Gallerirevy oktober 2022: Maria Wæhrens uden filter

Tre stærke kvindelige kunstnere fortæller på hver sin måde om at være i verden som sårbart individ og om at sprænge fornuftens fængsel i ekstasen.

Maria Wæhrens (f. 1976) er en bad painter, forstået som en maler, for hvem pæne penselstrøg, smukke farveklange og velafbalancerede billedkompositioner er faux pas eller no go.

Stilen Bad Painting blev lanceret af den amerikanske kritiker og kurator Marcia Tucker, som i 1978 kuraterede en udstilling med denne titel i The New Museum i New York med 14 stort set ukendte malere, der lod hånt om malestilen og i stedet miksede tegneserieæstetik og streetart med mere klassiske stilarter. De malede råt og uforfærdet uden at kere sig om at fremkalde et æstetisk ubehag hos publikum.

Wæhrens er med på deres hold, og der er syn for sagen i den aktuelle udstilling, Tradition # 1, på galleriet Gas 9 på Vesterbro.

Hendes stil er ad hoc: Hun griber til det formsprog, der nu og her egner sig bedst til at udtrykke hendes aktuelle, emotionelle tilstand. Stoffet henter hun i sit indre. Hendes ‘fortællinger’ på fladen er vitale og formidlet helt uden filter, som var der tale om en form for stream of consciousness.

Resultatet er disse ekspressivt-følsomme, flydende og efemere eller luftige udladninger, som hun lader strømme fra sig med intuitive penselstrøg.

Publikum kan bruge hendes værker som døre ind til deres eget inderste, hvor de møder sig selv afklædte, nøgne: Wæhrens’ malerier er hendes krop. Der er tentativt ingen afstand mellem hende og fladen.

Hun kommunikerer sin smerte, tvivl, jalousi, mismod, nederlagsfølelse og andre ‘forbudte’ følelser videre, hvilket er befriende og meget, meget modigt. Især i betragtning af de samfundsmæssige normer, som hylder værdier som skønhed og materiel succes, og som har varegjort menneskelivet og reduceret os til konkurrenter, hvis eneste lykkeparameter er forbrug.

Tegn og underlige gerninger

Det er en gave til publikum, som genkender følelsen af at være forslået og ulykkelig, og som i Wæhrens’ billedunivers kan starte en samtale om alle de vanskelige følelser, som hører menneskelivet til. Og så er hendes malerier ganske enkelt underskønne!

Koloristisk er hun helt oppe at køre, og det vrimler med tegn og underlige gerninger. Se bare det fnuglette pastelfarvede maleri Gå din vej Maria # 12, som man lige skal fokusere på, inden man ser moren, der løfter sit barn i vejret. Mange værker handler om kvindekroppen, reproduktionen og den kvindelige seksualitet.

Man glemmer også sent det komplekse Gå din vej Maria # 10, der er en kompleks virkelighedsforhandling med maleriske midler. Det vækker mindelser om både Munch og Per Kirkeby.

Udstillingen er orkestreret omkring 15 malerier – mest malet med æggetempera, olie og kridt – på kasserede sorte og grønne masonitplader med synlige rester efter de DSB-køreplaner, der oprindelig var klistret på dem.

De hang tidligere i gangen på Sydhavn Station, men Wæhrens fik mulighed for at male på dem, da hun tilbage i 2019 blev inviteret med på gruppeudstillingen Sjæleflager på Udstillingsstedet Sydhavn Station, hvor serien blev ophængt i passagen under togperronen.

Titlen på værkerne Gå din vej, Maria (I-15) er mangetydig, men henviser også til rejsens bevægelse. Herudover indgår en række papirarbejder med harelim og æggetempera på papir. Disse mere gestiske og enklere motiver med titlen My Pain Your Pain (2017), skildrer motiver i overgangen mellem en indre kamp hen mod en åbenhed og modtagelse.

I det hele taget konstaterer man, at Wæhrens på trods af sine kropsligt forankrede billedfortællinger med fangarme, blod, sekreter, æg, hår og øjne også rummer noget metafysisk, nærmest religiøst.

Hun har efterhånden vedkendt sig nødvendigheden af en tradition, ikke kun i kunsten, men også livet i almindelighed, jævnfør titlen, der også henviser til hendes dedikerede mellemværende med den ekspressive kunst fra nævnte Edvard Munch og frem.

Wæhrens dimitterede som maler fra Kunstakademiet i 2005 hos malerprofessor Ursula Reuter Christiansen, der nok er den mest fremtrædende bad painter i dansk kunst. Hun er simpelthen vildere end de vilde malere i 1980’erne, så Wæhrens har oplagt følt et valgslægtskab med hende.

Maria Wæhrens: Tradition # 1. Gas 9. Til 12. november

Høydepunkter

Jytte Høy (f. 1951) har i årtier haft en eksperimenterende og original tilgang til den tredimensionale kunst, og lige nu er nu hun udstillingsaktuel i Galerie MøllerWitt.

Hun er lige dele ånd- og håndværker i egenskab af en materialebevidst konceptuel kunstner, der konstant prøver kræfter med nye materialer og medier, ofte så prunkløse som elastikker og fundne grene, som hun via en skulpturel syntaks investerer i nye billedfortællinger i tre dimensioner.

Hun forlener ofte værkerne med sin absurde humor og svævende poesi og med sin udviklede sans for rum og skala.
På hendes nye udstilling har hun arbejdet med materialer som aluminium, bronze, fotografi, træ og galvaniseret stål.

Værkerne indgår alle i en større fortælling, der peger hen mod sorgarbejde, hvilket også antydes i den aparte, todelte titel Five Broken Hearts & Studio Rendezvous.

Den semi-retrospektive udstilling inkluderer værker fra 2006 frem til i år. Første del refererer til de mange globale problemer, vi står over for i dag, men handler lige så meget om nogle personlige tab, som Jytte Høy øjensynligt har lidt.

I tre nye værker pågår der et sorgarbejde: Et tekstværk er monteret på en slags nodestativ med et citat fra den franske digter og matematiker Jacques Roubauds digtsamling Noget sort fra 1990. Ved siden af optræder et kæmpemæssigt stiliseret kranium i tre dimensioner, fremstillet af galvaniserede stålrør. Værket er hendes kunstneriske respons på digtet, ligesom et aluminiumsrelief med titlen Five Broken Hearts. One Mended på en både anskuelig og nærmest naiv og rørende måde viser, hvorledes et hjerte, der er bristet, kan heles igen.

Anden del henviser til tabet af hendes atelier, som hun har haft i 25 år. Her har hun fundet kompensation i den rumænsk-franske billedhugger Constantin Brâncusis (1876-1957) rekonstruerede atelier på pladsen ved Pompidou Centret i Paris. Her genfandt hun troen på kunsten og blev mindet om sin gamle billedhuggerprofessor Willy Ørskovs (1920-90) credo om, at kunst har evnen til at forvandle en off day til en on day.

Inspireret af Brâncusis atelier har Jytte Høy genskabt nogle af de værker, som blev til i hendes gamle atelier, herunder det inciterende Tyngdekraftsrelief Himalaya; området omkring Mount Everest (2014), en omvendt genskabelse af verdens højeste bjergkæde ved hjælp af lodder og snore, således at tinderne vender nedad.

Tableauet befinder sig inde i et kabinet, og i et fotografisk værk på aluminium har hun fotoshoppet det ind i Brâncusis atelier, som var det blevet til der. Ved at ‘låne’ et atelier af en kunstner, som hun føler sig åndsbeslægtet med, forsøger hun at hele sin sorg over at have mistet sit eget atelier gennem 25 år. Atelierer vokser hen ad vejen sammen med kunstnerne som et ekstra lem.

På den lidt stykkevis og delte udstilling med mange, meget stærke værker, der dog peger i forskellige retninger, indvier kunstneren os i nogle personlige smerteoplevelser. Lad os håbe, at værkerne kan transformere en off period til en on period.

Jytte Høy: Five Broken Hearts & Studio Rendezvous. Galerie MøllerWitt. Til 29. oktober.

Ekstase i junglen

Galleri Specta har netop blændet op for en udstilling med en af galleriets gamle kendinge: Sydafrikanske Frances Goodman (f. 1975), som nu gæster galleriet med sin fjerde soloudstilling.

Hendes værker vipper på kanten mellem popkunst og mere klassisk kunst, og hun benytter hyppigt materialer fra skønhedsindustrien – denne gang er værkerne konstrueret af kunstige negle og pailletter.

Det græske ord ekstasis betyder det at være ude af sig selv, dvs. at forlade sit vante jeg og tilsidesætte rationaliteten eller fornuften for at opnå en anden – ofte nydelsesfuld – mental tilstand.

Goodmans stramt orkestrerede udstilling består af kun fire værker, hvilket giver øget fokus. Udstillingens første billede, som hænger ved indgangen, er pailletværket Beckoning (vinkende). Her lokker en smuk, rokokoagtigt udseende kvinde os med ind i en frodigt-grøn jungle og dermed med ind i udstillingen.

Med hovedværket The Dance, et mesterligt, trefløjet, Matisse-inspireret billede, ankommer vi til junglen. Motivet er en runddans. Farverne er syrede, som var personerne i ekstase.

I sine delvis performative pailletbilleder har Goodman først instrueret de agerende og dernæst fotograferet dem for at benytte dem som ‘malerisk’ forlæg. Disse mænd, kvinder og børn synes opslugte af dansens bevægelser og af hinanden – som i en ekstatisk fællesrus.

Derudover viser Goodman to bannere med sætningerne I Want More og Still Searching med en henvisning til hedonisme og trang til ekspansion. De er dannet af rækker af kunstige negle. De nørdede værker er kunstfærdigt udførte stykker kunsthåndværk. De består af tusindvis af pailetter og hundredevis af kunstige negle, som er udført af arbejdsløse mænd fra townships i Johannesburg, hvor det som oftest er kvinderne, der er i arbejde.

Bannernes kommentarer forholder sig mere direkte og kritisk til den iboende tendens til konstant at ville sprænge livsrammerne i en søgen efter meningen. For det moderne luksusmenneske er nok aldrig nok. Der er altid behov for endnu en kunstig negl…

Frances Goodman (ZA, 1975) bor og arbejder i Johannesburg, Sydafrika. Goodman dimitterede fra Goldsmiths College i London i 2000 og har blandt andet modtaget Cecily Brown Fellowship for Outstanding Woman Artists.

Blandt hendes seneste soloudstillinger kan nævnes Transmogrified på Richard Taittinger Gallery i New York i 2021 og Uneventful Days, på SMAC Gallery i Cape Town, 2020.

Frances Goodman. Ecstasy. Galleri Specta. Til 12. November.