Globale samtaler

Kunstverdenen er i forandring. Fra at være defineret ud fra en vestlig, lineær optik tilpasset statiske kunstobjekter og hvide vægge er den gradvist ved at indordne sig nye virkeligheder kendetegnet ved ’hybriditet’, ’dislokation’ og ’diversitet’. Samtidig er den på vej til at finde fodfæste i nye alternative formater og mere åbne og udvidede narrativer.

Men som bekendt vil der altid være fortropper og bagtropper, og stadig er det kun få af kunstscenens aktører, der synes at have haft modet, viljen eller magten til at reagere på de ændrede vilkår. I dagene mellem den 26. og 28. maj var den beskedne fortrop samlet i Øksnehallen i København til konferencen ”Arts and Globalisation – achieving intercultural dialogue through the arts”.

Her blev der blandt andet spurgt ind til, hvorvidt kunsten og den kunstneriske praksis kan styrke den interkulturelle dialog, hvad kuratorens rolle er i en globaliseret verden, og hvordan kunstpolitiske initiativer kan bidrage til øget mangfoldighed i kunstverdenen.

Formålet var at ”inspirere alle kunstens aktører til at arbejde på tværs af grænser, kulturer og forskelle for at understøtte udviklingen af et åbent og kreativt samfund”.

Lov om kunstens mangfoldige udtryk
Ét af de områder, som har muligheden for at gå forrest i forsøget på at initiere nye metoder og strategier til at imødekomme den nye globale verdensorden, er den kulturpolitiske sektor. Dén var på konferencen repræsenteret ved Christine Merkel, som rådgiver den tyske regering i UNESCO-spørgsmål. Hun lagde ud med en gennemgang af UNESCOs ”konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed”.

Konventionen, der blev indgået i 2005, er en juridisk bindende, international aftale mellem 140 lande, der via guidelines og principper skal motivere nationale regeringer til at lancere nye initiativer og projekter, som fremmer kulturel diversitet i kunstverdenen. Merkel var inviteret til at svare på spørgsmålet om, hvordan konventionen implementeres i praksis, men valgte i stedet at argumentere for, hvorfor den er nødvendig som kulturpolitisk instrument:

”Liberaliseringen af den kulturelle sektor øger risikoen for, at vi kommer til at ligestille kunst med varer og serviceydelse. Det er vigtigt at understøtte den kulturelle sektors potentiale og særegenhed.”

Merkel pegede på, hvordan konventionen synliggør en fælles international vilje til at ændre tingenes tilstand. Det kan naturligvis betragtes som en stor ting, at 140 lande er blevet enige om en række principper, men hvis de ikke implementeres i det daglige, men blot fungerer på symbolsk plan, er de ikke til meget gavn. Flere lande har dog ifølge Merkel implementeret principperne med stor succes, og først med tiden vil vi se den egentlige effekt.

Spørgsmålet synes uundgåeligt at være, hvorvidt der er tid til tålmodighed i en verden, der er i hastig forandring? Vil UNESCOs principper blive ved med at være brugbare? Og kan kunstens systemer overhovedet reguleres ved lov?

Retten til ikke at blive forstået
Ifølge en anden af konferencens talere, den uafhængige kurator og professor fra Chelsea College of Arts – University of the Arts London, Paul Goodwin, er samtidskunsten underlagt kodekser, der frem for at være defineret ved lov er resultatet af en vestlig diskurs, domineret af forestillingen om, at alt kan forklares og forstås.

Kuratoren er ifølge Goodwin en af de vigtigste aktører i forhold til at forsøge at skubbe kunstverdenen og kunstbegrebet i en ny retning, der trancenderer den klassiske vestlige oplysningstankegang.

Inspireret af tænkere som Edouard Glissant og Stuart Hall foreslår Goodwin, at kuratoren træder et skridt tilbage og lader kunsten eksistere på egne præmisser frem for for at placere den i en konstrueret og fiktiv fortælling.

Med afsæt i teorien om ‘Caribbian Thought’ insisterer Goodwin på uigennemsigtighed og retten til ikke at blive forstået. Det handler ifølge Goodwin om at formidle kunsten gennem et filter, der tillader tingene at træde tilfældigt og forskelligt frem. Det kan kuratoren bidrage til ved at sætte fokus på proces, dialog, deltagelse og vidensdeling. Ved at bevæge sig væk fra den objektbaserede kunstpraksis mindskes risikoen for at placere kunsten inden for rammen af den vestlige kunstneriske kanon, og der åbnes op for, at flere virkeligheder kan eksistere side om side.

Proces frem for resultat
Hvor kuratoren tidligere var en, der placerede værket i en konkret kontekst, bliver kunsten i dag skabt i dialog med et givet sted og en given kontekst. Eksempler på en sådan praksis blev præsenteret i paneldebatten ‘Best Practice in the Arts – Can Works of Art and Art Practice Enhance Intercultural Dialogue?’, som fandt sted mellem billedkunstnerne Kenneth Balfelt (DK) og Ibrahim Mahama (GHA), samt den uafhængige kurator kurator Silvia Litardi (I).

Paneldeltagerne eksemplificerede essensen af Goodwins oplæg, idet de greb ind i og udsprang af det specifikke sted og den virkelighed, som de blev skabt til. Samtidig havde de alle fundet deres form henover en længere, åben proces via tæt dialog med de mennesker, som boede og opholdt sig på stedet.

Samskabelse er hot
Arts & Globalization-konferencen havde stort fokus på den deltagerorienteret debat. Det kom bl.a. til udtryk i mindre rundbordssamler, hvor deltagerne i sekspersoners grupper
diskuterede spørgsmål som: ”hvordan kan vi i vores lokale kunstscene fremme forskellighed frem for assimilation? I workshoppen ”Swapping Camp” blev konferencedeltagerne inviteret ind i små telte for at diskutere forskellige spørgsmål som for eksempel: ”Har vi brug for en revolution? Desuden blev der indsamlet ideer via video og referater, som efter planen skal bruges til en rapport til kulturens aktører.

Efter tre dages oplæg, debatter og workshops synes én pointe at træde særlig tydeligt frem – nemlig den, at dialog, netværk og samskabelse skal opprioriteres, uanset om man arbejder som kurator, kunstner eller kulturpolitiker.