Heine Kjærgaard Klausens collager på SPECTA
SPECTA præsenterer med Paperman Plasticface Candyheart Heine Kjærgaard Klausens første soloudstilling i galleriet.
SPECTA præsenterer med Paperman Plasticface Candyheart Heine Kjærgaard Klausens første soloudstilling i galleriet.
Heine Kjærgaard Klausens serie af nye collager med lag af skåret papir og sølv- og guldfarvet karton søger at fortælle historien om jagten på evig ungdom, skønhed og individets søgen efter en enklere mening med det hele.
I collagerne optræder mennesker i komplicerede og ofte ubehagelige konstruktioner i forsøg på at korrigere kroppen og tilrette udseendet. Samtidig optræder klichéfyldte tatoverede udsagn, som slogans for det enkle meningsfyldte liv som f.eks: ”Death is certain life is optional”.
I skarp kontrast til de store collagers billedstorm står tre store helt hvide collager, hvor ordene står alene. Det er store flader i uskyldigt hvidt, som gennemskæres af enkle ord og korte, hårde sætninger.
I en række collageobjekter optræder både sætninger og en strøm af indsamlede billeder fra magasiner og nettet – billeder som viser de samme situationer igen og igen.
Stillet overfor Heine Kjærgaard Klausens collager med de mange billeder af samme scene/situation/tatovering kan man få indtryk af en underliggende megatrend, som strækker sig ud over os og vores nære hverdag. Det er umiddelbart trygt og fælles, men derefter også skræmmende. Individet i det fælles fremhæves – eller druknes.
Fakta
Udstilling
Paperman Plasticface Candyheart
10 okt 2014 15 nov 2014
Heine Kjærgaard Klausen
SPECTA Se kort og tider
Fakta
Heine Kjærgaard Klausen (DK, 1978) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2006. Han var medstifter af Skulpturi.dk, hvor han også har udstillet. Heine Kjærgaard Klausens værker har været udstillet på Brandts i Odense, på Thorvaldsens museum, Overgaden mv. Heine Kjærgaard Klausen er repræsenteret i en række private samlinger og i Statens Kunstfond.