Marina Abramović. Foto: Chantal Heijnen

Marina Abramović

Marina Abramović har formået at udfolde performancekunsten som genre, til et bredt publikum.

Marina Abramović. Foto: Chantal Heijnen
Kunstner

Primær medier
Performance


Marina Abramović blev født i 1946 i det tidligere Jugoslavien. Hun dimitterede som maler fra kunstakademiet i Beograd i 1970, men opgav hurtigt maleriet til fordel for en praksis, der udfoldede sig gennem direkte møder mellem kunstner og publikum.
Med sine lyd- og performanceværker blev hun en central skikkelse på Beograds eksperimenterende avantgardescene frem til 1976, hvor hun flyttede til Amsterdam. Her indledte hun et nært samarbejde med den tyske fotograf og performancekunstner Ulay (Frank Uwe Laysiepen, f. 1943), som varede i de næste tolv år.
Efter samarbejdet fortsatte Abramović solo. I 1997 vandt hun hovedprisen, Den Gyldne Løve, på Venedig Biennalen for værket Balkan Baroque. Værket var en direkte reaktion på Jugoslaviens blodige opløsning, krigen og massakrerne i Bosnien – samtidig som det afspejlede krigens rædsel, smerte, skyld, skam, død og vanvid i bredeste forstand.
I de senere år har Abramović skabt performanceprojekter, der udfolder sig over lang tid, hvor publikum i stigende grad bliver aktive deltagere – som i den tre måneder lange performance The Artist is Present på Museum of Modern Art i New York i 2010. Med dette projekt nåede kunstneren, og måske endda performancekunsten som genre, et bredt publikum.
I 2023 modtog hun Sonningprisen for sit livslange bidrag til performancekunsten. Hun bor og arbejder i New York.