Hele og halve værker i udkanten af Nordjylland

Man skal bruge tid, en bil og en del benzin, hvis man vil se Hidden Places-udstillingerne i forbindelse med PORT 2010-festivalen. Det er et udkantsprojekt, hvor seks kunstnere er gået sammen to og to om tre udstillinger i de yderste nordvestlige kanter af danmarkskortet; i det gamle rådhus i Thisted, ved fyrtårnet i Hirtshals og i Buderup Ødekirke.

Pølser af maling
I Thisted udstiller Jonas Pihl og Henrik Godsk. Jonas Pihl laver barokke billeder, hvor malingen snor sig ud ad det flade lærred. Der er indadgående spiraler og psykedeliske ormehuller, og der er pølser af maling, der snor og slanger sig ud over billedet og hen over rammen.

Henrik Godsk er Pihls diametrale modsætning. Han holder malingen på billedfladen, hvor han maler kantede figurer i klare farver. Det er klassiske motiver fra barokken, dødningehoveder og hofportrætter, men i ikke-barokke former og farver.

Begge barokke
Pihl og Godsk er begge barokke, men på hver deres måde. Pihls voluminøse billeder er ved at vælte ned af væggene, mens Godsks figurer synes at skue mistrøstigt ud ad vinduerne i det gamle rådhus i Thisted.

Ved siden af Pihls løbske og vredne former får Godsks billeder en endnu større stilfærdighed og mistrøstighed. Ved siden af Godsks billeder bliver Pihls billeder endnu mere vilde, endnu mere bizare og endnu mere barokke. Sådan kan man blive ved, når man står foran det umage makkerpars tæt ophængte billeder, der komplementerer og forstærker hinanden.

Kunstnerne spænder ben for sig selv
Hvis man vil lege med på PORT 2010s gemmeleg, er Thisted et godt sted at begynde. Men herefter begynder kunstnerne at spænde ben for sig selv.

Ved fyret i Hirtshals har lyskunstner Hans E. Madsen og billedkunstner Jette Wistoft Noyes lavet et todelt værk. I Fyrbøderassistenthuset udstiller Noyes med lofthængte billeder og en installation af vand, vind og lys. Sidstnævnte består af blæsere, paraplyer og glas med vand og farve, der står på to overhead-projektorer. Projektorerne kaster sit lys op på et lærred, hvor glassenes vand og farver skaber et bevægeligt billede.

Bedste enkeltværk
Dette lav-teknologiske, men meget levende billede mimer vinden, vandet og farverne udenfor, og vandglassenes former kommer til at ligne en stor levende organisme, hvor mikrober vibrerer. Det er Hidden Places’ bedste enkeltværk, selvom værket egentlig er tænkt som en del af et større værk sammen med Hans E. Madsens lysværk udenfor.

Det bliver den bare ikke, fordi lysværket kun kan ses om aftenen, når solen er gået ned. Så kunne anmelderen være kommet om aftenen, tænker De måske, men da var fyrbøderassistenthuset lukket. Det er enten-eller i Hirsthals, og det er ærgerligt.

Ømt og roligt
Amputerede oplevelser venter også gæsterne i Buderup Ødekirke, hvor lyskunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen og den svensk-norske billedkunstner Lars Strandh har slået sig sammen.

Fra afstand er Strandhs billeder umiddelbart monokrome, men når man kommer tættere på, opdager man, hvordan små, sarte farvenuancer ligger i fladen som fine, horisontale strenge. Det er noget ømt og roligt over Strandhs billeder, men den følelse bliver ødelagt af de lysstofrør på kirkegulvet, der lyser billederne op.

For skarpt
I den gamle kirke fra 1100-tallet hænger forskellige lysinstallationer af Ejdrup Hansen. I kirkens anden ende står det bedste; et orange alter, hvor et stort, plant spejl kaster et stort rektangel op på den gamle endevæg. Der er noget spirituelt over dette rektangel, der minder om Kasimir Malevitj og de russiske suprematisters sorte firkanter.
Andre steder står hvide, krumme lysrør og kaster et alt for skarp lys. Der er ikke samme følsomhed over for rummet, som man fornemmer i det orange alter.

Okkult
På dette tidspunkt var det blevet mørkt udenfor. Elle-Mie Ejdrup Hansen var også i ødekirken, og hun forklarede, at de hvide lys kastede et anderledes og blødere lys på væggene om dagen. I sagens natur er lyskunst en kunstform, der ændrer karakter i løbet af dagen.

Derfor kan man godt forestille sig, hvordan dagslyset vil være venligere over for kirkemurerne. Men om dagen havde man ikke kunne se, hvordan det orange alter lyste kirken op og gav den et næsten okkult udseende og stemning, når man kom til kirken udefra.

Blandet følelse
Modsat fyrtårnet i Hirtshals var det muligt at besøge ødekirken i både dag- og aftentimerne. Men det er nok kun praktisk muligt for de lokale buderup-boere, og ikke hovedparten af de mennesker, som kunstfestivalen henvender sig til. Som kunst-turist må man atter drage fra et godt gemt sted med en blandet følelse af skønhed og skuffelse.

Således slutter gemmelegen i Udkantsdanmark. At sammensætte forskelligartede kunstnere i udkanten af Danmark viste sig at være mere end et kommunalpolitisk pr-stunt. De gamle bygninger har gode rammer for kunst, og gemmelegen er sjov, så længe kunsten blot er gemt, og ikke utilgængelig for andre end naboerne.