Helen Schou – Foregangskvinde eller håbløst ved siden af sin samtid?

“Jeg kan gode lide de historier, der udfordrer det homogene – hvor man tager de her outsidere op til revision – for jeg mener, det kaster nyt lys på kunsten,” siger Lise Jeppesen, direktør for Randers Kunstmuseum. Museet viser aktuelt en udstilling med billedhuggeren Helen Schou, en ener i dansk kunsthistorie, som langt op i det 20. århundrede fastholdt en forkærlighed for antikkens rytterstatuer.

Midt i den pulserende trafik på Østervold i Randers står en 6,5 meter høj bronzeskulptur på sin sokkel. Det er Den Jyske Hingst af Helen Schou (1905 –2006), der ønskede, at skulpturen skulle “være stor og sige bang i den jyske jord” – og disse kriterier må siges at være opfyldt. Hesten er enorm i sin størrelse, som den troner frem på pladsen, højt placeret over de forbipasserende.

Skulpturen, der er skænket af Jyske Hesteavlere og Randers by i 1969, har nu i over 50 år fungeret som et vartegn for byen, men få kender kunstneren bag. Det søger man nu at råde bod på inde på Randers Kunstmuseum, hvor man aktuelt kan opleve udstillingen HELEN SCHOU – Monumenternes kvinde.

Navnet Helen Schou lyder måske ikke bekendt, men selvom hun er begrænset repræsenteret musealt, står hun bag flere store værker i det offentlige rum. Udover Den Jyske Hingst er hun kvinden bag rytterstatuen af kong Christian X, der blev rejst i Aarhus i 1955.

Nu tænker man, at rytterstatuer hører en fjern fortid til – og at de på sin vis allerede gjorde det i 1955! Så hvorfor er Helen Schou en interessant kunstner at trække frem i 2020?

”Mange museer er i øjeblikket optagede af at vise en mangfoldighed og den heterogenitet, der er i kunsten, og det er interessant at vise en anden vej eller et andet livsværk, der adskiller sig fra de bærende tendenser i samtiden og rummer nogle andre facetter. Helen Schou får jo nogle fantastiske udsmykningsopgaver i det offentlige rum, men bliver ikke fortalt musealt – så det er på tide, at vi som museum fortæller hendes historie”, forklarer Lise Jeppesen, direktør for Randers Kunstmuseum.

Et heterogent billede på skulpturhistorien

I 1905 bliver Helen Schou født ind i en meget velhavende familie. Hun er som ung en af Danmarks førende eliteryttere, men vælger at blive billedhugger i den helt store skala. Da hun bliver gift med Holger Høiriis Schou, opgiver hun ikke sin kunstneriske karriere, som mange andre kvindelige kunstnere fra sin generation. Ægteskabet giver hende tværtimod en økonomisk og kunstnerisk frihed til at forfølge sine kunstneriske drømme.

Schou har en lang mesterlære bag sig. Som elev af Anne Marie Carl-Nielsen og senere Aksel Einar Utzon-Frank fascineres hun af arven fra antikken og skulpturhistorien. Den klassiske inspiration ses tydeligt i hendes værker, der er kendetegnede ved en stor håndværksmæssig kunnen og det detaljerede naturstudie.

Jeppesen betragter Schou som en ener i dansk kunst, fordi hun på den ene side er en forgangsperson i forhold til kvindernes vej ind på kunstscenen. “Schou agerede i et mandsdomineret felt og er én af blot to kvindelige kunstnere i verden, der har lavet en rytterstatue, som tog 12 år at gennemføre i det format, hun arbejder med. Hun formår også virkelig at arbejde med komposition, bevægelse og det tekniske, som er virtuost i hendes skulpturer,” fortæller Jeppesen.

På den anden side ser Jeppesen hende også som en isoleret skikkelse i forhold til det udtryk, hun vælger: “Hun er et andet blik på det 20. århundredes billedhuggerkunst i forhold til de politiske strømninger og tendenser, hvor der er andre, som har været optagede af at gøre op med borgerskabets dominerende diskurser, men Helen Schou går jo i en helt anden retning.”

Ifølge Jeppesen er Schou ikke til moderne kunst. Schou mente, at det ligger implicit i ideen om det moderne, at det moderne bliver umoderne igen. Så hun gik efter det, hun opfattede som en tidløshed i sin kunst, og i sit arbejde med rytterstatuen af kong Christian X. Hun arbejder på statuen fra 1942 til 1955, hvor den endelig indvies og bliver den sidste rytterstatue af en dansk royal.

Schous livsværk strækker sig over otte årtier henover det 20. århundrede, der er præget af kunstnerisk og politisk turbulens. Til sammenligning finder man i hendes samtid eksempelvis Robert Jacobsens abstrakte skulpturer i jern fra 1950’erne og senere Bjørn Nørgaards hesteslagtning fra 1970.

”Vi har et skulpturbegreb, der er under forandring i det 20. århundrede – altså det udvidede felt, som skulpturen agerer i – hvor der blandt andet kommer andre materialer på banen, og her er Helen Schou jo håbløst regressiv i den forstand, at hun arbejder med naturalistiske figurer og et skønhedsbegreb inspireret af antikken,” fortæller Jeppesen.

Den rytterløse rytterstatue

Da Schou får til opgave at lave en rytterstatue af kong Christian X, havde man stadig erindringen fra besættelsen, hvor det nationale stod utroligt stærkt, og hvor det var normalt at se kongen ride rundt og hilse på befolkningen. Da skulpturen står færdig i 1955, var kong Christian X stadig et nationalt samlingspunkt, selvom han døde i 1947.

“Den magtsymbolik, der ligger i rytterstatuer, ville man have svært ved at kapere i dag, og så laver hun Den Jyske Hingst, som hun arbejder på fra 1959-1969. Statuen bliver noget så sjældent som den ‘rytterløse rytterstatue’. Med den siger hun, at det er et andet symbol, vi har behov for på det tidspunkt,” fortæller Jeppesen.

“Der har hun netop sat skulpturen fri – det har været et manifest for hende. Det skulle ikke længere være en konge, der havde magten, det skulle være hesten som symbol på kraften i sig selv. Hun kalder den byens, jydens og hestens kraft. Det bliver et kæmpe grotesk monument og helt amerikansk i selve formatet,” fortsætter Jeppesen.

I dag fungerer skulpturen som et billede på et samfund i 1950-60’erne, der er i vækst, og hvor det royale træder lidt i baggrunden og mister sin betydning som det styrende element i samfundet. Den er også en vigtig og interessant vinkel på skulpturer i det offentlige rum, hvis man spørger Jeppesen:

“Det er som om, der er en tidslomme omkring skulpturer i det offentlige rum – at det er et traditionsfyldt felt. Selvfølgelig er der kommet mange eksperimenterende værker til, men langt op i tiden er skulpturerne i det offentlige rum mere traditionssøgende”.

“Jeg synes, det er interessant at diskutere, hvor vi møder kunsten, for vi møder den også andre steder end på museerne. Og Helen Schou er interessant som kunstner i udviklingen fra det royale og monumentale over mod at prøve at formulere noget om en ny tid. Så hun er en kunstner, der giver stof til eftertanke og en anledning til at se på kunsten og kunsthistorien med nye øjne.”