Hæderlegater uddelt ved Ny Carlsbergfondets prisfest

Af
13. marts 2026

Ny Carlsbergfondets priser hædrer fem fremtrædende aktører fra det danske kunstliv for deres særlige indsats og engagement.

De fem prismodtagerne Inuuteq Storch, Anders Kold, Stine Bidstrup, Kirsten Ortwed og Bente Scavenius. Foto: Malthe Ivarsson

Ny Carlsbergfondets priser hædrer fem fremtrædende aktører fra det danske kunstliv for deres særlige indsats og engagement.

Af
13. marts 2026
Ny Carlsbergfondets priser hædrer fem fremtrædende aktører fra det danske kunstliv for deres særlige indsats og engagement. Med hvert af Ny Carlsbergfondets legater følger der 400.000 kr.
Årets fem prismodtagere er: Bente Scavenius, Kirsten Ortwed, Inuuteq Storch, Stine Bidstrup og Anders Kold.  
”De fem prismodtagere favner både forskellige generationer, arbejdsområder og kunstneriske felter,” siger Ny Carlsbergfondets forperson, Sanne Kofod Olsen om årets prismodtagere. ”Prismodtagerne viser os en styrke og bredde, der er kendetegnende for dansk kunstliv, og bestyrelsen er derfor meget enige om, at netop disse fem prismodtagere repræsenterer og bidrager til det levende og stærke kunstliv, vi ser udspille sig i disse år i Grønland og Danmark.” 
Før prisoverrækkelsen, hvor cirka 400 gæster deltog, holdt Sanne Kofod Olsen en velkomsttale, der berørte emnet kulturel oprustning, som har været en fast del af samfundsdagsordenen de seneste år:
”I disse urolige år taler man fra politisk hold om kulturel eller åndelig oprustning og kulturel modstandskraft. Det er en del af en ny krise- og krigsretorik, som vi sikkert alle skal vænne os lidt til – ligesom vi også må vænne os til, at krige er rykket tættere på os her i Danmark. At se kunsten i denne sammenhæng er naturligvis vigtigt. Kunsten kan både samle og sprede. Den kan behage, men også være kritisk. Og netop i denne dobbelte egenskab ligger dens betydning i en demokratisk kultur. For i et demokrati er kunsten netop ikke en del af et politisk program. Kunstneren er en fri aktør, der kan gøre og sige, hvad de vil.”
Ny Carlsbergfondets Hæderslegat
Prisen hædrer en eller flere personer, der arbejder i kunstens tjeneste og som over tid har bevist en ypperlig faglig ambition samt har haft afgørende betydning for dansk kunstliv. 
Bente Scavenius. Foto: JJ Film
Bente Scavenius. Foto: JJ Film
Bente Scavenius (f.1944) er en af Danmarks mest markante kunsthistorikere og formidlere, der kan fortælle om kunst og kunstens potentiale, så det når ud til alle kroge af Danmark.
Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegater
Prisen gives til en eller flere kunstnere, der med mod, originalitet og gennemslagskraft markerer sig både i Danmark og internationalt. 
Kirsten Ortwed. Foto: JJ Film
Kirsten Ortwed. Foto: JJ Film
Kirsten Ortweds (f.1948) praksis blev formet i en tid, hvor konceptkunst og minimalisme prægede den kunstneriske dagsorden. Kirsten Ortwed holdt dog fast i skulpturen som fysisk realitet, for denne er nemlig konceptet hos Ortwed, når hun lader skulpturkroppen træde ned fra soklen og indtage rummet. 
Inuuteq Storch. Foto: JJ Film
Inuuteq Storch. Foto: JJ Film
Inuuteq Storch (f.1989, Kalaallit Nunaat/Grønland) er med sin dybt personlige tilgang til fotografiet en markant og yngre stemme i fotokunsten. Storch udforsker i sine værker emner som identitet, hverdagsliv og relationer og omdrejningspunktet for hans kunstneriske projekt er at fortælle Grønlands og grønlændernes historie med grønlandske øjne.
Stine Bidstrup. Foto: JJ Film
Stine Bidstrup. Foto: JJ Film
Stine Bidstrups (f.1982) glasværker bevæger sig mellem det skulpturelle, kunsthåndværk og installation med arkitekturens og designets historie i ryggen og alligevel er de helt sine egne.  Stine Bidstrup arbejder både i mundblæst og støbt glas. Til dette bruger hun modeller og støbeforme, som hun selv fremstiller med klassiske håndværksteknikker. 
Ny Carlsbergfondets Museumslegat
Prisen tildeles til en eller flere museumspersoner, der med betydende faglighed og professionalisme formår at skabe fornyende og udviklende rammer for kunstens repræsentation.
Anders Kold. Foto: JJ Film
Anders Kold. Foto: JJ Film
Anders Kold (f. 1959) er museumsinspektør og samlingsansvarlig på Louisiana Museum of Modern Art, hvor han i 2026 markerer sit 25 års jubilæum. Han har gennem mere end tre årtier været en markant skikkelse i dansk og internationalt kunstliv. Siden sit første museumsjob har han kurateret 75 udstillinger – heraf 45 på Louisiana.