Gravtyveri

Hvad er et gratis værk værd?
I en verden hvor alting har sin pris, er pengepungen tilbøjelig til at vurdere tingenes værdi – heriblandt kunstens. Opfordringen til at stjæle kunsten får pludselig en anden smag, når man tager en tur rundt i kapellet på Assistens kirkegården. Med en formodning om at man skulle ind og rippe et par gode værker, kom man hurtigt på andre tanker. For skrupelløs forbrugerisme og kasseret mad på køl som f.eks. i værket Frisk fra skraldespanden virker i sig selv modstridende.

Alt har sin pris
Men her er kunsten dog gratis men ikke uforpligtende. Selvom publikum helst skal stjæle et værk, er situationen ikke helt uproblematisk. Dels fordi værkerne bevæger sig omkring eksistentielle emner som liv, død og forgængelighed. Det går hurtigt op for én, at emnerne ikke er helt så spiselige, som man går og tror. Snarere skaber værkerne en form for tabubelagt berøringsangst hos beskueren, når de kommer til udtryk som her i ustillingen. Værkernes alvor står i dyb kontrast til det lystbetonede i at stjæle en ting, man gerne vil eje, netop fordi størstedelen af objekterne ikke er såkaldte ønsketing.

F.eks. kan man erhverve sig et Gør det selv sæt, men først skal man overveje, hvordan man ønsker at komme herfra, med et barberblad eller en el-ledning? På en bizar måde står man tilbage med moralske tømmermænd. Hvad stiller jeg op med det her værk? Er det ‘passende’ at stjæle daggamle blomster fra en grav og stille dem hjem på spisebordet eller brugte kanyler i plastikæsker, blot fordi det er kunst? At man befinder sig i et kapel giver oplevelsen en ekstra dimension.

Forglem mig ej
Vita Fex bidrager til udstillingen med et værk, der består af utallige små frø plantet i mælkekartoner. På hver karton er et vedhæftet papir med navnet på den afdøde samt et kort, så man kan finde den glemte persons grav. ”Ella Wichman god, kærlig og trofast,” står der på min papirseddel. Nu er det op til beskueren, om man vil følge ruten til den anviste grav og plante sin forglemmigej og hædre personens minde. Den anden mulighed er at tage blomsten med hjem, så den kan stå og minde én om, hvad man burde have gjort. Udstillingen ligger i en gråzone mellem det konsekvente og uforpligtende valg, samtidig med at den engagerer beskueren til at handle på nogle grundlæggende samfundsmæssige problemer. Artliftings taktik er effektiv, for uanset om man planter en blomst på de glemtes grav eller ej, er man allerede involveret som samfundsborger.

Der lægges nye ting ud hver dag, så der skulle være rig mulighed for at få et stykke kunst med hjem til kaminhylden – med døden til følge selvfølgelig.