Heartbreaking

“Kærligheden overvinder alt,” er mottoet hos den islandske performance-trio Icelandic Love Corporation, som har indtaget Aros med en ringe udført performance og en udstilling, der alt for let forvandler sig til et hurlumhejhus.

“Blandt verdens bedste inden for performancekunsten,” proklamerer Maria Kappel Blegvad, kurator for udstillingen Love Conquers all!, da hun præsenterer Icelandic Love Corporation (ILC) ved den officielle åbning af efterårets begivenhed i NEW NORDIC-serien. Herefter beder hun de fremmødte om at begive sig ud i foyeren, hvor de tre islandske kærlighedsbebudere står klar med en spritny performance.

Ferniseringsgæsterne sætter sig beredvilligt i bevægelse og lægger hovederne tilbage, så de kan se, hvad der foregår på tre gangbroer oppe i luften over dem.

Ceremoni med megafon og hul i jorden
Tre kvinder i lyse trenchcoats, hudfarvede nylonstrømper, sorte sko og stramt opsat hår står på hver sin etage med hver sin megafon. Den ene megafons sirenelyd sætter effektivt performancen i gang. Herefter læses en tekst for tre stemmer. Men performerne har hverken styr på megafon-lyden, hinanden eller på teksten, som derfor leveres ujævnt og næppe hørbar for de, der står længst væk. Så ny er teksten åbenbart, at de slet ikke har haft tid til at øve sig, tænker jeg, og opsnapper et par linjer, der handler om hud og om at krænge huden af. Hver sætning afsluttes med et ikke alt for synkront trestemmigt ‘Human Ceremony’.

ILC inviterer os nu med ud, og atter sætter vi os i bevægelse. I det snævre græsbevoksede rum mellem hovedindgangens to ramper udrulles nu en rød løber, hvorefter de tre øverstkommanderende hiver en stige frem og med den får adgang til kronen på kastanjetræet ved indgangen. Her høster de tre røde frugter, som viser sig at være dåser med rød spraymaling. Ved hjælp af en ikke helt gnidningsløs koreografi lykkes det de tre kvinder ved fælles hjælp at spraymale en cirkel for enden af den røde løber. Herefter udfører de et ritual, hvorunder de spraymaler hinanden på brystet i omegnen af hjertet. Så graves med stort besvær et bette hul, inden publikum inviteres ind for at få et par kærlige ord og en håndfuld jord med på vejen.

Pseudo-new-age
Store armbevægelser for meget lidt! Hvad er det for en pseudo-new-age-fortælling pakket ind i halvhjertet patos og en æstetik, der får de tre ypperstepræstinder til at ligne SS-officerer i en B-film om Gestapo? Performerne havde meget svært ved at holde takten sammen, og de røg ud og ind af fokus på en måde, som ikke gav mening. Dårligt håndværk og ringe forberedelse simpelthen. Min skuffelse er monumental, for siden jeg fik adgang til udstillingen ved pressemødet dagen forinden, havde jeg set frem til performance-delen, som jeg anser for det primære i denne trios virke.

Med det gode skal det onde besejres
Jeg har også læst kataloget, der omfavner trekløverets på alle måder sympatiske forehavende, som kort fortalt handler om at besejre det onde med det gode og at motivere individet til at blive en aktiv deltager i livet. I udstillingen fungerer dette efter devisen: Først når vi har prøvet kunsten, kan vi tale om og forstå den.

Først vælger du dig et par stepsko og træder op på den indrettede dansescene, hvor du fastholdes af en stærk tyngdekraft, frembragt af magneter i gulvet. Værket handler om begærets stærke tiltrækning, forklarer kunstnerne – og om at de pågående klimaændringer enten vil forstærke jordens tyngdekraft, så vi klæber til jordskorpen eller ophæve den, så vi svæver ud i rummet(?)

Efter dansen fortsætter du forbi shamantæppet lavet af kulørte nylonstrømper – trioens trademark – og videre gennem et net af røde nylonstrømpebånd, der danner en vævsstruktur i rummet. En rød telefon står på et podie, for at ILC dagligt kan ringe og tale med publikum: en Onophone kalder de denne hyldest til Yoko Ono, hvis kunst de skylder stor tak.

Lys i mørket?
Herfra går vejen forbi Black Brain, en overpolstret sort styrthjelm, i hvis indre der gemmer sig en hvid perle – ja tænk sig – der er lys i mørket! Fremme ved Treasure kan du entrere en af to trampoliner, der står i et hav af silke foran en spejlmur, der delvis skjuler en videoprojektion på udstillingssalens endevæg. Du må hoppe i et minut for at erfare, at det ikke lader sig gøre at få et overblik. På videoen splintres og samles et guldobjekt, på lydsiden høres et fosters tikkende hjertelyd. Ifølge kunstnerne er det gyldne materiale identisk med de tæpper, man lægger over stærkt underafkølede flygtninge i Middelhavet(?)

Hurlumhejhus
Jeg spørger, hvordan de undgår, at publikum blot oplever udstillingen som et hurlumhejhus? De svarer, at der skam ikke er noget i vejen med at have det sjovt. Jeg insisterer på, at udstillingen forudsætter en samtale for at lykkes – især fordi den er så fyldt med symboler, som slet ikke formidles. Selv står jeg med en følelse som det lille barn, der under performancen udbryder: “se der er nogen, der graver et hul i jorden!” Hvorefter moderen forklarer, at det skam ikke bare er et hul i jorden, men nogle kunstnere, der i stedet for at male et billede, graver et hul i jorden, “så du kan få en kunstoplevelse.” Halleluja – sådan er det, når kærligheden til kunstnerne lader dem slippe afsted med hvad som helst!

Verdens bedste?
Hvis Icelandic Love Corporation hører til blandt verdens bedste, står det dælme sløjt til på performancefronten! Trioen har haft sine gyldne øjeblikke – især i udgangspunktet, hvor de kom på banen med en række seværdige og tankevækkende handlinger.

NU på magtens tinde halter de hjælpeløst bag efter deres eget gode rygte. Det er en skam at se, hvordan deres kunst – når den bliver hitte-på-som – mister kritisk og æstetisk højde, som i dette tilfælde, hvor den geares til den herskende museumsdiskurs, der lefler for oplevelsesøkonomiens opulente eventkultur.