God sort vekselvirkning

Brandts har bygget en god, forvirrende labyrint til Jesper Christiansens mange malerier, plakater og tegninger. Man går ind i en stor fiktion med kulisse-agtige vægge i flotte farver, smalle passager og små, skæve rum med buegange. Det er sjovt, en anelse synsforstyrrende og modsvarer således fornemt de skæve vinkler, planer, flader og rumforskydninger, der er i malerierne.  

Udstillingen indeholder ca. hundrede værker fra 1980’erne og frem til i dag, og den begynder kronologisk med Christiansens arkitektoniske malerier.

Malerierne hænger i små lommer til labyrinten. Firser- og halvfemser-malerierne er variationer af linjer og flader, men de har også en stoflighed skabt af materialer som encaustic eller varm voks.  

Flere af billederne ligner hinanden, og det er tydeligt, at de arbejder sig frem mod et eller andet.

Jesper Christiansen er dygtig. Der er noget til dem, der vil følge malerierne som en slags uafsluttede, fremadskridende undersøgelse af rum, form, farve og flade.

Der er noget til kunsthistorikeren og kunstteoretikeren, som med stor fornøjelse kan følge maleriernes forskellige kunsthistoriske referencer og stilarter. Der er oven i købet noget til dem, der kan lide dygtige malerier, altså detaljerige, maleteknisk og kompositorisk imponerende malerier af stilleben og store rum.

Kan man lide det, får man behovet dækket på Brandts, især i sidste del af udstillingen.

Sort Stoflighed
Når man bevæger sig længere ind i labyrinten, kommer man forbi Christiansens futuristiske malerier af ord, der danner storby-agtige landskaber.

Bogstaverne og ordene er meget stoflige, og de ligner små hvide bygninger, der tårner op fra baggrunden – den sorte baggrund, som Jesper Christiansen altid maler ovenpå.

Der kommer mere og mere på. Først flader og linjer, dernæst landskaber af ord, senere næsten overfyldte malerier, der kombinerer kubisme, stilleben-motiver, prærafaelitter, skønvirke, geometri og arkitekturtegninger.

I smalle gange hænger en stor samling af hurtige tuschtegninger og skitser. Sådan ping-pong’er billederne med sig selv og det, der ligger forud.

De bedste
Den bedste del af Go Back er bagest i udstillingen, hvor de nyeste malerier hænger i det såkaldt dobbelthøje rum.

Pludselig bliver Christiansens malerier fyldt med detaljer, ikke bare plantebillederne, hvor lange, hvide plantegrene og blade danner arabesker på den sorte baggrund.

I en række stilleben-malerier bliver den sorte flade dækket af alskens hverdagsgenstande som krus, vandflasker, bestik osv.

Der er noget arkaisk over opstillingerne, selvom alle elementerne er fra et moderne liv.

Vekselvirkning
I et maleri står en orange skrivemaskine på et bord. Den er malet ovenfra og meget stiliseret, men blandt mønstrene og den sorte flade er skrivemaskinen langt fra steril. Den står snarere og vipper mellem at være en enestående genstand og et symbol eller en type.  Sådan synes flere af malerierne at veksle mellem to tilstande, noget altmodisch og moderne, og noget stofligt og sterilt.

De labyrintiske rum og buer lægger en god ramme om malerierne. Man går en anelse usikkert rundt i rummene, dog hele tiden med bevidstheden om, at det er en kulisse.

Man glemmer aldrig, at udstillingen er netop dét, altså en kulisse, en forestilling eller en opstilling.

Ikke mindst, når man går forbi en tekst på væggen, der citerer Pierre Bonnard: ”Det bedste ved kunstmuseer er vinduerne”.  

Enhver udstilling forestiller eller foregiver et eller andet, og dårlige udstillinger er ofte dårlige, fordi de foregiver at være noget, de ikke er. Man behøver blot at tage til ARoS’ aktuelle Pas de Deux Royal-udstilling med Dronningen og Prinsgemalen, hvis man vil se en kunstudstilling, der – ved hjælp af flotte kulisse-agtige vægge, god lyssætning og store vægtekster med citater fra kunstnerne – foregiver at vise noget, den ikke gør, nemlig stor kunst.

På Brandts i Odense går man også rundt i en kulisse, men i én, som ikke er forstilt. Det er en fiktion, men den er godt fortalt.

Samlingsfløj i de labyrintiske rum
På vejen ud af Brandts fortæller en af medarbejderne mig, at der er tale om at lade udstillingens vægge stå, når samlingen fra Fyns Kunstmuseum rykker over.

Den gamle samling skal udgøre en samlingsfløj i den gamle klædefabrik som led i arbejdet med at forene Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum.

Forhåbentlig er der tale om et rygte, for de kunstige labyrintiske rum, der passer så fint til alle linjerne, mønstrene og genstandene i Christiansens malerier ville være malplacerede i selskab med de gamle malerier af Jens Juhl, H.A. Brendekilde m.fl.

Men de passer til Jesper Christiansen.