Graffiti på museum

Kunstsamleren Jens Peter Brask, der har fået opgaven som kurator i forbindelse med KUNSTENs udstilling Dansk graffiti 1984 – 2013 sætter sig ikke ned, da jeg møder ham.

Han foretrækker, at interviewet foregår, mens vi bevæger os rundt i den endnu ikke færdigindrettede udstilling, så han samtidig kan tjekke op på nogle detaljer. ”Jeg kan godt multitaske”, siger Brask, der selv var en del af graffitimiljøet, da han var yngre.

Nogen har den opfattelse, at graffiti kun hører hjemme i det urbane rum. Det må du jo selvsagt have en anden holdning til?

“Ja, det har jeg jo i allerhøjeste grad. Graffiti er ikke kun hærværk og hører overhovedet ikke til kun i det urbane rum. Graffitien er en mangfoldighed af udtryk, det er skitserne her et levende bevis for” (Brask peger på nogle meget gennemarbejdede tegninger).

Ligeledes de keramiske værker, der er på udstillingen – eller tag bare togbanen – der kommer til at køre en 50-60 forskellige modelvogne rundt dekoreret med miniature-graffiti”.

Den polerede gade
Kan man ikke komme galt afsted ved at trække et gadeudtryk bort fra gaden ind i den pæne etablerede institution?

“Jo, men ‘gadeudtrykket’ er jo stadig der på lærredet. Mange af værkerne på udstillingen er netop lavet på lærred. Altså det er ikke ting, der er blevet pillet ned fra gaden, så de er jo ikke taget ud af konteksten.

På top-100-listen over nulevende verdenskunstnere er der måske 10, der har rødder i graffiti: Keith Haring, Jean Michel Basquiat, Todd James, Steve Powers, Retna, Banksy, Shepard Fairey og flere. Så der må være noget om det: At folk med baggrund i graffiti besidder så meget kreativitet, at de  kan formidle det til noget andet.

Hvis man er uenig i det, så kan man jo bare blive væk. Graffiti er så mangfoldigt, det er så farverigt, det er så stort. Som jeg ser det, så skal det vises”.

Enhver kunstners drøm
Jeg er stødt på udsagn fra enkelte graffitimalere, der giver udtryk for, at graffiti kun er ´rigtig´, hvis den er ulovlig. “Jo, men, der er ikke mange graffitikunstnere, der siger nej, hvis du spørger dem, om de har lyst til at få udstillet deres arbejde på et museum. Det er jo enhver kunstners drøm. I mine øjne ville det være underligt, hvis man som kunstner ikke gerne vil ind i dette forum”.

Men det er måske der, der er en skillelinje. For nogle graffitimalere er det ikke et kunstnerisk projekt, men et identitetsprojekt – hvor det illegale islæt er afgørende?

“Det har jeg også fuld respekt for, men det skal jo ikke holde alle andre tilbage. Graffitien på lærred giver nogle andre muligheder. Du kan bruge mere tid, end hvis du skal spæne rundt om natten, og det giver også publikum andre muligheder for at møde graffitien. Det ene skal ikke udelukke det andet”.

At blive voksen
Jeg forlader nu Jens Peter Brask i udstillingen. Jeg er gjort opmærksom på, at graffitimalerne Swet og Cmp er i gang med at male på en væg nær Kunsten som led i forberedelserne til udstillingen. Mens de arbejder med deres værker, spørger jeg dem om, hvordan det er at være engageret af et kunstmuseum til en retrospektiv udstilling om dansk graffiti – nu når graffiti ofte har fået prædikatet modkultur?

Swet: “Det hører vel med til at blive voksen”

Cmp: “Jeg synes ikke, det er noget, vi tænker over mere. Allerede for 30 år siden var der graffiti på museerne. I kølvandet på Pop art har der været brug for at sige:  ”Lad os få gaden ind”.
Diskussionen om, at det skal forblive ´Street´ er lidt ved siden af. Det behøver ikke at være enten eller. Vi er ikke færdige med at male langs en linje, selv om vi er med her”.

Bliver projektet så ikke et andet?

Cmp: “Som udgangspunkt jo, men det der med, at det er ulovligt eller ej er ikke så afgørende mere. Bogstaverne, du ser blive malet her, ville ikke se anderledes ud, hvis de var malet ulovligt, hvis de var i en tunnel, på en væg langs linjen Ringsted, på et tog eller i ”the Bronx”. For os er udtrykket det samme, navnet det samme, missionen den samme”.

En hyldest til byens rum
Hvad er missionen så – en mulighed for at bryde med konformitet?

Cmp: “Ja! I den grad! og det hele startede tilbage i 80´erne. Jeg blev aldrig rigtig god til fodbold eller noget af det andet. Nu kom der den her pakke fra New York. Lige pludselig blev man sej, hvis man kunne tegne godt, sætte nogle bogstaver op og skabe det der udtryk. Det vi står og laver lige nu er en hyldest til alt det, der har præget vores opvækst helt ekstremt”.

Cmp peger på billedet, han netop arbejder på, som viser New Yorks skyline og slutter:

“Vi prøver at sige til den næste generation: ”gå for fanden ud og se byen som et kreativt rum””.