Handicap-aktivisme – en udfordring af normaliteten

“At bruge en nyresten som et missil”
Omkring 25 kunstnere, studerende og andre interesserede var onsdag aften stuvet sammen i rum46’s små, men lune lokaler i Studsgade i Aarhus.

Mens februarmørket langsomt lukkede sig udenfor vinduerne, fremviste Egermann slides, video og udklip fra sin publikation, der behandler handicap på en ligefrem og absolut ikke-patroniserende vis.

Udgangspunktet var Egermanns `kunst-avis´ Crip Magazine og andre af hendes projekter, der bl.a. handler om `ableism´, normativitet og handicap.

Hvem vidste eksempelvis, at den radikale, venstreorienterede bevægelse Sozialistisches Patientenkollektiv i 1970’erne argumenterede for at bruge sygdom – symboliseret ved en nyresten – som `våben´ imod kapitalismen, at det i det internationale UN-handicapår 1981 var så kontroversielt at bruge ordet “spastikker” i en sang, at den blev bortcensureret fra radioen, eller at handicappedes udgrænsede position fra normalen blev beskrevet på et alternativt landkort af amerikaneren Ben Reitman allerede i 1910.

Talken handlede således snarere om, hvad man kunne kalde ‘handicap-power’ end patronisering, og Egermann fremlagde desuden forskellige teorier, der satte spørgsmålstegn ved den måde, vi forstår normalen.

En ‘støj-avis’
Bredde og mangfoldighed ses også i Crip Magazine, som Egermann betegner som “noise publishing”.

Her er bl.a baggrundsartikler, interviews, tegneserier om alternative livsformer og kollagefigurer fra et computerspil af den østrigske kunstner Susanne Schuda, hvor man kan bygge forskellige former for kroppe ud af fragmenter som ben, arme, pels, øjne og hår.

`Støjen´ handler dermed om at sende forstyrrende larm ind i vores normalitetsopfattelser – og stille spørgsmålet: hvad er et rigtigt menneske?

Avisens første – og indtil videre eneste oplag – blev distribueret i 5000 eksemplarer som gratis indlæg i almindelige magasiner i Wien og som tillæg til politiske og kulturelle udgivelser.  

“Ableism”
Støjen er vigtig, fremhæver Egermann, fordi vi – de ikke-handicappede – ubevidst former vores opfattelse af, hvad handicap og handicappede er, med udgangspunkt i vores egen, fælles horisont.

I Crip Magazine beskrives dette med begrebet ableism med inspiration i det engelske “able” – kapabel – som en række “sociale relationer, idéer, praksisser, processer og institutioner, der opfatter mennesker med funktionsdygtige kroppe som standarden”. Hermed dannes modellen for det fuldendte eller “artstypiske” menneske i opposition til det dermed ikke fuldt funktionsdygtige, ikke-artstypiske  – handicappede – menneske, der på den måde sættes uden for normen.

Dette illustrerede Egermann med 1910-kortet af Ben Reitman, der viser, hvordan små øer og øgrupper er adskilt fra hovedlandet Land of Respect/ability. Øgruppen Poverty Islands med bl.a. øerne Insane Isle og Disable Isle var her forbundet til hovedlandet via Port Injustice, mens Egermann så et særligt potentiale i byen Crankly på øen Radical Island.

Crankly skal forstås med henvisning til det tyske Krank – “syg”, der, som Egermann fremhævede, også kan bruges om en mærkelig eller excentrisk person – og derfor har et nærmest queer-agtigt potentiale i handicappedes kamp for rettigheder og accept.

Spasticus – Spartacus
Netop denne overdrivelse var det, der blev for meget, da engelske Ian Dury and the Blockheads’ nummer Spasticus autisticus blev forvist fra radioen i 1981. Dury blev som syvårig ramt af polio og var således vokset op med omverdenens fordomme og udskillelsen fra samfundet tæt inde på livet.

Nummeret kan ifølge Egermann ses som en protest imod patroniseringen af handicappede af folk fra `Normal-land´. Den slagkraftige tekst bliver fremført på næsten råbende vis og handler bl.a. om at savle, humpe og halte.

Egermann sammenligner desuden omkvædets gentagne “I’m spasticus, I’m spasticus, I’m spasticus autisticus” med et krigsråbet “I’m Spartacus” fra Stanley Kubrics film Spartacus – en krigssymbolik, der sjældent sættes i forbindelse med handicappede.   

Hvordan skabes ligeværdighed?
Samlet gav talken et indblik i et felt af alternativ kulturel produktion – men kombinationen af rettighedskampen og kritikken af den måde, vi konstruerer begrebet ‘handicap’ på, rejste også en masse spørgsmål:

Hvordan kan man afhjælpe handicappedes problemer i samfundet – eller handler man normativt, allerede idet man opfatter et handicap som et problem? Kan vi skabe en ligeværdig relation?

Disse spørgsmål blev særligt aktuelle, mens Egermann viste klip fra åbningssceremonien fra de Paraoplympiske Lege i London i 2012. Ceremonien var en imponerende kraftpræsentation, der kulminerede med en finale, hvor The Blocksheads’ Spaticus Autisticus blev fremført af bl.a. handicappede musikere.

 

Til et gennemarbejdet lysshow og lyden af den ironiske og subversive tekst opførte kørestolsbrugere, dværge og mennesker med andre handicap en energisk koreografi bl.a. omkring en gigantisk model af Marc Quiins statue Alison Lapper Pregnat, som har været udstillet på Trafalgar Square i London 2005-2007.

Lapper selv, som er født uden arme og med deformerede ben, kan ses som et af de helt store symboler på handicappede med viljestyrke og power, og hun er bl.a kendt for sine fotografiske selvportrætter, for at have forkastet proteser og insisteret på at bruge sine egne lemmer og for at være blevet mor trods sit handicap. Showet havde desuden voice over af den prisvindende fysiker og tidligere matematikprofessor Stephen Hawkin, hvis fremskredne sclerose ikke forhindrede ham i at deltage på scenen.

Videoen viste en manifest demonstration af fysisk og intellektuel styrke – men indenfor Egermans ramme med fokus på normalisering og eksklusion kunne man godt blive lidt i tvivl om gyldigheden af ens egen oplevelse af ceremonien:

Var det overhovedet i orden at blive imponeret over performernes coolness, energi og viljestyrke? Kunne dét i sig selv være “patroniserende” og skabe skel, fordi de blev opfattet som seje ‘på trods’? Hvordan kan vi se ud over forskellene og i stedet se alt det, vi har til fælles?

Der var således en hel del at tænke over, idet reporteren med Crip Magazine under armen cyklede hjem gennem februaraftenen.