Gas-associationer og frygtens værdi

De syriske gasangreb skete forholdsvis parallelt med premieren på Hollywood-filmen World War Zombie. Ud over den tidsmæssige sammenhæng er begge hændelser hybrider mellem fakta og fiktion. Det, der yderligere binder dem sammen som ensartede fænomener, er den frygtindgydende realitet af en usynlig fjende. Zombierne smittes med en hurtigvirkende virus, gassen kvæler uanmeldt.

Territorierne mellem det sagte og det usagte, det synlige og det usynlige har som kunstnerisk slagmark en meget omfattende historie. Men indsigterne gennem kunsten kan mere direkte hjælpe os til at forstå sammenhænge på et både globalt, videnskabeligt og humanitært plan.

Præmissen for World War Zombie iscenesættes i et katastrofescenarie, hvor en hurtigspredende pandemi forvandler kvinder, mænd og børn til uhyggelige fabelmonstre, der som frådende myrehære arbejder målrettet på at smitte endnu flere, uden at skænke døden (eller rettere livet) en tanke – fx ved at bygge en bro med deres egne kroppe eller at kaste sig hovedløst ud fra en bygning, i forsøget på at nå endnu et offer.

Liv og død
Disse kollektivt tænkende væsner, der alle samles om et fælles mål, kan siges at være billedet på vor samtids individualismes største fjende. Ud over den måldrevede fællesskabsfølelse, der igangsættes af det farlige zombievirus er der, så snart forvandlingen til zombie har fundet sted, ingen empati eller sentimentalitet at spore hos de pågældende over for kroppen, der engang var dem kær:

”That creature used to be my wife”, som en af filmens karakterer konstaterer.

Denne adskillelse mellem krop og sind, sundt og sygt, er kendetegnende for den vestlige opfattelse af mennesket, der forventes velfungerende, effektivt og lykkeligt. Døden kan vi ikke forholde os til, og depressive stadier får symptombehandling, frem for mere dybdegående behandlingsforløb. Psykoser udløser tvangsindlæggelser med den begrundelse, at virkelighedsforståelsen er forstyrret.

Men sker lignende forstyrrelser ikke i en dagdrøm? En forelskelse? Eller imens man ser nyheder på NEWS?

Mødet mellem den psykotiske og psykiateren kan ikke være ligeværdigt, hvis det samfundsmæssige mål er påvirket af en historisk udvikling, der opdeler rigtig og forkert, rask og syg, zombie og ikke-zombie.

Frygtens retorik
Midtvejs i filmen flirter instruktøren, Marc Foster, med tanken om at klodens redning vil udspringe fra Israel, da de kvikke israelitter er på forkant med katastrofen i kraft af deres enorme erfaring med opbygning af mure.

Det er ikke nødvendigt at afsløre, hvad konklusionen på denne tanke bliver, men det er interessant at understrege, at vores familiefar og superhelt, hovedrolleindehaveren Brad Pitt i en intens, langsom scene får åbenbaringen om, hvorledes en kur kan findes netop her – ved Grædemuren i Jerusalem.

Det er foruroligende, at Syrien har valgt at overskride de krigskonventioner, der forbyder brug af gas. Når man tænker over det, er valget dog ikke overraskende, da gas udover sin nemme produktion og distribution også besidder det mest essentielle våben i krig: frygt.

I samme grad som terrorismeretorikken de sidste tolv år har konstrueret undskyldninger for at gå i krig dér, hvor diplomatiske og økonomiske interesser er i højsæde, lyder det desværre som om, den usynlige gas har samme potentiale til at stimulere krigsliderlighed og endnu et masseødelæggelsesvåben, vi aldrig får at se.

Ydermere er det nærliggende at pointere, at dem, der distribuerer denne frygt, ikke er terroristerne, men derimod vores egne nyhedsmedier, hvis kapital er investeret i netop frygt. 

Frygtens kapital
Mediernes frygtmekanismer er gammelt nyt, men disse strukturer kan alligevel ikke nævnes ofte nok. At bruge humanistiske intentioner om verdensfred klinger hult, når de kommer fra den supermagt, der selv indtil for nyligt havde de største lagre af nervegassen Sarin, der blev brugt i Syren.

De opmærksomhedskrævende spisesedler sælger varen gennem underholdningsværdien i frygt og skaber herved grundlag for den opbakning, der skal til, for at fjerne endnu en diktator på grund af et våben, vi ikke helt forstår. Selv benytter vi os af kamuflerede droner, der er næsten umulige at få øje på, men måske fordi de ligner noget fra en Hollywood-film er det ikke frygtindgydende i samme grad som gas.

This is not the end
Krig skal aldrig være en mulighed. Det er dog svært at tænke enkelt i situationer, der er så enormt indviklede som disse, så store og sårfyldte, så spundet ind i magtbegær og ti favne modsatrettede intentioner, men vi kan som eksperiment tage udgangspunkt i kunst og kultur, for at inspirere vores verdens ledere. 

Lækre Brad Pitt runder World War Zombie af på en meget fin måde, der fx kunne tilbyde perspektiv til vores meget presserende valg om den eventuelle danske krigsdeltagelse i Syrien: Han overvinder sin fjende ved at stå ansigt til ansigt med den stønnende forsker-Zombie, der ikke kan se ham, grundet en kamuflerende contra-virus. Vores helt forstod sin fjende og overvandt ham ved rolig konfrontation.

Afslutningsvis reciteres World War Z-krigslyrikken:

This is not the end
Not even close
We lost entire cities
We still don’t know how it started
We bought ourselves some time
It’s given us a chance
Others have found a way to push back
If you can fight, fight
Help each other!
Be prepared for anything
Our war has just begun.