Abstrakte kvinder

Efterårets udstilling Abstrakte kvinder med Else Alfelt og Marianne Grønnow er en udstilling om to enere på den danske kunstscene, der på tværs af tid og forskelligheder i udgangspunkt og udtryk har et fællesskab i den måde, hvorpå de griber abstraktionen an.

Else Alfelt (1910-1974) tog aktivt del i den progressive kunstnerbevægelse Cobra, men hendes værker og hele hendes praksis adskiller sig fra de øvrige medlemmers. Selvom de er kraftfulde, er hendes værker milevidt fra det samfundsdebatterende, som kendetegner Cobramalerne. De figurative elementer i hendes værker som måner, bjerge og krystaller har en almen karakter, men de står ikke som repræsentanter for et konkret indhold.

Den samme ubestemmelighed er til stede i Marianne Grønnows værker. Siden midten af 1990’erne har hun arbejdet med fortolkninger af naturelementer såsom blomster, dugdråber og bjerge, udtrykt i et stiliseret formsprog, der ligger langt fra den naturalisme og realisme, som skildringen af blomster og naturelementer sædvanligvis findes inden for.
Selvom Grønnow (f.1962) skaber billeder med udgangspunkt i naturen, så er der ikke tale om naturbilleder i gængs forstand. Hun skaber derimod billeder af den kulturgjorte natur. Hendes blomster er ornamentale og stiliserede, og hendes fokus er på en billedgjort kultivering af naturen, frem for en eksakt gengivelse af den.

For begge kunstnere spiller naturen en rolle, men motiverne er komplet løsrevet fra klassiske landskabs- og naturskildringer. Det kommer eksempelvis til udtryk i den måde hvorpå begge kunstnere arbejder med bjerget som motiv og referencepunkt. Det er abstraktionen over bjerget og selve den æstetiske oplevelse, der optager dem. Som Alfelt udtaler i 1955:
“Jeg synes at bjerge er en grænse mellem det virkelige og det uvirkelige, det er det sted, hvor himmel og jord mødes.”
Ordene synes også at være rammende for Alfelts værker. De udspiller sig i grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige – det er abstraktionen, det åndelige og det sanselige, ikke den konkrete natur, der er det bærende princip.

Kilde: Rønnebæksholm