Guide til Venedig Biennalen 2009

Venedig Biennalen er den ægte vare – eller i hvert fald den ældste og fineste af de store internationale biennaler med en over hundrede år lang historie.

Men grunden til, at Venedig er noget helt særligt, er ikke kun den kuriøsitet, at de kan skrive den 53. udgave under det fine lille logo med løven (biennalen finder sted hvert andet år). Det er også den direkte deltagelse af et stort antal nationer, der adskiller Venedig fra de andre store internationale ‘kunst-rendsammener’.

Biennalen var oprindelig en art verdensudstilling, hvor nationerne kunne fremvise det ypperste af landets kunstproduktion.

Dette element har man på helt forunderlig vis bevaret på området Giardini, hvor nationerne gennem årene har opført de mange pavilloner specielt til biennalebrug. Den danske er designet af Jørgen Utzon og ligger klods op af den Nordiske, hvor Sverige og Norge holder til.

GUIDE TIL VENEDIG BIENNALEN 2009

På årets Venedig biennale er samarbejdet mellem den nordiske og danske pavillon noget af det mest interessante.

Men KUNSTEN.NUs udsendte vil absolut også anbefale at gøre holdt i vandringen ved den australske, den belgiske, den islandske, den irske og den tyske pavillon – og så bruge lidt, men ikke for meget, tid på den kuraterede udstilling.

Disse er stop på ruten, som får en til at nyde den lange vandretur.

________________________________________________________

DEN DANSKE OG NORDISKE PAVILLON

Elmgren og Dragset står bag totalinstallation
I år har den danske pavillon indgået et samarbejde med den nordiske pavillon og inviteret kunstnerduoen Elmgren og Dragset. De to kunstnere har under titlen The Collectors indrettet begge pavilloner som en totalinstallation og lidt atypisk inviteret en lang række af kunstnere til at deltage med værker.

I den nordiske ligger en voksdukke og flyder rundt ude i svømmepølen med ansigtet vendt ned under overfladen, mens cigaretterne svømmer rundt ved siden af. Dukken forestiller den døde, midaldrende, enlige kunstsamler med dyr smag i såvel kunst som designmøbler.

I den danske pavillon er kunstsamlerparret ikke hjemme, og det hele er lidt ved at falde fra hinanden. På spejlet i entreen står der skrevet med læbestift: “I never want to see you again.”

Kunstsamlerparrets hus er tilsyneladende sat til salg og hele installationen emmer af forfald, overforbrug – men også af god stil. Et af de mest særprægede enkeltværker i installationen er Jani Leinonens samling af hjemløses tiggerskilte fra forskellige metropoler. De er ophængt i guldrammer som en art souvenir i spisestuen. De bliver et herligt absurd indslag midt i den ikke mindre absurde stue, hvor spisebordet er revnet på midten, så både stole og servicen er knækket midt over.

Hvis man lægger vejen forbi, skal man også lige huske at nuppe sig et eksemplar af den enlige kunstsamlers, og muligvis forfatters, indledning til en krimi. Man finder den på skrivebordet i den nordiske pavillon.

________________________________________________________

DEN AUSTRALSKE PAVILLON

Sørgmodig og betagende machofetish
I den australske pavillon har man i kraft af Shaun Gladwells MADDESTMAX IMVS – Planet & Stars Sequence 2009 fornemmelsen af at være trådt ind i et tempel, hvor det er et stereotypt machounivers, der er afguden.

Her bliver effekter som højglanspoleret, sort sportsvogn, hurtig motorcykel, sort lædertøj og støvet australsk bush-landskab udstillet som maskulin fetisch.

Midt i denne ret betagende machofetish opstår der et lille poetisk indslag i videodelen af udstillingen, når manden på den hurtige motorcykel stopper op ved hver eneste påkørte, døde kænguru, han kommer forbi på landevejen. Han bærer de store dyr det sidste stykke over vejen; det stykke de aldrig selv nåede i live. Resultatet er sørgmodig poesi fra kængurulandet.

Når man har været på besøg hos folkene fra ‘down under’, så længes man faktisk efter ødemarken og efter at komme videre på vandringen.

________________________________________________________

DEN BELGISKE PAVILLON

Naturromantikken går igen
I den belgiske pavillon oplever man ligesom i den australske en udstilling af en form for naturfascination; det er bare i et helt andet format. Her er det storbyens planter og ukrudt, som Jef Geys har kastet sig over.

Det har han gjort på en måde, så det afspejler en forkærlighed for det antikverede og arkiverende udtryk. Indbyggere i forskellige af verdens metropoler har fået udpeget et område mellem deres arbejde og deres hjem, hvor de har skullet indsamle planter med helbredende og medicinsk virkning.
Disse planter har inden biennalen været en tur i de tykke telefonbøger. De hænger udstillet sammen med fotografisk dokumentation af deres oprindelsessted og beskrivelser af deres virkninger.

Man bliver med det samme smittet af fascinationen af ukrudtet med helbredende egenskaber. Desuden kan man for den formidable pris af 1 euro købe sig historien med hjem i en til lejligheden udgivet avis.

________________________________________________________

DEN ISLANDSKE PAVILLON

Vandring til den hyggelige vildmark
I den islandske pavillon har man igen inddraget noget af verdens vildmark, her er det blot fra de nordlige breddegrader.

Hvor Gladwells værk i den australske pavillon var et lille stykke poetisk drama, er den islandske ren skandinavisk hygge forflyttet til en af Venedigs gamle ‘palazzoer’. Det er især videoinstallationen i The End 2009, der leverer den hyggelige stemning.

Opfindsom idé bidrager til hyggen
Fire skærme med optagelser fra forskellige steder ude i den sneklædte ødemark i selskab med lidt forskellige musikinstrumenter og pelshuer. I de forskellige videoer spiller kunstneren Ragnar Kjartanson og musikeren David Thor Jónsson et lille melodistykke.

Når de fire videoer afspilles samtidig, går det op i en højere musikalsk enhed, og man går ud fra Islands domæne med et smil på læben.

Det bidrager også til den hyggelige stemning, at Kjartanson har installeret sig selv i pavillonen sammen med sin assistent/ven, som han maler et billede af hver dag, mens der også tydeligvis bliver holdt lidt fest med andre besøgende venner.

Opfindsomt, misundelsesværdigt og en måde at tage hele pilgrimsstemningen og den internationale kunsthype, der hviler over Venedig, lidt mere afslappet på.

Det er en omvej i byen værd.

________________________________________________________

DEN IRSKE PAVILLON

Historien om en blyant og et interessant samarbejde
Den irske pavillon præsenterer kunstnerne Sarah Browne og Gareth Kennedy foruden deres samarbejde ‘Kennedy Browne’.

Og det er netop samarbejdet Kennedy Browne, der ligesom den islandske pavillon er værd at gå mange omveje efter.

I værket Friedman’s pencil reasearch Image for 167 ses udprint med en lang række oversættelser af en kort tekst om en blyant. Den første sætning starter med: “Look at this pencil. There’s not a single person in the world who could make this pencil. Remarkable statement? Not at all…”

Efter at have været igennem Googles oversættelsesprogram og en hel masse sprog ender samme sætning med at lyde: “Pen today. This is is not the death penalty worldwide. A box? This means that…”.

På en videoskærm ved siden af læser folk fra de forskellige sprogområder sætningen op en efter en, mens de spidser en blyant helt ned til viskelæderet.

Når man står over for værket, vil man næsten uvægerligt tænke på bibelens fortælling om Babel eller på den selskabsleg, hvor man hvisker en sætning, som den næste person i rækken så skal hviske videre. Til slut vil sætningen næsten altid være helt forvansket.

Installationen bygger på en tekst af Milton Friedman, der handler om, hvordan blyanten kan ses som et eksempel på det harmoniske potentiale i det frie marked. Efter vandringen rundt i Venedigs gader på vej hertil, hvor den moderne verden på mange måder er langt væk, er man selv tilpas distanceret til virkeligt at kunne følge forundringen.

________________________________________________________

DEN TYSKE PAVILLON

Tyskerne udstiller køkken med kat
I en køkkenlignende struktur af duftende fyrretræ sidder en udstoppet kat med rød sløjfe om halsen. Det er alt, der rent visuelt er i Liam Gillicks installation i den tyske pavillon på Giardini-området.

Men katten sidder der skam ikke bare – den fortæller en lidt mystisk og skummel historie. Fortællingen handler om den talende kat og om misforståelser, fejlfortolkninger og begær.

Det er i det hele taget en underlig installation; men samtidig er den også helt utroligt underligt dragende med sin historiefortælling. Desuden får det, at der kun er et eneste værk, den tyske pavillon til at stå stærk og enkel i hukommelsen efter en dag med besøg på mange, mange udstillinger.

________________________________________________________

DEN KURATEREDE UDSTILLING

Det man også oplever på andre biennaler
Det er virvaret af skidt og kanel i pavilloner fra hele verden, der gør, at Venedig stadig er noget helt andet end alle de andre kunstbiennaler, store som små, i den globale kunstsuperliga.

Men man kan alligevel ikke komme uden om, at den kuraterede udstilling også er det centrale omdrejningspunkt på Venedig Biennalen.

På årets biennale har den titlen Fare Mondi eller på mere globalt internationalt: Making Worlds.

Bag temaet og hele kurateringen af den enorme udstilling, som fremvises i det enorme, gamle arsenal og tidligere tilholdssted for den venetianske flåde, står Daniel Birnbaum.

Kuratoren har ønsket at omfavne skabelsesprocessen
Ifølge Birnbaum udtrykker titlen Making Worlds hans ønske om at omfavne skabelsesprocessen. For ham repræsenterer et kunstværk en vision om verden – og hvis det bliver taget seriøst, kan kunstværket betragtes som en måde at skabe en verden på.

På Arsenale, hvor Birnabaum har haft uanede mængder af kvadratmeter at udfolde sig på, er det da også helt tydeligt, at han tager kunstværker seriøst. Han har især fokuseret på kunst med et formelt og til tider også nærmest minimalistisk tilsnit.

Det har resulteret i en lidt tung udstilling, som ærlig talt kommer til at virke en smule fortænkt.

For ikke at bruge for lang tid på Birnbaums perspektiver på skabelsesprocesser kan det anbefales ikke at bruge mere end en dag på Arsenalet. I stedet bør man tage sig tid til at skabe sin egen pilgrimsvandring rundt i byen mellem de mange nationale pavilloner uden for Arsenalets afgrænsede område.

God vandring til andre hengivne.

________________________________________________________