Gavin Turk: Kig igen!

En udbrændt bålplads er det første, der ligger for publikums fødder hos LARMgalleri lige for tiden. Længere inde i lokalet står et fladt bildæk, og overfor; en fyldt affaldssæk, et rustent søm.

Alle værker lavet i bronze og malet til genkendelighed. På væggene hænger store acrylmalerier med afbrændte varevogne og dækaftryk.

Vi kigger én gang og genkender objektet, måske kigger vi igen og indser pludseligt dets dybere og også spekulative natur. Vi begynder at tænke over, hvad dette objekt i realiteten indeholder og betyder, og hvad motivet kunne være for at placere netop dette her?

Genoplivede objekter
“Det er et ret simpelt udgangspunkt, at man bare ved at benævne noget som ‘kunst’ kan give det værdi. Så hvis du vil stille spørgsmålstegn ved et begreb som værdi, så giver det god mening at inkludere objekter, der normalt tilskrives meget lidt værdi i lige netop kunsten. Og lige netop i det øjeblik, hvor man er ved at smide noget væk, er det ret interessant at bringe det tilbage, fordi dette øjeblik også er det øjeblik hvor objektet bærer på hele sin historie,” forklarer Gavin Turk og uddyber:

“Tænk på den fyldte affaldssæk. Den er nærmest som et portræt, fyldt med oplysninger som kan beskrive en hverdag, vaner og intime detaljer af et levet liv. Pressen eller politiet ville som det første gennemgå dit skrald for at danne sig en sociologisk profil af dig. Det vi smider væk er ikke negativt rum, men et rum, der siger en masse om selve objektet.”

I LARMgalleri står affaldssækken (Refuse, 2012) på gulvet og nægter publikum andet end en distanceret aflæsning. I samme rum kan man til gengæld aflæse en pøl af kunstnerpis på en oxideret kobberplade (Untitled (Pool Piss Painting), 2009). En af Turks vante, syrlige greb om kunstneridentiteten.

Kritikkens metasprog
Gavin Turk er en af den britiske popkunsts helt store navne, og Turk har siden sin afgang på Royal College of Art i 1991 været indskrevet i den meget succesfulde gruppe af konceptuelle, britiske kunstnere, der har præget kunstens og kunstmarkedets øverste lag.

Men helt fra starten af har historien omkring Turk været tvetydig. Han opnåede stor opmærksomhed, fordi hans afgangsværk ikke blev godkendt, blev dernæst inkluderet i Charles Saatchi’s udstillingsrække ‘Young British Artists’ (bl.a. med Damien Hirst, Tracey Emin, Sarah Lucas og Liam Gillick), alt imens Turk konstant har behandlet kunstneridentitetens spekulative værdisystemer. Med helt åbenlyse referencer til både ready made-faderen Marcel Duchamp og især popkunstens ikon Andy Warhol tager han kort sagt kunstobjektet og -myten op til fornyet revision.

“Hvis man vil behandle billedproduktion eller værdisystemer, så sker det jo ofte, at man blot skaber et nyt værdisystem. Men det er ligesom at behandle ‘sandheden’. Hvor skal du starte den samtale? Man vil altid være nødt til at danne et metasprog omkring ‘sandheden’ for at reflektere over den,” understreger Turk.

Signaturens magt
Det er også den måde han kontinuerligt har undersøgt signaturen på i sine værker, ved at tilskrive noget absolut værdiløst en ny værdi, eller opløse værket i ren kunstnermyte.

“Signaturen er på en måde både ødelæggende og skabende for værket. Den kan reducere værket – få motivet til forsvinde bag signaturen, men også indskrive værket. Men når en signatur opnår en egenværdi, og folk siger: “nårh, det er ham den værdikritiske kunstner”, så bliver det svært netop at opretholde den kritiske kraft. Men jeg ville hade, hvis man anså min kunst for at være reaktionær. Man skal kunne have et forhold til værket og kunne indgå i en diskussion med det, og mit næste værk er altid et forsøg på at komme tættere på det,” forklarer Turk.

Samtidig må Turk, ligesom andre kunstnere med et omfattende cv, også være bevidst om, at selv hans helt tidlige værker stadig påvirker forståelsen af de værker, han laver nu:

“På den måde er kunst en besynderlig dialog frem og tilbage i tid og mellem, hvad jeg har behandlet før og nu. Jeg håber at mine værker kan udfolde sig på en måde, så de kan håndtere den proces.”

Alt det man ikke ser…
Kunst er altid oplevet fra en position i nuet, og selvom Turk forklarer at han er dybt optaget af en kunstner som for eksempel Giorgio de Chirico (1888-1978), så er han også udmærket klar over at de metafysiske undersøgelser de Chiricos værker var en del af i den tid, aldrig bliver en del af oplevelsen af hans værker.

“Det forsøger jeg også at kommunikere med mine værker. Alt det, du ikke kan se, eller kan komme i nærheden af. Hvis jeg skulle være lidt idealistisk omkring det her, så håber jeg helt generelt at værkerne er poetiske og engagerende nok, til at folk kigger to gange. I det rum mellem dét at kigge én gang og to gange er der et moment, hvor man bliver involveret som betragter, og hvis man kan engagere folk til at reflektere over, hvad de kigger på, så har man opnået meget,” siger Turk og pointerer slutteligt:

“Jeg er ikke særlig didaktisk omkring min praksis, men det, jeg håber publikum tager med ud, er vel en opfordring til at kigge og tænke i samme bevægelse. Tænk hvis man kunne sætte mennesker i en tilstand, hvor vi konstant sætter spørgsmålstegn ved verden omkring os!”