Guide til sommerens kunstbesøg – Østdanmark
Skal du holde sommerferie hjemme i andedammen? Så lad dig inspirere af vores bud på kunstudstillinger i Østdanmark, som du ikke bør misse.

Skal du holde sommerferie hjemme i andedammen? Så lad dig inspirere af vores bud på kunstudstillinger i Østdanmark, som du ikke bør misse.
info
Skal du holde sommerferie hjemme i andedammen? Så lad dig inspirere af vores bud på kunstudstillinger i Østdanmark, som du ikke bør misse.
Faurschou Foundation
20 mar – 7 sep Shirin Neshat: Looking for Oum Kulthum
Filmværket Looking for Oum Kulthum, som også lægger navn til Shirin Neshats soloudstilling hos Faurschou Foundation, skildrer en kvindelig, iransk filmproducer i eksil, der er i færd med at lave en film om den berømte arabiske sangerinde Oum Kulthum. For første gang inviteres publikum med denne udstilling bagom filmens komplekse tilbliven, som baserer sig på omfattende historisk research.
Åbningstider i juli og august: Tir-fre 11-17
Læs vores anmeldelse her
Læs vores interview med Neshat her
OVERGADEN. Institut for Samtidskunst
16 jun – 5 aug Hannah Anbert: Slower and Cheaper
På OVERGADEN anlægger Hannah Anbert et skulpturelt og legende – men ikke desto mindre kritisk – blik på den disharmoniske samfundstendens, der hylder effektivitet, præstation og omstillingsparathed. I værkerne sammenstiller kunstneren velkendte materialer og genstande fra erhvervssektoren og sætter dem i scene i absurde situationer, der udspiller sig mellem arbejde og fritid.
Åbningstider i juli og august: Man-fre 13-17, lør-søn 11-17
Læs vores anmeldelse her

Kunsthal Charlottenborg
16 jun – 12 aug Kirstine Roepstorff: Renaissance of the Night
Under titlen Renaissance of the Night viser Kunsthal Charlottenborg den hidtil største soloudstilling af den internationalt anerkendte kunstner Kirstine Roepstorff, der skaber værker, som rækker ud efter vores dybeste æstetiske sanser såvel som politiske, sociale og eksistentielle bevidstheder. Udstillingen iscenesættes som en ambient totalinstallation og sætter fokus på mørket og vores kulturelle forståelse af det.
Åbningstider i juli og august: Tir-fre 12-20, lør-søn 11-17
Læs vores anmeldelse her
Læs vores anmeldelse af Roepstorffs bidrag til Venedig Biennalen 2017 her
Læs vores interview med Kirstine Roepstorff her
16 jun – 12 aug Julian Rosefeldt: Manifesto
På baggrund af kunstmanifester fra det 19. og 20. århundrede har den tyske kunstner Julian Rosefeldt skabt filmværket Manifesto, som kan opleves på Kunsthal Charlottenborg henover sommeren. Der trækkes tråde til kunstmanifester fra bl.a. futurisme, dadaisme og fluxus, og det er skuespillerinden Cate Blanchett, der i tretten forskellige roller giver nyt liv til de berømte ord revet ud af deres sammenhæng.
Åbningstider i juli og august: Tir-fre 12-20, lør-søn 11-17
Læs vores anmeldelse af videoværket her
Museet for Samtidskunst
4 maj – 9 sep Hari Shankar Kishore: HVAD / Kommunal Dubplate Service
De seneste ti år har Hari Shankar Kishore arbejdet med Kommunal Dubplate Service, som højst sandsynligt er verdens eneste kommunale grammofonpladeskæringsstudie. Gennem årene har han samlet en stor mængde musik, pladecovers, videoværker og performances, som nu præsenteres for en større offentlighed.
Åbningstider i juli og august: Tir-fre 12-17, ons 12-20, lør-søn 11-16
Lyt til LYDKUNST #40 om Kishores projekt her

SMK – Statens Museum for Kunst
10 maj – 9 sep Judith Hopf: OUT
I OUT ser Judith Hopf nysgerrigt og kritisk på den påvirkning, som teknologi har på menneskekroppen, fx hvordan laptoppen nærmest er blevet en protese, som vi har fået et afhængighedsforhold til. Kendetegnende for Hopfs kunstneriske praksis er hendes brug af humor, som hun i sine værker ofte anvender som en afvæbnende faktor i den kritiske refleksion.
Åbningstider i juli og august: Tir-søn 11-17, ons 11-20
Louisiana Museum of Modern Art
3 maj – 19 aug Gabriele Münter
Den tyske maler Gabriele Münter (1877-1962) var en af de væsentligste repræsentanter i tysk ekspressionisme og medlem af kunstnergruppen Der Blaue Reiter. Hendes malerier er kendetegnede ved en umiddelbar registrering af det sete, en stærkt lysende kolorit og et forenklet formsprog. I denne udstilling udvides det hidtil snævre blik på Münters oeuvre ved at fremhæve værkernes stilistiske mangfoldighed og kunstneriske selvstændighed.
Åbningstider i juli og august: Tir-fre 11-22, lør-søn 11-18
Moderna Museet Malmö
10 mar – 2 sep Kobro & Strzemiński: Ny konst i turbulenta tider
Katarzyna Kobro og Władysław Strzemiński var to markante skikkelser i den polske avantgarde fra 1920’erne til 1940’erne, som beskæftigede sig med både skulptur og maleri, men også arkitektur, scenografi og grafisk design. Med denne udstilling ønsker Moderna Museet Malmö at udvide vores syn på og forståelse af modernismen med udgangspunkt i værker af Kobro og Strzemiński samt andre polske avantgardister.
Åbningstider i juli og august: Tir-fre 12-17, ons 12-20, lør-søn 11-16

Copenhagen Contemporary
29 jun – 30 dec SUPERFLEX: One Two Three Swing!
SUPERFLEX er kendt verden over for deres nytænkende værker, og sidste år blev de udvalgt til at lave det årligt kommissionerede værk til turbinehallen på Tate Modern i London. Det blev til en stor installation med titlen One Two Three Swing!, der med sine kollektive gynger peger på styrken i legen og i de fællesskaber, mennesker sammen kan skabe. Året ud er det muligt at opleve den æstetiske og konceptuelle totalinstallation på Copenhagen Contemporary.
Åbningstider i juli og august: Man-søn 11-18, tors 11-21
Rønnebæksholm
5 maj – 2 sep En kort historie om abstraktion
Rønnebæksholm har inviteret kunstneren Julie Sass til at kuratere den første af en række udstillinger, som skal debattere og udfordre kunsthistoriebegrebet. I En kort historie om abstraktion udfoldes en ny fortælling om abstraktions historie og potentiale i dag ved at vise værker og fremdrage sammenhænge, der ikke tidligere har været åbenlyse i en skandinavisk kontekst. Historien fortælles gennem værker af bl.a. Ebbe Stub Wittrup, Man Ray og Yoko Ono.
Åbningstider i juli og august: Tor-søn 12-17
Læs vores anmeldelse her
Kunstforeningen GL STRAND
5 maj – 2 sep Vogue Like a Painting
Vogue Like a Painting præsenterer et stort antal fotografier fra modemagasinet Vogues arkiver, som alle på forskellig vis forholder sig til maleriets sanseligheder og historiske kompositioner. Værkerne er skabt af de mest toneangivende modefotografer fra 1930’erne til i dag, og udstillingen stiller skarpt på modefotografiets inspiration fra maleriet og forskellige kunsthistoriske perioder.
Åbningstider i juli og august: Tir-søn 11-17, ons 11-20
Læs vores anmeldelse her