nov. NB! Lukket i efterårsferien.

Et fantastisk match

Maleren Mie Olise Kjærgaard (f. 1974) er gået sammen med billedkunstneren Rose Eken (f. 1976), som er mest kendt for sine unikke værker i glaseret papirler, om at skabe en intens og inciterende kunstnerisk fællesytring, der udspiller sig i Gammelgaards tre udstillingssale. Gammelgaard i Herlev er virkelig ved at komme op på beatet med stribevis af seværdige udstillinger, takket være enmandshær og direktør Anne Reetz Wessbergs ambitiøse udstillingslinje.

Ekens dødspoetiske og gotiske punk-univers, der får os til at rette blikket nervøst mod Helvede, får her et effektivt modspil af Mie Olises ekspressive feministiske allegorier over uovervindelige, moderne amazoner, der rider på store uhyrer, som de vel at mærke har fuld kontrol over.

Hun slipper stærke og overvældende kræfter løs på de undertiden gigantiske formater, så motiverne brænder igennem både koloristisk og med en næsten aggressiv penselføring, så man nærmest må værge for sig. Samtidig er der ikke så lidt humor ude at gå. Mie Olise tør, hvor mange andre kvindelige kunstnere tøver.

Et af værkerne har da også titlen Female Rage. Det er Sankt Georg med dragen i fuldt udtræk og med feminint fortegn. Metaforer for kvinder, der så at sige har sat sig op på hesten og har taget tøjlerne i egen hånd. Mie Olise er på én gang en excellent håndværker og en oprører, som aldrig ønsker at please, snarere råber hun folk op. På det punkt ligner hun sin ældre malerkollega Ursula Reuter Christiansen (f. 1943), som heller ikke lægger fingrene imellem.

Lad lyset skinne

Rose Eken har skabt en tour de force af en totalinstallation – en hel verden – i glaseret papirler. Både hvad angår det store antal af værker, som det må have taget en krig at fremstille, og i værkernes prægnans og raffinerede udformning, imponerer hun.

I sin cyklus Sisters of the Moon optræder på sokler og arrangeret i et cirkelslag ruinøse, kvindelige portrætbuster glaseret i brune og sortgrønne nuancer. Nogle af dem har hår, der som hos et andet Medusahoved svøber sig slangeagtigt og skulpturelt omkring deres smukke kontrafejer, hvis ikke det rejser sig fra hovedbunden og bliver til horn. En uheldssvanger ravn hænger ned fra loftet og breder sine vinger ud, flankeret af en buket valmuer – endnu et vanitas-symbol – husk-du-skal-dø-tegn.

Der er deciderede hybridvæsener – kvinder med hjortegevir, der – i lighed med ovenfor omtalte værker af Elisabeth Toubro – kommenterer på menneskenes dyriske sider og forankringen i naturen. Og der er sågar en lille vandkunst forestillende en kvinde, der vasker sit ansigt med vand fra et fad. Der er bomber og brændte solsikker, kranier, tarotkort og drikkekar, som – hvem ved – snart skal fyldes med giftdrikke. Det er en nærmest Christian Lemmerz’sk dødspoesi, fyldt med kvindeskikkelser, der er svangre med apokalypse, død og mørke.

Udstillingen kan dels opleves i den gamle lade, dels i den nye. Arkitekturen og værkerne spiller fint sammen. I hovedhuset præsenterer kunstnerne i en video deres koncept og processen og dynamikken under produktionen af udstillingen. I rummet ved siden af hænger nogle fascinerende tekstilværker i flere lag og i forskellige farver og stoflige kvaliteter, som kunstnerne har udført som fællesværker.

Det er en yderst seværdig udstilling, hvis titel Shine Your Light refererer til Mathæus Evangeliet, kapitel 5 vers 16, hvor Jesus siger til disciplene: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Men sætningen er almindeligt brugt, også i popsange, hvor det handler om uselvisk at gøre gode gerninger. Om Eken og Mie Olise gør gode gerninger med deres værker, kan man diskutere, men at de gør gode værker, er indiskutabelt. Husk, at al god kunst er politisk, men al politisk kunst er dårlig, som Asger Jorn sagde.

Rose Eken og Mie Olise Kjærgaard: Shine Your Light. Gammelgaard Kunst & Kultur. Til 19. november.