Gentagelsens frisættelse

”Kærligheden er konkret,” som Søren Ulrik Thomsen har sagt det. Maleriet er også meget konkret: lærred og farve, en genstand i rummet. Og samtidig kan det være ganske abstrakt og slå fantastske og magiske verdener op. Det gør Alfelts og Grønnows malerier på hver deres måde. Og bragt sammen, bliver de faktisk hver for sig tydeligere.

Rønnebæksholm må være det perfekte udstillingssted. Ikke alt for småt, men heller ikke for stort. Store udstillinger kan være fantastiske, men tit ender man med at stresse rundt, fordi man vil have det hele med, selv om man egentlig er mæt og ikke kan kapere mere.

På Rønnebæksholm er der ikke plads til det hele, til gengæld er der valgt skarpt ud. Og du skal ikke skynde dig for at nå igennem, men kan sætte tempoet ned og nyde værkerne, med bevidstheden om, at du kan nå at se det hele to gange, hvis du har lyst. Det er afstressende. Og så er udstillingsrummene, de lyse stuer en suite i sig selv en nydelse. Det er udstillingen, man kan se lige nu også.

Naturen som basis
Abstrakte kvinder hedder udstillingen, som tidligere har været vist på Carl Henning og Else Alfelts museum i Herning. Marianne Grønnow og Else Alfelt er nu særdeles konkrete personer, den ene nulevende (født 1962), den anden død i 1974.

Både Alfelt og Grønnow arbejder med abstraktioner over naturen. Hos Alfelt er det bjergene, solen og månen, der igen og igen er udgangspunktet, anledningen for det maleriske, mens det hos Grønnow f.eks. er blomsten, ikke den konkrete blomst med dens konkrete kendetegn, men den symbolske, stiliserede blomst, figuren blomst kunne man sige.

Fælles for dem er også den måde, de arbejder med gentagelsen på. Både i og med at de arbejder i serier, hvor de konstant vender tilbage til de samme figurer, men også i den måde de bygger det enkelte værk op på.

Hos Alfelt er det de skæve skråtopadstræbende rombefigurer, hun opbygger sine spiralerende rum med. Hos Grønnow er det f.eks. de stiliserede blomsterblade, som hun maler frem i et utal af transparente lag, så motivet til sidst nærmer sig noget tredimensionelt svævende.
Der er noget meditativt over den måde, de arbejder med gentagelsen på, en form for frisættelse ved at udføre den samme bevægelse igen og igen.

Æterisk kraft
Det er Marianne Grønnow selv der, sammen med kunsthistoriker og leder af Rønnebæksholm, Dina Vester Feilberg, har kurateret udstillingen, hvor Grønnows værker fra serierne When it falls (2006-09) og Light.Dusk.Darkness (2012) sættes i spil sammen med et udvalg af Else Alfelts værker.

På Rønnebæksholm har man ikke, som i Herning, plads til at vise Grønnows store installation Nightfall (2007), men det gør udstillingen strammere, at man koncentrer sig om malerierne.  

Det er vel en kliche, men det første, der falder mig ind er, at det er en utrolig smuk udstilling. En udstilling som står og sitrer i intens farveskønhed. Man har lyst til at tilbringe tid i de rum, sammen med de billeder. Det er tydeligt, at kuratorerne har arbejdet musikalsk med forløbet i udstillingen, sådan at hvert rum får sin helt egen karakter.

Der er arbejdet med at sætte de enkelte værker sammen, sådan at de trækker hinanden op. Både Alfelt og Grønnows værker kan, udstillet ved siden af andre kunstneres værker, nogle gange virke meget sarte og æteriske, og næsten kommet til at forsvinde. Men det sker ikke her, tværtimod er det som om udstillingen tydeliggør, at selv i det mest transparente strøg ligger der en potentiel suveræn kraft.

Det virker
Else Alfelt (1910-1974) er en kunstner, hvis skæbne er blevet, at hun oftest nævnes i forbindelse med sin mand, Carl Henning Pedersen (1913-2007), som hun sjovt nok introducerede til malerkunsten.

Sammen med ham var hun en i en periode del af Cobra-bevægelsen, men dels passede hendes på mange måder meditative maleri ikke særlig godt ind i bevægelsens fokus på det oprørske og spontane, dels var hun kvinde i en bevægelse domineret af mænd og broderskaber.

Kunstneriske tendenser bølger frem og tilbage gennem tiden, og på samme måde er det også med den måde, vi ser på ting. Når man ser Else Alfelts maleri nu, i alle fald dele af det, f.eks. et værk fra 1945 Spidser der rækker mod himlen, et lidt groft malet billede, hvor takker eller spidser i nuancer af sort og lilla skyder sig diagonalt frem gennem billedrummet, så kunne det ligeså godt have været noget, der var udstillet på Overgaden i dag.

Nu møder den diagonale, penetrerede kraft Marianne Grønnows svævende organiske ro. Det er det, den slags udstillinger, som Rønnebæksholm laver, kan. Ved at arbejde ”ahistorisk” og sætte to malere sammen uden intention om at fortælle hverken den ene eller den andens værkmæssige kronologi, kan de gøre billederne nye for os.

Kapow
Man taber næsten pusten, når man træder fra den nyindrettede cafe ind i udstillingens første rum. Troede man Alfelt var lidt blodløs, så må man tro om, konfronteret med hendes fem værker fra serien Universets blomst fra 1966.

Undertitler som Slingrende orange centrum, Perpetuum mobile, Yin-Yang centrum, og universets dynamo er i sig selv meget præcise beskrivelser af disse røde billeder, der spiralerer indad med en vældig kraft, der bedst kan beskrives som erotisk.

Det er som af se ind i solen, eller fortabe sig i rosens folder, svimlende, jeg-opløsende billedflader. Disse voldsomme centrede malerier har selskab af et enkelt værk af Grønnow, fra serien Light.Dusk.Darkness.

Denne serie er bygget over gentagelsen af rektangler malet op på sort bund, som Grønnow med sin tekniske kunnen får til at væve sig ind foran og bag ved hinanden, med det resultat af maleriet kommer til at stå og pulsere. Man tænker på storbynaturen, den måde lyset aldrig går ud på, men altid udgør en visuel puls i rummet.

Grønnows maleri er elegant, svævende, der er meget kraft i det, men det er mindre kropsligt end Alfelts, hvor malingen også kan virke som noget rent fysisk. Man kunne også tænke, at Grønnow er mere stiliseret, måske faktisk mere en tegner, mens Alfelt er drevet af det maleriske, også som materie og fysik.

”Jeg maler – bevægelsen med farven – jeg lader farverne skabe rummet”, som hun selv formulerede det.

Det er et ret suverænt møde mellem to kunstnere, der er sat i scene på Rønnebæksholm. To meget forskellige kunstnere, der alligevel har en del anknytningspunkter i forhold til at tænke det abstrakte også som noget spirituelt. Noget, som man måske har glemt at tale om, da det var de hårde drenge, der kørte med det abstrakte.