Gallerirevy København okt 2019: Vulkankvinde, biopsi og natur på syre

Ursula Reuter Christiansen har fået sit sene gennembrud såvel herhjemme som i sit oprindelige hjemland, Tyskland, mens Tina Maria Nielsen konsoliderer sin position som en af tidens mest interessante billedhuggere med sit materialetransformerende og tyste formsprog. Fra udlandet pirrer den amerikanske billedhugger Mathew Roney os finurligt med strømførende, dystopiske skulpturer, som trods deres foruroligende indhold virker stærkt forførende.Det er ikke nogen nem opgave at skulle udvælge kun tre ud af et stort antal glimrende udstillinger på den københavnske galleriscene. Men lad os her starte med Ursula Reuter Christiansens anden soloudstilling hos Sabsay, der er et must – og det af flere grunde:

For det første er den en vigtig brik i denne tyskfødte (f. 1943) malers sene gennembrud. For det andet viser den, at hun på trods af, hvad dåbsattesten viser, er mere vital end nogensinde. Titlen Volcano Woman bliver fuldt ud indfriet af værkerne, der skriger fra væggene. Ursula Reuter Christiansen bruger sin ekspressive kunst til at ransage sit køn og de kvinderoller, som hendes lange liv har tvunget hende ind i.

Ursula Reuter Christiansen har hang til myter og eventyr, hvilket løfter de mere nutidige, feministiske kommentarer og giver dem perspektiv og evighed. Hendes skrappe palet kanaliserer de signalkraftige statements direkte frem til betragterne. Udtryk og indhold går hånd i hånd. En ny film om kunstneren med titlen Jeg er mine billeder, og mine billeder er mig, som den unge instruktør Rine Rodin netop har lavet, bekræfter denne totale sammenhæng mellem værk og liv, når det gælder Ursula Reuter Christiansen.

Menneskekværn

Trods den skrappe palet med mange komplementærkontraster balancerer malerierne koloristisk på en knivsæg. Lad os her nævne maleri-installationen Human Grinding Mill (2019), der har en firklang af rødt, grønt, turkist og orange. Her svinger farverne, så det er den rene musik for øjet. Her bliver en rød menneskeskikkelse pulveriseret i en håndbetjent kværn, og små stykker menneske falder ned på gulvet. Det makabre indhold kan minde om den tyske børnebogsforfatter Wilhelm Busch’ (1832-1908) morbide univers, især hans tegnede fortællinger om de grænsesøgende drenge Max und Moritz.

Reuter Christiansens nye værker er inspireret af en rejse for nylig til den spanske vulkanø Lanzarote med det karakteristiske, ørkenagtige månelandskab. Vulkanen er en oplagt metafor for en mental eksplosion, der efter lang tids ”fortrængning” pludselig bryder ud og spreder sit højeksplosive indhold i verden.

I øvrigt så jeg for nylig Reuter Christiansens første soloudstilling på et tysk kunstmuseum, nærmere bestemt Roter Fluß på Museum der Bildenden Künste i Leipzig (til 20.10.). Her får den tyske kunstoffentlighed en kyndig omvisning i hendes bemærkelsesværdigt sammenhængende oeuvre fra 1968 og frem. Det er gennemgående feministiske og antikapitalistiske værker, blødt op af drømme, myter og eventyr – inklusive filmene Tre piger og en gris, Skarpretteren (begge fra 1971) og Den røde skov (1987). Ursula Reuter Christiansen er en stærk og vigtig stemme i dansk samtidskunst.

Ursula Reuter Christiansen: Volcano Woman. Sabsay Gallery. Til 2. november

Et ekko fra fortiden

Titlen Echoes på Tina Maria Nielsens (f. 1964) udstilling i Galleri Kant henviser til hendes kunstneriske praksis generelt: Hun excellerer især i afstøbninger af hverdagsobjekter, som gennem transformationsprocessen og eksponeringen i kunstrummet bidrager til at omkode vores tillærte virkelighedsopfattelse. Men denne gang er hendes ”ekkoer” hentet andre steder, nemlig i naturen og i kunsthistorien.

Dels handler det om fuglereder, som er et stykke skrøbeligt natur-arkitektur. Værkgruppen har titlen Birds Leave Their Nest. De små bronzereder med grene og det hele forvandler noget fragilt og midlertidigt til noget tungt og evigt. De er placeret på et grid af transparente plexiglaspodier i forskellig højde, så de synes svævende i rummet som nodehovederne i et partitur. Dermed føjes et ekstra, symbolsk lag til skulpturinstallationen: Visualisering af fuglesang. Et enestående værk.

I rummet ligger desuden en kridhvid paraffinafstøbning af en skulptur fra 1. århundrede af en nøgen, mandlig torso. Typisk mangler nogle lemmer og hovedet. Man bemærker, at en person sidder overskrævs på torsoen, der kan minde om de mumificerede ofre i Pompei, hvor mennesker mistede livet i den glødende lava midt under akten. Materialet får skulpturen til at fremstå som et spøgelse fra fortiden. Titlen Erotic of Unknown Origin spiller oplagt på erotikkens evige tilstedeværelse i menneskelivet.

Herudover viser kunstneren værkserien Biopsies, Bit by Bit, der består af fragmenter, hentet i ovennævnte paraffin-skulptur, men nu stykkevis og delt og støbt i aluminium. Der er flere interessante værker, som pladsen her ikke tillader at gå i dybden med. Udstillingen befæster Tina Maria Nielsens position som en af de mest interessante billedhuggere i sin generation. Skønt hun er konceptuelt stærk, er hun også meget materialebevidst og en raffineret æstet, hvilket til fulde bekræftes i hendes nye, stedssensitive og originale kirkeudsmykning til Lillebrænde Kirke på Falster.

Tina Maria Nielsen: Echoes. Galleri Kant. Til 27. oktober.

Foruroligende pastoraler

Det er femte gang, den amerikanske billedhugger Matthew Ronay (f. 1976) udstiller solo hos Nils Stærk. Udstillingens indviklede titel Polypastoraline er selvopfundet og henviser til noget pastoralt – dvs. landligt og idyllisk – et tema, der er blevet dyrket i kunsten fra Romerrigets freskoer til landskabsmalere som Giorgione, Tizian, Claude Lorrain og Nicolas Poussin.

De 11 nye skulpturer er udskåret i amerikansk lindetræ. De er så fint forarbejdet og koloreret, at det er den rene øjenlyst. Nogle af dem har direkte erotiske referencer med deres erigerede lemmer og tentakelagtige føleorganer, andre er mere humoristiske og gådefulde og atter andre synes at have absorberet den nyeste teknologi med antenner og ledninger og forekommer ret uhyggelige.

Selv om de i udgangspunktet er abstrakte, så er de alle forlenet med en egen personlighed og poesi. Enkelte har en lodden overflade, andre er glatte, så man får ubændig lyst til at røre dem. De 11 skulpturer er placeret på lave, hvide, geometrisk formede podier, som løber gennem udstillingsrummet og forbinder skulpturerne til en form for fælles alfabet.

I en video på Youtube fortæller Ronay, at han altid tegner sine skulpturer, før han skærer dem i træ. Galleriet oplyser i øvrigt, at han er farveblind, og at valget af farver hviler på et tæt samarbejde med hans hustru.

Oprindeligt påmindede de pastorale scenerier menneskene om den ro og harmoni, som fandtes i naturen. Men i dag med økokrise, plastic i verdenshavene og smeltende poler, er dette blevet en tvivlsom affære. Mange af Ronays skulpturer har da også nogle nærmest giftige farver, der får dem til at virke som naturen på syre. Faktisk virker skulpturerne stærkt dystopiske, når man kigger nærmere efter. De viser, hvordan naturen er under konstant angreb, ligesom genmassen muterer, og den økologiske balance er i foruroligende uorden.

 Matthew Ronay: Polypastoraline. Nils Stærk. Til 19. oktober.