Grafik ala Erik A Frandsen
Randers Kunstmuseum tager i udstillingen Erik A. Frandsen – Det grafiske værk beskueren med på en retrospektiv rejse i kunstnerens store grafiske produktion.

Randers Kunstmuseum tager i udstillingen Erik A. Frandsen – Det grafiske værk beskueren med på en retrospektiv rejse i kunstnerens store grafiske produktion.
Erik A Frandsen er tilbage i fødebyen Randers med en udstilling, der sætter fokus på hans grafiske produktion igennem tiden:
“Selvom Erik A. Frandsen arbejder med en lang række forskellige medier, så har det trykgrafiske altid været essentielt for kunstneren, der tilbage i 80’erne blev udråbt til en af Danmarks helt store grafikere. Allerede tidligt i hans karriere opstår der motiver i grafikken, som sidenhen videreudvikles og gengives i forskellige medier,” hedder det i presseteksten fra Randers Kunstmuseum.
Erotik, blomster og nervøs familieidyl
Blomsten er det måske mest gennemgående motiv hos Frandsen i nyere tid. Organisk, sensuel, erotisk, farefuldt påtrængende og indbydende, og fremmanet i alt fra olier til graveret stål i løbet af kunstnerens virke. På udstillingen kan bl.a. dette motiv skues i sin grafiske kontekst.
Smukke blomster i vaser på borde, poseringer med mor, far og børn og hverdagssituationer afbildet i skarpe, grafiske kanter og farvekollisioner. Ved første øjekast er Frandsens værker trygge, inviterende afspejlinger af det almindeliges livsudsnit og referencer til traditionelle kunsthistoriske motiver.
Ved nærmere eftersyn er blomsten en tidsel, eller lignende beslægtet plante, som man ville betegne som ukrudt, og familieportrættet er ikke så fortroligt endda, men forstyrrende i sin metodemæssige frembringelse, hvor flere lag af samme motiv i ét billede hensætter det i et genfærdsagtigt formsprog.







Fakta
Udstilling
Erik A. Frandsen - Det grafiske værk
12 apr 2014 27 jul 2014
Erik A. Frandsen
Randers kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Erik A. Frandsen (f. 1957) er selvlært kunstner. I 1976-1979 studerede han keramik i Grækenland og trænede som skulptør i Carrara, Italien, før han tog til Paris for at arbejde med grafik. Siden 1981 har han boet i København, hvor han grundlagde kunstnerkollektivet 'Værkstedet Værst'.
Læs mere på: www.erikafrandsen.dk
I forbindelse med udstillingen, er der blevet foretaget en registrering af Erik A. Frandsens enorme grafiske produktion på over 300 værker, som nu er samlet i publikationen Erik A. Frandsen - Det grafiske værk 1978-2013.
Publikationen er blevet til i et samarbejde mellem Randers Kunstmuseum og Erik A. Frandsen.