
Lise Pennington har gennem sin karriere opbygget et omfattende internationalt netværk og kurateret udstillinger med nogle af samtidskunstens mest markante navne – blandt andre Shirin Neshat, Marina Abramovic, Isaac Julien, Douglas Gordon, Do Ho Suh, Grayson Perry, Nathalie Djurberg & Hans Berg, Freeman & Lowe og James Rosenquist.
HEART står i dag som et af landets mest markante museer for samtidskunst. Museet, der er tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl, ligger i Herning – en by med en lang tradition for at forene kunst, industri og samfundsliv.
“Vi er meget stolte over at kunne tiltrække en profil som Lise Pennington til HEART. Hun kombinerer solid erfaring inden for strategi og ledelse med en tydelig kuratorisk vision og en stærk faglig baggrund. HEART står over for en ny fase, hvor vi ønsker at styrke museets rolle som et kulturelt fyrtårn regionalt og som en relevant stemme i den internationale kunstverden,” siger han.
For Lise Pennington handler den kommende opgave om både at bygge videre på museets stærke fundament og udvikle dets rolle som en åben, engagerende institution:
“Mit mål er at styrke museets kunstneriske profil yderligere med udstillinger og projekter, der både kan engagere lokalt og skabe international opmærksomhed. Jeg vil arbejde for, at HEART bliver endnu mere synligt som en aktør, der kan sætte samtidskunsten ind i en større samtale om de samfundsmæssige og kulturelle spørgsmål, der præger vores tid.”
Med Lise Pennington i spidsen ønsker HEART at fortsætte sin udvikling som et museum, der både tiltrækker et bredt publikum, styrker sin regionale betydning og placerer sig markant på den internationale kunstscene.
Om Lise Pennington
Lise Pennington (f. 1970) er uddannet Mag.art. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet og Humboldt Universität zu Berlin
Direktør for Galleri F15 & MOMENTUM-biennalen, Moss, Norge
Tidligere chefkurator og konstitueret direktør, ARoS Aarhus Kunstmuseum
Tidligere museumsinspektør, Vendsyssel Kunstmuseum
Tiltræder som direktør for HEART den 1. januar 2026

